Rene Jorgensen

Komplet overvældende tyske vinnyheder... og så alligevel ikke

Rene Jorgensen
Komplet overvældende tyske vinnyheder... og så alligevel ikke

Kan vin være vild, voldsom, bjergtagende og alligevel diskret og underspillet på samme tid? Ja! 2018 skal handle om indsamling af tips om salgssteder af Saars cooleste vinhus. Jeg har aldrig smagt det før nu, men har læst om Erich Webers ikonoklastiske vinveje. Og de er kun ikonoklastiske i forhold til normen i Mosel, Saar og Ruwer... og for den sags skyld i hele det vinøse Tyskland. Erich Weber og hans søn Johannes har faktisk gang i retro - de laver vin med direkte inspiration i årene 1880-1900!! Ilter riesling, sylespids og spätburgunder så tårerne triller.

IMG_3369.JPG

I det kønne lidt afsondrede og stadigvæk oversete Saar (ja Scharzhofberger ligger her) foregår der gode ting og sager. Mosel er Mosel, velbesøgt og efterhånden overstrøet med spændende vinmennesker, men Saars elite rummer vel ti producenter...?! Og før nogen farer i flint over det tal, så lad mig straks fokusere på det det hele handler om: Hofgut Falkenstein. Læs navnet, memorer det og opsøg vingården eller europæiske forhandlere/importører, - vi har dog en lille dansk importør uden hjemmeside. Bjarne Jørgensen, som kan fanges på 61125915. Jeg fandt en hollandsk forhandler.

Huset ligger i den lille flække Niedermennig oppe bag Wiltingen og Oberemmel i den såkaldte Konzer Thälchen, som geologerne vist nok mener var Mosels oprindelige flodleje. Dalen er på en måde den nordøstlige side af den mere end 300 meter høje bakkeformation, der tæller Wiltinger Kupp og Gottesfuss på den sydvestlige side, Scharzhofberger på den sydlige og Hütte på den sydøstlige. På den nordøstlige side af bakkeformationen ligger der af eksponeringsmangelårsager naturligt nok ingen marker af interesse, men dalens drej mod vest giver perfekte forhold på den modsatte skråning - her vender skiferskrænten modsydvest ved Krettnach og stik syd ved Niedermennig. Her ligger historiske kendisser som Herrenberg, Sonnenberg, Altenberg og Euchariusberg - velansete på kortmager Franz-Josef Clottens tid i 1868!, men desværre er de ikke just hypede i dag.

Erich Weber er veluddannet, men bruger skræmmende gammeldags og konservative metoder. Iskold naturgæring i mølædte 1000 liters fade efter 2-3 timers presning i kælderens eneste moderne tekniske vidunder, en pneumatisk presse. Gæringen og lagringen foregår på bærmen og Weber svovler fadene minimalt FØR mosten entrer fadene og derefter ikke. Egon Müllers chefvinmager Stefan Fobian assisterer med målinger, men Hofgut Falkensteins vine skal kunne stå selv. Og det gør de sandelig! De gærer ud, de gærer næsten ud, de har 10 % som tørre, de har 11,5 % som halvtørre - naturen bestemmer. Weber konserverer sine vine med pH-værdien, som SKAL ligge under 3! Og hans spätburgunder gennemgår IKKE malo!

Hofgut Falkenstein bærer hverken VDP-betegnelser eller tilpasser sig nutidens tyske vindrikkeres forventninger. Her hedder tør riesling eller spätburgunder stadig "spätlese trocken" eksempelvis og senest i årgang 2015 bærer hans røde Herrenberg blot betegnelsen "rotwein".

IMG_3370.JPG

2016 Riesling Niedermenniger Sonnenberg Spätlese Trocken på 11 % er knastør, men muligvis med målbar sukkergristilfredsstillelse. Syren er så høj at den maskerer den smule sukker, der måtte være. Årgangen er endda kendetegnet ved relativt lav syre, men til gengæld også lav pH på grund af lavere tørstofindhold end 2015erne. Ikke riesling for svagpissere. Grotesk bid, stik og snittende syre. Hylende, pågående og vild, men alligevel mildhed på grund af den lave alkohol. Pomelo- og grapesaft, evighedsmaskine sandsynligvis, autokonserverende. For hardcore riesling-afficionados... og vi er vel en del efterhånden!

2014 Spätburgunder Niedermenniger Herrenberg Spätlese Trocken på 12 % er mig ubegribelig. Jeg skal være ærlig: jeg havde indtil i aften ikke smagt en Saar Spätburgunder, der kunne ophidse. Falkenstein ophidser. Den er benet og kantet, naturligt nok når den bistre æblesyre ikke er omformet, men aromaen er drømmeagtig, sommerlig, liflig uden rigtig sødme, komplet uden svulmende fadaroma og muskelflexing. No pump and circumstance, kun lugt af frugtkælder, ribs, mild garnacha fra granit i Madrid, bare helt uden varmen fra alkohol. En pinot noir man har lyst til at lade blive gammel, den står distancen, og lyst til at blive gammel med. Om få dage smager jeg 2015eren mod en gruppe af Tysklands top-spätburgundere - bøllebank... til hvem? 

Håber vores danske importør tør gå efter en lille smule af den amerikanske allokation. Importør Jørgensen og Co kan nåes på 61 12 59 15