Rene Jorgensen

Når terroirforståelse koster… og husstilen ikke helt kan skjule stedet. Kap. 2

Rene Jorgensen
Når terroirforståelse koster… og husstilen ikke helt kan skjule stedet. Kap. 2

Richebourg – Hercules i højhælede sko.

Det MÅ simpelthen være verdens mest fotograferede hjørne på en vinmark. Jeg kan ikke forestille mig en mobiltelefon eller et Nikon kamera i lommen eller skuffen hos en vinentusiast, der ikke mindst indeholder fem skud af stenkorset eller det lille skilt i muren. Alle bourgogneelskere har mindst én gang i livet mærket kriblerierne i maven foran Romanée-Contis blidt hældende rødbrune landskabsløft med mur omkring og næsten alle har tænkt: det her er større end Gravkirken i Jerusalem, Ka’baen i Mekka og Jim Morrisons gravsted på Père Lachaise til sammen. De samme har også tænkt: en dag kommer jeg måske til at smage vinen. Én gang… bare én gang.

IMG_3394.JPG

Praksisforståelse for markens evner opnår langt de færreste. Sådan har jeg også haft det med nabomarken Richebourg. Den ligger jo der, lige til højre for Romanée-Conti, når man kigger op ad bakken, og syner ikke rigtigt af noget. Godt 8 ha. synligt svagt defineret vinmark. Jo, jeg har da smagt flere richebourg end jeg har smagt Romanée-Conti, men det har næsten altid været som smagningens særlige flaske, højdepunktet og solopræstationen, der skulle udstille konkurrenternes svagheder, men som bortset fra druefællesskab kom sært afrevet og endda afsondret fra smagningens hovedemne.

Forleden gik vi i dybden med Richebourg, afsøgte markens krinkelkroge og dens yngre vinøse historie. Og som om det ikke var nok forlangte deltagerne også et chardonnay-studie – en vindetektivisk eller vinarkæologisk undersøgelse af den højtliggende gyldne halvmåne på Corton-højen. Se bloggen andetsteds.

Giver 12 Richebourg’er så overblik eller indsigt? Kort sagt JA! Her følger dog en længere forklaring.

IMG_2077 (1024x683).jpg

Sidst jeg betragtede Richebourg, pløjede Domaine de la Romanée-Conti den sydlige af husets tre parceller i marken. Furen, skabt af en hestetrukket plov, afslørede rødligbrun let klistret lerjord med skærver af forvitret prémeaux-kalksten. Det havde lige regnet, men det mærkelige var at jorden slet ikke virkede kompakt eller opblødt. Hvis man vil i detaljer med Richebourgs ejerskab og den historiske vej til den form, som marken har i dag, bør man abonnere på Steen Öhmans detaljerede site www.winehog.org – her vil jeg nøjes med at nævne markens to climat’er. Den stik østvendte oprindelige Les Richebourgs og den mere bulede øst-, nordøst- og ligefrem nordvendte Les Verroilles ou Richebourgs. Jo højere op af ad skråningen man kommer, jo tyndere bliver overjorden og jo tættere på overfladen kommer den byggestenshårde prémeaux-kalksten på overfladen.

IMG_2037 (853x1280).jpg

I denne sammenhæng er den mest interessante forskel mellem de to climat’er, vinrækkernes retning. I Les Richebourgs står de langs bakkens hældning, altså på tværs af højdekurverne, rettet vest-øst, mens rækkerne i Les Verroilles ou Richebourg står i retning nord-syd. Les Verroilles ou Richebourg er normalt mere vindudsat end Les Richebourg fordi markens parceller ligger i bunden af den lille korridor i bakkerne oppe bag La Combe Brulées, hvor landevejen D109 sniger sig afsted. Alle rutinerede Richebourgsmagere (dem jeg har kunnet finde) mener dog at det reelt er umuligt at smage forskel mellem de to climat’er. Klonvalg, alder på stokkene, husstil, herunder høsttidspunkt, opbinding og ikke mindst maceration og fadpolitik spiller en betydeligt større rolle. Der var dog en rød tråd inde i strømmen af flydende udtryk i dusinet her.

Marken har elleve ejere, der vel at mærke alle selv aftapper. Vi manglede Leroy, Grivot, Gros Frères & Soeur, A.F. Gros og Clos Frantin, men havde til gengæld indsat et par negociant-versioner, hvis præcise parcelophav forbliver en forretningshemmelighed. Sådan er det desværre altid!

Forventningens glæde har sjældent været større. Tolv udgaver af en af verdens mest berømte vinmarker, barnlige, unge og modne flasker. Domaine de la Romanée-Contis version i tre årgange, sammenlignende indspark af Cros Parantoux, to huse med to årgange og ikke mindst munkemagikeren Mounir Saoumas fortolkning. Her kommer de i smagerækkefølgen.

2002 Maison Nicolas Potel, Roche de Bellène
Hvis det her er bundniveauet, når vi ind i himlen i aften. En musigny’sk richebourg, indsmigrende, moden og blid, med årgangens karakteristiske sødmefulde mildhed og drikbarhed. Kommenlugt forvirrer lidt, men ender med at integrere sig i en sommerbærbunke med flest ribs og svampe. Eneste generende kant er tonic-bitterhed i eftersmagen… og jeg ved ikke engang om Potel købte druer eller færdiggæret vin. 91

IMG_3389.JPG

2008 og 2006 Hudelot-Noëllat
Vi er her i mellemfasen af husets opstigning til total elite. Jeg er fan af stilen, dengang og i dag. Unge Charles van Canneyt var allerede dengang involveret i formningen af blidt bølgende mildhed. Den gamle parcel ligger lige ovenfor DRCs store hovedparcel i Romanée-Saint-Vivant og består af 50 år gamle stokke. Begge vine er transparent og oser af parfumeret pinot, vælter ud over riedel-sommelier-glassets udadvendte overkant. 08 har pågående peberrod, mentol, mint (ikke fra fad!) og tranebær og den allestedsnærværende lyse soja, mens 06 er mørkere, mere varm, morelpræget, endda blåbær og kvaset garnacha-karakter fra granitjord. En millefeuille af bourgognelugte og smage, atmosfæren og omgivelserne nedkogt, frisk luft øverst, blomsterrigdom midterst, svampe, nedbrydning af jordens mylder og kriblende organismer nederst. 08 er en kuppel af parfume, 06 er jordbunden.

Cros Parantoux.jpeg

2012 Mongeard-Mugneret, 2011 Méo-Camuzet og 2011 Cros Parantoux fra Méo-Camuzet
Umiddelbart en pumpet sag, hvor fadlagring og sent høstet koncentration overdøver parcellens subtile potentiale, men efter afstødning af hammen, kitinskjoldet, voksede Mongeard-Mugneret i mit glas. Stilistisk en model-DRC, tydeligt med krydrede og grenede indslag af hele klaser, fuld af diesel og Yarra Valley-sødme, men grønkrydret af pistacie og løvstik med kæmpetannin. Mongeard-Mugnerets parcel ligger øverst på marken op mod Petits-Monts. Meos to parceller ligger henholdsvis næst øverst i Les Verroilles, nordvendt, og så et lille frimærke i Les Richebourgs ved siden af Cros Parantoux. Overraskende lys for en Méo, ret præget af fadvanilje og hindbærlikør, afsindigt cremet tannin, nærmest sangiovese-viol på toppen og ville have smækket Mongeards version hvis ikke Cros Parantoux kom ind fra sidelinjen. Cros Parantoux er mørkere, mere askepræget, forkullet porre og hasselnøddemælk. Elektrisk, gnisterne står mellem polerne af frugtsødme og forstenede fortidslevn i flydende form. Kølig og dirrende.

IMG_3393.JPG

2013 og 2009 Thibault Liger-Belair
Pfffffyiit!! Sikke en prut. Reduktiv, rolig nu, det er forventet, men jeg ælter glasset godt, sjasker lidt med vinen og svovllugten forsvinder. 2013eren er svær at arbejde med, viril, ADHD-agtig, spjætter af stilke, tyttebær, grøn te og viol, røget skinke og pata negra, mens tanninen snerrer en del. Gammeldags på mange måder og slet ikke lavet til et nutidigt ”jeg-vil-have-dig-nu-marked”. Bygget til langt liv. Er det mon mere ægte Richebourg? 2009 bærer præg af sin varme årgang på bedste vis. Det er som om Thibaults lidt indadvendte og strukturfokuserede måde egner sig godt til varme år som 09… og for den sags skyld 13. Røgede, ristede røde bær, ubegribelig friskhed og noblesse i smagen, komplet samklang, trestemmigt gregorianerkor. Smygende lækkerhed.

IMG_3386.JPG

2015 Anne Gros og 2004 Lucien Le Moine
Har man besøgt Mounir Saouma én gang er man fan eller fjende. Hans poetiske og alligevel stærkt tekniske gennemgange skiller vandene. Hans munkefortid fornægter sig ikke, han er forkynder af terroir. Anne Gros er vel Gros-familiens mangegrenede stamtræs højst profilerede producent, men jeg har tidligere mest smagt fadbamser fra hendes hånd. Forventeligt her ungdommelig powerhouse, diesellugt, overmodenhed med hårdt ristet kaffebønne og kirsch. Smagningens ”varmeste” udtryk, men selvfølgelig også yngste. Har høj alkohol lige nu. Lucien Le Moines udgave er tertiær aromatisk med sauerkraut og rugbrød, lys karamel og morkelpuré tilsmagt med tranebærjuice. Markant syre løfter korpus og der er kvædebitterhed på den behagelige måde i eftersmagen. Lige i zenit, intet før eller efter, blot et ”NU”.

IMG_3385.JPG

2014, 2005 og 1989 Domaine de la Romanée-Conti
Kan vin være bedre end DRCs 2005 Richebourg? Muligvis. Opstilling ved siden af, sammenligning face-to-face, svulmende former vil måske vinde blindt, men DRCs husstil, og jeg har sagt det før, med de ristede peanuts og de barkede grene, gør det svært at sammenligne. Man plejer at sige at riesling er den hvide pinot noir; en stedfortolker, der kan smerte af mineralitet. Jeg vender den om og siger at DRCs Richebourg er den røde riesling. Det MÅ være vinstokkenes skyld! Opformerede myndlinger fra Romanée-Conti og La Tâche. 14eren er lys med ristet kaffe, grøn peber og syltede bøgeblade, tyttebær og ribs, en slags vinøs flaneur med halsklud og kunstnerhat. 05eren er fantastisk i ordets oprindelige enestående betydning. Fuld af mariehøns, peanuts, Frederiksdal kirsebær og kaffelikør, sumak og allehånde. Grotesk osende intensitet og gnistrende intensitet på tungen, komplet uden vælde eller tunghed. Sødme uden sukker og overvældende cinemascope-oplevelse. For ti år siden, nu eller om 30 år – det er ligegyldigt, den var, er og vil altid være stor. 89eren er moden, men langt fra ovre, ikke engang på vej ned. Flasken kommer i øvrigt direkte fra DRC i et late release. Karamel, sidamo-kaffe, lædernoter og barolo-vrinsk, grill-lugt, parmaskinke, madagaskarpeber og likør på tranebær, mens smagen er slank, tenderende ranglet, men alligevel trodsigt fast.