Rene Jorgensen

Juleaften faldt tidligt i år

Rene Jorgensen
Juleaften faldt tidligt i år

Endnu engang må jeg æde min gamle hat. Jeg havde forsvoret at Rhys Vineyards nogensinde ville få officiel dansk importør, men vores lille land tæller en helt utrolig ihærdighed når det kommer til vinimportører. Enkelte af Rhys Vineyards pinot noirs og chardonnay kan nu købes hos KK Wine. De er ikke billige. Omvendt er de slet ikke nærheden af bekosteligheden for staten Californiens længst kørende burgunderproducenter, men allerbedst, så er Rhys Vineyards noget af statens køligste og mest præcist formede "bourgogne". Og så prøver vinene faktisk ikke engang at være rigtigt burgundiske, for så kunne det hele jo være lige meget... hvis vi ikke kunne smage forskel altså. 

Santa Cruz Mountain er en Californiens koldeste appellationer og oppe på bakketoppene ligger en række pletter. Vinmarker plantet af en Silicon Valley-mogul Kevin Harvey og hans vineri er gravet ind i grundfjeldet. Han kan mikrovinificere i en hob af stålkar og koniske trægæringskar. Fra 2001 til 2005 plantede han stokke i det der blev Home Vineyard, Skyline Vineyard, Horseshoe Vineyard og Alpine Vineyard, alle i Santa Cruz Mountain og Bearwallow blev plantet oppe i Anderson Valley. Kevin Harveys stil er ikke afpillet og "lys" som Moorman og Pahrs Domaine de la Côte. Harveys pinot er mere "mørk", men alkoholniveauet og filosofien er den samme svævende og yderst forskelligartede. Hver mark sit klare udtryk. Chardonnay og pinot noir ligger mellem 12,7 og 13,5 %

IMG_2118.JPG

Forleden smagte jeg en sekstet fra de senest frigivne årgange. 2014 Chardonnay fra Anderson Valley har meursaultfedme, moderat malo-præg, men først og fremmest poire william, mens 2013 Chardonnay Horseshoe Vineyard er mere reduktiv, chablis-agtig med lugt af knaldperle, fudge, brændt mælkeskind på Noma og prikker en smule af opløst kulsyre. Den har anis og champagnedybde i eftersmagen. Fabelagtig chardonnay. Kevin Harveys fortjenstmedalje skal han dog have for sine pinot noirs. 2015 Pinot Noir Anderson Valley er mostagtig, sommerlig med hindbær og granatæblesaft, let ristet peanut og slikagtig nemt drikkelig helt uden lumre undertoner. 2014 Pinot Noir Alpine Vineyard har de samme bær tilført en skovlfuld aromatisk jord, tørv og allehånde, plus betydeligt mere corton'sk groft skåret ramme og struktur. 2013 Pinot Noir Bearwallow Vineyard er flydende essens af sumak, tranebærjuice, granatæbleessens, rødbedejuice og spagnum. Med blot 13 % en letvægter umiddelbart, men skinnet bedrager. 2014 Horseshoe Vineyard er familiens vosne-romanée; her dukker sojaen op, ponzu, røget kød, tørrede rosenblade, nebbiolo-udtryk i næsen, mens smagen er fuldendt californisk solmoden balance med kølig havluft på. Fløjlstannin som vosne, men "lift" og flyvsk som jura-pinot... og alligevel er der californisk surfersol i dem.