Rene Jorgensen

Sashi Moorman og Rajat Parr - den dynamiske duo

Rene Jorgensen
Sashi Moorman og Rajat Parr - den dynamiske duo

Moorman og Parr. Parr, Moorman – jeg ved ikke hvem der skal skrives først. Pinot noir er blevet deres læst og årsagen til berømmelse, men chardonnay laver de også. Jeg vil dog hellere fremhæve deres arbejde med syrah, fordi fortolkningen efter californiske forhold er markant anderledes end statens alment gældende. For knapt to år siden mødte jeg den dynamiske duo til en snak om vildskab, om at bryde grænser og ikke lytte til kollegaers advarsler. Rajat Parr og Sashi Moorman blev nemlig advaret kraftigt mod at plante vinstokke i det ydre Santa Rita Hills.

 Foto: René Langdahl

Foto: René Langdahl

Ingen havde på daværende tidspunkt, 2006-07, plantet pinot eller chardonnay så yderligt, vindhærget og direkte koldt. Blot et par kilometer øst for Lompoc og næsten på vestgrænsen for appellationens udstrækning. ”Kig på Europa! Der er en tendens i den varme del af New World til at gøre det nemme, det oplagte. Vin fra nemme klimaer siger mig ingenting. I Europa ligger alle de bedste områder for specifikke druesorter på den pågældende druers nordgrænse. Det ved vi jo også godt i Californien, alligevel er det forbavsende hvor få rigtigt ekstreme vinområder vi turdet opdyrke. Hvor Domaine de la Côte har sine marker er jorden endda også speciel. Kridhvid og fuld af fossilerede encellede alger, diatomaceous, kaldes den, og shale, en californisk skrøbelig skifertype baseret på forstenet lermudder. "Vores stokke vokser uhørt lavt efter californiske forhold – de kan simpelthen ikke vokse sig højere”, fortalte Parr over et eller syv glas af duoens vine. Kulden er hovedårsagen til den lave vækst, vinden næste årsag, men begge naturforudsætninger tvinger rent ud sagt stokkene til at sætte få druer, men koncentrationen bliver naturligt høj. Druerne er også små, så skind-frugtkødsforholdet er højt. Der hvor Domaine de la Côte holder til er der skyer og det er sandsynligvis en af hemmelighederne bag det isnende udtryk domænets vine får, sammen med den konsekvente anvendelse af helklaser. Moorman påstår stolt at dalens andre producenter typisk blærer sig med samme lave udbytte som Domaine de la Côte, ca. 2 ton pr. acre, men Moorman og Parr har typisk mere end dobbelt så mange planter pr. hektar så udbyttet pr. plante er meget lavere end hos kollegaerne. Rajat Parr kendte til området allerede fra 2001 i sin tid som chefsommelier for Michael Mina-restaurantkæden.

Parr og Moorman har noget kultiveret over sig, østkyst-intellektuelt, og alligevel californier-hipt. Domaine de la Côte er kendt for deres konsekvente anvendelse af hele klaser, stilke og hele skidtet, men hemmeligheden bag det dogme ligger i druernes naturligt lave indhold af kerner. Frugtsætningen sker i kulde og det giver svag pollenbefrugtning – resultatet: få kerner. Alle pinot gæres i åbne betonkar UDEN temperaturstyring, modellen ligner eksempelvis Jadot og Case Basse. Sulfiteringen er lav, aldrig på druerne, og typisk kun ved aftapningen og som trenden siger i Bourgogne, arbejder de med kulsyren som forfrisker og antioxidant. ”Min vin skummer”, sagde en bourgognenørd jeg serverede Domaine de la Côte for. ”Vi kan lide syren i vores vin”, sagde Moorman, ”vi er ikke bange for den, som fortidens producenter var”. Og der er ingen producenter, som følger dem stilistisk i Santa Rita Hills. De forstår intet af hvad duoen har gang i. Det kan stadig overraske at Santa Ritas vinbønder ikke kender til hvad resten af verden laver af pinot noir. ”James Laube ville hade vores vin”, sagde Parr, og tilføjede at de aldrig har sendt Wien Specator vin, de ville ikke få noget ud af det, men begge har hørt ude i byen at Laube efter sigende selv har købt en flaske og kløede sig i håret over stilen i flere minutter.

"Vi holder af konvekse vinmarker. Vinen bliver også konveks", sagde Moorman om Blooms Field, måske deres favoritmark... i hvert fald min – og hvad er nu det? Parr og Moorman kunne ikke beskrive hvad en konveks vin er. Synestesi, kaldes det; evnen til at beskrive sanseindtryk med oplevelser fra andre sanser. Flydende materiale kan jo i sagens natur ikke være konveks, men jeg tror jeg forstår. Konkave vine varmer, konvekse vine køler. Og nu kom det til at handle om duoens pinot noir alligevel. Det var jo syrah, det skulle handle om.

Piedrass.JPG

Piedrasassi er Moormans og hans hustru Melissa Morongons eget syrah-domæne, hvor sangiovese, chardonnay og brødbagning også betyder en del. De laver helst lyriske vine. Forbilledet er Albert Dervieux' arrogant kølige og poetiske côte-rotie La Vallière, hvis burgundiske tendenser er overhængende. Moormans syrah'er er mildest taget også  burgundiske. Næsten sure af ribs og oliven. Han høster typisk tidligere end kollegaerne i Santa Rita Hills og Ballard Canyon, bruger delvist helklaser, svovler næsten ikke og bruger aldrig ny eg. Piedrasassi er provokerende anti-californiske, og så alligevel ikke. Midt i friskheden og den markante syre, er der en mørk modenhed, som holder fast i lokaliteten. Jeg har lige hentet den næstesidste flaske 2011 Syrah fra Santa Barbara County i min kælder:

Syrah 2011, Piedrasassi, Santa Barbara County
Seks år er ingen alder for kølig syrah. En buket trompetliljer vælter rundt i en cementblander, en slagter smider sin salami i blandingen og de slemme drenge har nolet en skålfuld brombær, blev opdaget og troede de kunne gemme den i cementblanderen. Herligt røget syrah, røget and med lakrids. Frisk, men også anmassende duft, kødelig, sensuel og burlesque, men ikke svulmende. Den har betydeligt mere huld på kinderne end Dervieux' côte rotie, hvis vi nu skal følge Moormans ideal, men den er tæt på de moderne koncentratjægere på "den ristede skråning". Holdbar, langsommelig modning, urtet og kantet. Tager afstand til generel californisk syrah. Jeg er kæmpe fan!
Laudrup.dk er importør af Piedrasassi og Domaine de la Côte.