Rene Jorgensen

Guado al Tasso i retrospekt

Rene Jorgensen
Guado al Tasso i retrospekt

Antinoris svaghed, relativt set, var gennem mange år projektet i Bolgheri. Vel var Guado al Tasso en god vin, men den savnede både ikonstatus som Tignanello og Solaia og savnede lige så meget klassicisme og sangiovese-love som Marchese Antinori og ikke mindst Badia a Passignano. Den flakkede lidt rundt i min verdensforståelse, i udkanten af Bolgheris ellers hypede miljø, i udkanten af det sikre og det man ville vælge som ultrarepræsentant for både hus og geografi. Det er længe siden nu. Guado al Tasso har fundet sig selv og ejendommen på den flade ler-, grus og sandmark nedenfor Castagneto Carducci er rykket ind blandt Bolgheris lille håndfuld af mesterproducenter, bestående af Tenuta San Guido, Ornellaia og Le Macchiole. Guado al Tasso har to skæringsår. I 2007 sagde man farvel til syrah i blandingen, så flagskibsvinen herefter blev et rent bordeaux-blend og i 2011 ændrede man på fadregimet og gik fra 18 måneders separat barriquelagring af hver druesort til 12 måneders separat lagring og derefter 6 måneder blandet på barrique.

Guado al Tasso har Antinoris adelsmærke, som nogle gange kan være en akilleshæl, det komplet fejlfrie, det fornemme og adelige og udadlelige. I længden vil vi gerne opleve små skævheder – perfektion er som bekendt kedeligt, men på den anden side er disse luksuscuvéer fra Bolgheri mere i familie med GGC-vine fra Médoc end med resten af det til tider rustikke Toscana. Husk dog at gennemsnitstemperaturen i vækstsæsonen i Bolgheri er knapt en grad højere end i Médoc og nedbørsmængden næsten 1/3 mindre. Marco Ferrarese, ejendomsansvarlig vinmager, fortalte mig sidst, jeg besøgte ejendommen at Guado al Tassos fornyede fokus, rankhed og præcision først og fremmest skyldes bedre forståelse for markernes særegenheder og deraf afledte forskelligheder i beskæringspolitikker. Tenuta Guado al Tassos relativt nye topvin på ren cabernet-franc, Matarocchio, er en direkte konsekvens af den forbedrede markforståelse. Mere om den senere. Vinens Verden, Slotsgade havde inviteret til vertikalsmagning af otte årgange Guado al Tasso plus en enkelt Matarocchio.

2004 Guado al Tasso (50 % cab.s., 40 % merlot, 10 % syrah)
Noget skuffende udviklet. Faktisk en gammel vin, hvor støv, læder og surkål har overtaget fra ellers tiltalende noter af blod, solbær og salami, men der kommer også en klart overmoden svesket note. Og så pludselig en sammenbindende camparitone, der frisker, men det kan ikke skjule aldringen. 87?

2006 Guado al Tasso (65 cs, 30 m, 5 s)
Udtalt Bordeaux under varmere himmelstrøg. Fremragende struttende frisk næse med grafit, kirsebær, groft hakket vaniljestang og karamelnoter fra ristet fad. Markant syre holder den oven vande, for ekstraktionen er voldsom, men trodsigt kommer der rustikke brett-noter og ikke mindst modig tannin til slut. 91

2007 Guado al Tasso (57 cs, 30 m, 10 cab.f, 3 petit verdot)
Bravo! Brusende applaus fra min side. Jeg overgiver mig til kombinationen af Bordeaux-druer og varm årgang, men I modsætning til den ligeledes varme 06er, er der her meget mere friskfyrssang i badet. Pauillac-blyant, peber og granolie. Noblesse oblige, og fornægter sig heller ikke, forfinet, ædel tannin, silkeagtig og med klare cabernet franc-urter som persille og selleritop. Blåbær og distingveret stil. Fremragende. 94

2009 Guado al Tasso (60 cs, 25 m, 12 cf, 3 pv)
En varm årgang, klimaændring kombineret med alt for indædt fokus på hypermodne druer. Optræder som napa-cab med flæsk, solbærlikør, hårdt ristet fad og sodet smag, der ovenikøbet brænder af alkohol. Eftersmagen har noter af rhum og den er ærligt talt grovkornet som en nyrig ungersvend. 88

 Foto: René Langdahl

Foto: René Langdahl

2010 Guado al Tasso (55 cs, 30 m, 15 cf)
Hidtil højeste niveau af cabernet franc og det gør det gode ved vinen. Cabernet franc i Bolgheri er fremtiden! Blomstret og æterisk, luftigt parfumeret overtone med mint og kørvel, mens mellemtone og bund er sort og ulmende, bøs, grænsende til vred med skarp syre fra et køligt år. Bliver Pauillac-agtig på den gammeldags måde og det gør intet. Slank nobelhed, tør jeg sige graciøs. 93

2011 Guado al Tasso (57 cs, 25 m, 15 cf, 3 pv)
Umiddelbart ikke en ideel årgang. Nogle siger tanninen blev for blød i Bolgheri, men ikke her! Akrobatisk friskhed, masser af madagaskarpeber, solbærbusk, cabernets friske side skinner virkelig igennem og suppleres af lidt mere sødme fra blomme og brombær. Næsten rusten smag, ikke som i ”gammel og afdanket”, men rusten som i ”rust”, jernoxid, blod, solbærblade og mere afrikansk peber, sat sammen med snigende tannin, en slags afterburnertannin og vinen er som at trække hånden i hårdretningen på en andefjer, glidende, blød og kælen – trak man hånden den anden vej ville man møde modstand, stridhed og mental kamp. En slags Loire-cabernet i italienske klæder. Sublim. 95

2012 Guado al Tasso (55 cs, 25 m, 18 cf, 2 pv)
På trods af varm årgang et køligt udtryk – måske netop fordi man nu i varme år opprioriterer cabernet franc. Blyantstift og cedertræ, solbærsaft, pejseaske og madagaskarpeber igen. Tannisk og kølig på samme tid, en grovsmed i lette gevandter. Eller en sylfide i rustning – vælg selv. Markant cabernet franc-præg, der holder elegancen. Overraskende flot. 93

2013 Guado al Tasso (55 cs, 25 m, 18 cf, 2 pv)
På cifret identisk drueblanding. Varmt år igen (de kommer stadigt oftere i Toscana), men kolde nætter reddede årgangen fra sødsuppe. Igen tydeligt urtet og pebret lugt af cabernet franc med solbærsaft og kvalitetslakrids. Lakridsen er endnu mere udtalt i munden når tungen luner vinen. Højere syre end 2012, friskheden, som bare SKAL være i stor vin, er der, mens viskositeten er høj, næsten essensagtig. Mere præg af sit sted end andre årgange. 94

 Foto: René Langdahl

Foto: René Langdahl

2011 Matarocchio (100 % cabernet franc fra Preselle og Contessine-parcellerne lige ved siden af Le Macchioles cabernet franc – sandjord! Sand og cabernet franc er guf)
Komplet persille, mynte, koks og blyantstift mast i en morter, rørt op med det reneste alkohol. Franco Biondi-Santi sagde engang til mig at stor toskansk vin har goût de chaudrons – det måtte jeg lige slå op og det er lugten af gammeldags trækul. Det har Matarocchio, mens smagen er intens på samme måde som champagne, altså mineralsk tryk, ikke alkoholisk eller ekstraheret. Kødelig, sensuel, rank og frisk, spændstig og dirrende. Uldstoflighed, ikke silke. Kan minde om Lafleur i speedos. 97

Vinens Verden importerer Antinori.