Rene Jorgensen

Sherry skal måles i et før og et efter Equipo Navazos

Rene Jorgensen
Sherry skal måles i et før og et efter Equipo Navazos

Vejen til helvede, vejen til Paradis, en fascinerende rejse ind i sindets krinkelkroge, de dunkelt belyste hjørner, skunke og skuffer, underbevidsthedens vulkansuppe, ulmende og dovent boblende. Lige så indsigtsgivende som Captain Willards rejse mod Colonel Kurtz’ grumme, dekadente mikrorige – en rejse ind i selvet. Døden eller livet, uadskillelige ender i samme individuelle forløb… af jorden skal du igen opstå.

Beklager, men Equipo Navazos sender dig durk ind i en ukendt verden, der alligevel spiller på kendte bestanddele fra vores eget univers. Du må åbne sindet, vække sanserne, lade dig påvirke, afvis ikke, korslæg ikke dine arme, men vær beredt. Vinens verden skrives som præ-Equipo Navazos og post-Equipo Navazos. Og som med anden grænsekunst kan man kun holde det ud kort tid af gangen, for intensiteten på sherryerne er som kombinationen af søpindsvin i munden, Valkyriens ridt i øret, Kvium i øjet og hvid trøffel i næsen – passende mængder er bedst. The more the merrier virker ikke her.

Eduardo Ojedo er den tekniske bagmand bag Equipo Navazos og sammen med partneren Jesus Barquin kan hans betydning for revitaliseringen af Jerez, San Lucar de Barameda og Montilla ikke underdrives. Eduardo Ojeda sidder med en ræv bag øret. Han smiler blidt, men skælmsk, også med øjnene, som om han konstant sidder med bevidstheden om de oplevelser han tilvejebringer for kunderne, ofrene. ”San Lucar de Barrameda kan noget særligt”, siger han med LED-lys i øjnene. ”Jeg betragter faktisk fino med tydeligt præg af acetaldehyd som skidt fremstillet fino”. Han trækker den noget markante udtalelse tilbage med det samme, men beviser derefter straks sin pointe med to udgaver af fino: den ældede Bota 68 og de to vellagrede manzanillaer Bota 59 og Bota 60, den første 13-14 år gammel, den anden 15-16 år gammel udgave fra samme bodega, berømte La Guita i San Lucar. Både 59 og 60 har tilnavnet Capataz Rivas efter bodegaens mangeårige chefpussenusser Rafael Rivas.

Manzanilla-soleraen blev startet i 1986. No 59 er blandet af 14 fade, No 60 er udelukkende fra det enestående 15. fad, hvor floren fra starten voksede sig tykkere end i de andre fade. No 60 er derfor mindre oxideret end No 59, un vero manzanilla pasada! No 60 bliver toppet op med manzanilla fra de andre fade, mens 59eren fra de 14 fade løbende er blevet suppleret med ung manzanilla. Forvirret? Frygt ej! Nært beslægtede, men den ene ”bror” er vidunderbarnet. No 60 har den lagrede finos antydning af fordærv, islay og lys karamel, men domineres vildt af grøn urt, tangsuppe, brændenældesuppe, sårheling og oliven, hjortetakssalt og yuzu. En slags oldgammel selosse, der har røget hash og besøgt vismanden på bjerget og løst livets gåde. No 59 har det samme, men bare på lavere intensitetsniveau og dertil mere oxidativt præg med mørkere saltkaramel og cognac. Kan du finde Bota 60 skal du købe to flasker og nyde den ene alene og den anden med din udkårne. Fino Bota 68 blegner simpelthen her. Dens lette eddikestik og den tydelige bigadej agerer mindre frisk end de to manzanillaer.

IMG_3216.JPG

Eduardo Ojedo vil gerne slå et slag for de uforstærkede vine fra Jerez. Vi laver en lille vertikal af de fire udgaver af Florpower. No 77, 67, 57 og 53. Barquin og Ojedos palomino uden druesprittilsætning, alle fra samme vinmarker i San Lucar, især den fantastiske Miraflores, gæret i træfad, lagret 8-15 måneder under florlag og omstukket til ståltank med fortsat 15 måneders lagring under tyndere lag af flor. De nyeste udgaver af Florpower, no. 77 og no. 67 har dog kortere tid under florlaget. De fire Florpower er årgangspalomino. Henholdsvis 2015, 2014, 2012 og 2010, men angivet med romertal. De har alle fremragende præcision, saltet citron og smag af vellagret champagne uden bobler. De er nærmest afpillede i staturen, pinsomt tørre og kontante af æblesyre. De er salte og havvandsagtige.

Til sammenligning er Navazos-Niepoort, et samarbejde mellem Ojedo/Barquin og Dirk Niepoort om palomino fra den berømte albarizakalkklump af en vinmark Macharnudo Alto i Jerez, helt anderledes blomsterrig og pakket med gærlugt, ølbryg, biga, gæret citron og æblesyre. Der er mere rigdom men også mindre finesse ift. Florpower.

IMG_3219.JPG

Og så kommer finalen. En dyster, men samtidigt sært livsbekræftende gennemgang af Palo Cortadoens væsen, demonstreret ved Equipo Navazos’ Bota 75, 52, 72 og ikke mindst den komplet overjordiske Bota 51 GF. No 75 og No 52 viste at palo cortado slet ikke behøver være tudsegammel for at vise sit værd. Begge stammer fra San Lucar de Barrameda og består næsten udelukkende af årgang 2010, No 75 aftappet i 2017, No 52 aftappet i 2014. Begge er saltkarameller i flydende tilstand, vaniljedyppet kaffe med havvandsindslag, frisk pålandsvind på klippelav. Bota 72 fra almacenista Pata de Gallina, en af Rey Fernando de Castillas solide leverandører, er mere mørk, ristet, sødmefuld toffeepræget, men komplet uden sukker, brunsviger uden sukkersødme, hvis det er muligt. Bota 51 GF, sandsynligvis mere end 80 år gammel, lugter af lædergarvning, borebillestøv fra mahognimøbler oversvømmet af havstrømme af brunsviger, speyside whisky og østerssaft, cognac fra forrige århundrede, hostesaft med indkogt sørøver og flotilleadmiral. Man hører temaet fra Pirates of the Caribbean og samtidigt er der noget kongeligt over den, nærmest som gammel Lafite og Chambertin. Men hedvin, DET er det!

IMG_3220.JPG