Rene Jorgensen

Klippesaft

Rene Jorgensen
Klippesaft

Riesling er kongen af klippesaft. Jeg kender ingen anden drue, der er eller kan være sit voksested så tydeligt. Og selvom ingen videnskabsmand endnu har påvist at kvarts, cherk, blå skifer eller granit sætter direkte aftryk i vinen, så er der altså indirekte koblinger. 

Blå skifer, grå skifer, rød skifer og kvarts. Tyskerne hæger om deres sten. Endnu mere end de stenelskende franskmænd, der sværger mere til forskellighed i jordbund end i beliggenheden, eksponeringen og vinmarkens topografi. Tysk vin er mere geologisk vin end fransk. Muligvis en grotesk påstand, men fordi riesling dominerer det tyske vinbillede, bliver forskelligheden afhængig af de beliggenhedsmæssige omstændigheder mere end af druesortsforskellighed fra område til område. Vel har Tyskland både weissburgunder, grauburgunder, chardonnay, sylvaner og scheurebe foruden selvfølgelig røde sorter og krydsninger og hybrider, men det er fortsat, og rent faktisk stadigt mere, riesling, der fylder i landskabet. Når man sidder hos Leitz eller Loosen og smager riesling fra Grosse Lage eller Erste Lage, er forskelligheden fascinerende, men bagefter er det nogle gange som om jordbundsforskellens udtryk i glasset har fået for meget storytelling med på vejen. Vores smagsløg og sanseapparat er stærkt, men de fleste ved godt at overbevisende fortælling kan få os til at smage eller dufte det fortælleren vil have os til at sanse. Når det er sagt, så anser jeg bare stadig riesling som jordbundsfortolkeren over dem alle. Det er som om riesling fra tyske steder mangler alt flæsk, kød, fedt, sminke, pop, smart-ass-frisure, højt hår, kostume og facade. Riesling er en slags afskrællet kerne, en slags indre ægthed, en tonusvin, en urvin, der skal begribes i en eller anden udefineret balance og vekselvirkning mellem udadvendt aromarigdom og struktur. Og rigdom er i virkeligheden for svulstigt et ord. Aromaintensitet og aromalag er bedre ord. Rieslings duft er laserfokuseret, aromalagene ligger kompakt som i et fiberkabel og som kablet skal rieslings aroma klippes over, for at lagene kan udfoldes. Ofte har riesling ophævet sig selv, druearomaen er væk, og dens flavour (i mangel af bedre ord på dansk) er som vinmarkens overjord og grundfjeld kørt gennem en saftpresser, mut og indadvendt. Lidt sødme bløder op, men her smager jeg tørt.

To vine i konkurrence om prædikatet: ultimativ klippesaft

 Foto: René Langdahl

Foto: René Langdahl

Riesling Nackenheimer Rothenberg Wurzelecht GG 2014, Kühling-Gillot, Rheinhessen
Rothenberg ligger nordligt på Rheinhessens berømte steilhange-forløb, die Rheinterrassen, langs Rhinens vestlige side syd for Nackenheim . Lige nøjagtigt på markens stejleste del ligger det lille ”clos” Kapellchen, hvor rieslingstokkene, på egne rodstokke, stammer fra begyndelsen af 1900-tallet og vokser i jernholdig forvitret rødskifer. Sugende veldrænet, porøst og luftigt med masser af ilt til rødderne. Mere ”ægte” riesling end andre steder. Karoline Spanier-Gillot understreger stedsudtrykket ved at gære spontant i store gamle træfade og lade døde gærceller, og tågede druerester langsomt nedbryde over 12-15 måneder i fadene uden omstikning. En forknyt vin, hæmmet og alligevel så rig. Fuld af grape, røg, rust, moselsk liflighed, agurk, urtesnaps, smertende intens - halsbrand, men ikke af alkohol. Gærcellekontakt har bygget lidt kød på den ellers masai-agtige krop. Riesling til de moderne historiebøger. Gudedrik. 
Atomwine.dk forhandler Kühling-Gillot

Riesling Krone 2016, Eva Fricke, Rheingau
På Rheingaus nordgående forløb bag forbjerget Schlossberg ved Rüdesheim ligger Krone, lidt nedenfor flækken Lorch. Løss og stenet med, quarzit og grå skiferstykker og kalk i undergrunden. Eva Fricke lader også stedet sige alt og får rieslings druekendetegn til at fordufte. Riesling bliver mediet. Naturgæret og fra lave høstudbytter. Fuld af williamspære og Williams Ice Blue, hvis nogen kan huske den!? Florale elementer, sommerfuglebusk og æbleblomst, bitter grape, hylende fokuseret og tyngde af sten i flydende form med spændende rugbrødsindslag i eftersmagen. Ligesom Rothenberg ovenfor har Krone 12,5 % alkohol. Fremragende Rheingau riesling med moselsk kombi af lethed og bastanthed.
Joergensen&Co forhandler Fricke, kontakt på joergensenogco@gmail.com