Rene Jorgensen

Grevens fejde

Rene Jorgensen
Grevens fejde

Jeg kan, selv med min ondeste side, sjældent finde noget at kritisere Comtes de Champagne for. Loïc Dupont har været kældermester siden 2000 og superoptimeret, som det vist kaldes, når sagerne egentlig står meget godt i forvejen. Comtes de Champagne kan noget i de såkaldt svage årgange. 1993, 1998, 1999, 2005 er beviser på dygtigt håndværk og selvfølgelig adgang til et bredt basismateriale, når det er lykkedes at lave så stilsikre og intense champagner. Jeg ved udmærket at selvpineriske kæmpehuskritikere ynder at smække Comtes for dens rigdom, men jeg finder altid en citronsmørskerne midt i al vellevneden. Taittinger giver vist nok fuld malo til Comtes konsekvent, men det er faktisk sjældent den savner kant. Få procent gæres på træ, men intet, absolut intet træ, forstyrrer den bredspektrede citrusfrugt. De ristede nødder og smørret danner bund for mælkebøttesaft, mirabelle, våd kalksten, murervand og limeolie. Her en duo fra de på papiret svage årgange 1998 og 2005. Den første med voluminøs brunet smør, stegepandeafkog og saltede citroner med hakket valnød. 2005eren betydeligt mere frisk med klementin, lemon curd, kærnemælk og gul pollen fra rapsmarker. '98eren vokser, samler sig, efter startvanskeligheder, hvor den viste rigeligt oxidative noter, men den ender med at holde kadencen længere end 05eren. Nøddecreme vokser frem i 98eren og den burde spises med teske, så uvirkeligt "sødlig" er den... for smagsløgene afslører mikroskopisk restsødme. Dosagens afgørende maillard-effekt har gjort sit her. Fantastiske flasker.