Rene Jorgensen

Cinema Paradiso

Rene Jorgensen
Cinema Paradiso

Ro på. Gianfranco Soldera kan stadig lave vin og næste generation er klar til overtagelse. Ro på. Luciano Sandrones Barolo fra Cannubi Boschis er stadig et fremragende glas. Ro på. Roberto Conterno vogter stadig den gammeldags barolos dyder. Og så er den italienske vinverden i den øvre ende alligevel ikke helt som i går og lidt nervøsitet gør os kun årvågne. Forleden havde en vinven indbudt til italiensk terapi. 

Case Basse mangler først og fremmest vin. Hans tidligere ansatte, der i sygelig hævntørst tømte årgangene fra og med 2007 til 2012 i afløbet, har sendt hans priser mod himlen. Der er blot 2040 fl. 2007, 10700 fl. 2008, 3600 liter 2009, 450 liter 2010 og 1700 liter 2011 til det glubske kobbel tilhængere. Han har i protest mod forfalskningssagen fra 2009 droppet brunello-betegnelsen (måske også med vanlig sans for drama og knudret marketing), men det virker som om visse dele af markedet har sagt stop. Nu kan det være nok og dertil påstår at husets vine ikke er hvad de har været. Sludder! Her en blændende duo.

1983 Normale har stadig sortrød kerne og lugter diskret af brunkål, farin og karamel med drys af forkullet mynte henover. Intens overmoden kirsebær og lidt rigelig sirup, men selvsagt ingen restsukker og hårdt brændt kaffe, kaffelikør og ikke mindst livgivende syre, hvor der fortsat hænger "flæsk" på skelettet redder den i land. Ikke den bedste version af '83eren jeg har smagt. Til gengæld er 2008 Soldera IGT klar rød, sangioveserød, rød som Noras læber. En ultrafloral næse med violessens, markant mælkesyre og ikke mindst den nærmest obligatoriske flygtige syre svævende på toppen. Blåbær, peber og bristefærdige højsommerkirsebær kommer til med iltning, mens smagen er bjergtagende, smygende, snigende og marcherende, råbende, syngende, nynnende på samme tid. Nem og svær at drikke. Der er ingen grund til kvalitativ kritik.

IMG_3291.JPG

Luciano Sandrones Cannubi Boschis blev gjort til legende med Robert Parkers 99 point til 1990eren. 1996 og 2006 er tæt på, ja 06eren finder jeg faktisk bedre end 90eren med samme alder da jeg smagte den sidst i 90erne første gang. Der er tale om et tæskehold på flaske, en ishockeykamp i munden, hvor alverdens brandlugte samles i en mundfuld. Gummerne gennembankes af tannin og alligevel virker den æterisk. Kompleks med lakrids, sod, mentol og peberrod, stramt snøret smag, rigdom af frugt bygget udenpå heftig tannin. 96eren er kendetegnet ved sin hylende syre med tørrede roser i duften. Masochistisk oplevelse på den gode måde.

IMG_3287.JPG

I vinklubben har vi et bonmot. "Vi har aldrig smagt en moden Monfortino". Jeg fornemmer klart at enigheden og opslutningen omkring mantraet er ved at smuldre. Flere medlemmer indrømmer nu at de faktisk godt forstår Monfortino. Jeg holder fast. Monfortino er en OND vin. Den vil os det ikke godt. I 2008 er den ovenikøbet svulmende i sit omfang og ikke bare grum og vred. "Lillebror" Cascina Francia er forventeligt mere tilnærmelig, igen vin uden umiddelbar frugt. Og kan det virkelig have værdi? Klart! En stor nebbiolo lugter af alt muligt andet end frugt og især Roberto Conternos nebbiolo. Mentol, rugbrød, birkebark, kanel, hostesaft, tipi af læder og med bål udenfor. Monfortino krænger vrangen ud, folder sig ud, oser af ild, sten og grillkød, rosenpotpourri og snerrer med sin tannin. Og indeni al voldsomheden ligger en sær burgundisk blidhed, en ynde. Okay så, Monfortino er nok en stor vin.     

Vil du læse mere om italiensk vin, så se her: https://renelangdahl.com/blog/2017/12/4/cinema-paradiso