Rene Jorgensen

Australsk grenache i nyt lys

Rene Jorgensen
Australsk grenache i nyt lys

JC’s Own! Sig navnet, husk det. Jaysen Collins’ hotte Originale er et af de mest interessante glas grenache, jeg længe har fået. Collins står bag Massena-huset, en af Barossa Valleys hypede småproducenter – vel mest kendt for shiraz, men nu er grenache i ascendanten. Jeg kontaktede Jaysen Collins på den anden side af jorden for at høre om hans nye soloprojekt og om hans syn på grenache.

 credit: Wine Australia

credit: Wine Australia

Grenache bliver pludselig international set som ”freshmaker” (jeg ved godt at udviklingen har fundet sted gennem en del år) – hvordan håndterer du grenache i marken i et klima som Barossas?

Grenache har været en grundpille i Barossa i mere end 150 år, så den er veletableret her, men du har ret; den har en slags nyvunden fokus nu og det synes jeg er fedt. Den er tørkeresistent og modner sent, så den undgår modning i heden i det sene februar og bliver først høstet i de senere kølige efterårsmåneder. Jeg synes faktisk at grenache og dens gode ven mataro passer bedre til Barossas klima end shiraz! Som med alle andre druer er det dog vigtigt at balancere høstudbyttet for maksimal kvalitet, og da grenache faktisk kan give enorme mængder bær, er det nødvendigt at beskære hårdt og ikke mindst at praktisere dry-farming

Hvorfor bruger du helklaser?

Den grenache-klon vi har i Barossa blev oprindeligt plantet til hedvinsfremstilling tilbage i 1800-tallet. Den har normalt ret store bær med det jeg kalder rød/grå skinfarve. Skinnet er også tyndere end de grenache, som bruges aktuelt i Rhône – tanninen sidder derfor i væsentlig grad i stilkene, som ovenikøbet også fungerer som farvestabilisator. Jeg bruger helklaser af de årsager, men især fordi en helklasegæring aldrig bliver rigtig varm, specielt ikke når man bruger vildgær – gæringen foregår køligere og især langsommere, som igen giver mere kompleksitet.

Anser du plukketidspunktet som vigtigere for grenache end for andre sorter?

Jeg mener faktisk at plukketidspunktet står for hovedindflydelsen på vinstilen generelt. I viognier taler alle om stenfrugt, hvor jeg plukker tidligt og får mere grapefrugt og tropiske aromaer. Tidlig høst af grenache giver mere hvid peber og en lidt svagere smag, mens sen høst giver mere kirsebær og brun sukker og især alkoholisk varme, så det gælder om at finde balancen; beholde frisk aroma, opnå vægt på tungen og undgå det udtalt søde og slikkede. Den samme vinmark kan høstes i forskellige tempi og giver flere muligheder for modenhed, syre og aromaer.

Hvorfor valgte du at lave grenache/shiraz under et andet brand end Massena?

Jeg skabte Massena med en ven for næsten tyve år siden og vi var enige om en stil med høj drikbarhed og frugtdominans som var tænkt som højkvalitet og interessant, men stadig tilnærmelig og tiltalende for de fleste og til enhver lejlighed. Efter at have lavet den stil gennem mange år, var jeg klar til lidt genopfindelse og genuddannelse. Jeg ville undgå at hænge fast, undgå stilstand i min egen personlighedsudvikling – så jeg begyndte at lave forskellige stilarter der reflekterede mine præferencer. Jeg gik efter struktur og en mere krydret og salt profil. Jeg begyndte også at lave vin i USA hvert år for at udvide horisonten – jeg lavede pinot noir, mataro og chardonnay og begyndte også at lave grenache, pinot noir og chardonnay fra Adelaide Hills. Så jeg tror det handler om at gå på opdagelse, at udfordre mig selv og nok især… sjov og ballade. Min fokus ligger i vinfremstillingen og så må etiketten og udstyret gerne afspejle det samme.

Jeg formoder at JC’s Own er fremstillet med minimal tilsætning af sulfit? Hvorfor og er det en trend i Barossa i øjeblikket?

Jeg har altid brugt minimale mængder sulfit og de fleste Massena-rødvine og JC’s Own har et totalt sulfitindhold, der kunne godkendes under Demeter-standarden. Hvis vinen er balanceret, bliver behovet for sulfit mindre. Sulfit binder smag, farve og fenoliske bestanddele og når sulfitten forsvinder tager den disse komponenter med sig – så det er vigtigt for mig at bruge minimalt med sulfit. Jeg mener dog at vin generelt har fordel af sulfit og jeg bruger en smule i alle mine vine. pH er den vigtigste driver for sulfittens effektivitet og derfor er balanceret syre i vin det vigtigste aspekt ved vindyrkning i varmt klima. Jeg får mere syrerige komponenter ved at høste over flere dage, som så kan blandes med andre komponenter for at modgå høj pH.

Når man ser på klimatal, nedbør, temperatur etc. har det altid været en gåde for mig hvorfor Barossa shiraz og grenache stilistisk er så forskellige fra andre varme vinområder i verden. Hvad er hovedårsagen efter din mening?

Jeg mener faktisk du finder den samme modenhed i vine fra Sydrhône siden midt-0erne, men de grenache-kloner de har der, synes at have mørkere skin og man får mere af asfalt-karakteren, de dybere mørke smage og aromaer. Vi ser det samme i McLaren Vale, hvor klonen er mere mørkskinnet og de får mere mørkfrugtet profil, men dog en lignende vægt på tungen. Jeg har en ven i Californien, som har en tykskinnet, men svagt pigmenteret grenache-klon, som giver mere struktur, men mindre farve, selvom temperaturen er identisk med Barossas. Han har stokkene i 600 m. på kalksten, mens jeg har stokkene i 300 m i rødt ler og sand. Nogle af garnachaerne fra højlandet ved Madrid viser den samme finesse, men stadig styret af modne noter, … frugtdrevne, så højde, jord, klima og efter min mening især klonen, er årsagerne til forskellene. Jeg sammenligner de muskuløse Barossa Shiraz’er med Napa Cab – det virker som om de har samme frugttæthed, vægt og hedonistiske appel.  

Grenache i sandjord… åh ja, ligesom Rayas… er det forbilledet?

Jeg får normalt al min frugt fra tætte rødlerjorder, som begrænser rodvækst og giver lave udbytter af mindre bær. Jeg mener at sandbaserede vinmarker har et højere aromaniveau, mens smagen er mere læderagtig og præget af vildt. Vinmarken til min Originale er faktisk rødt sand ovenpå ler, så jordlagene giver den høje aromaintensitet, men også fordelene ved lerjord, som de gamle stokke står i. Som med det tidligere spørgsmål, tror jeg egentlig, at jeg altid har forsøgt at vise hvad vinmarken formår og undgå at efterligne en anden stil, men næste gang jeg er i Danmark vil jeg da hjertens gerne drikke Rayas med dig.

Er dine grenache-stokke upodede?

Grenache-stokkene er faktisk omkring 150 år gamle og er alle på egne rødder. Jeg får næsten al min frugt fra upodede stokke, det gælder alle sorter, hvor det er muligt. Upodede stokke er normalt mindre frodige. Omvendt synes jeg en ”lukket” tilgang til vinfremstilling kan udelukke dig fra en række muligheder. Ja jeg går efter upodede stokke, men en vinmark på rette sted, i den rette jord og med den rette dyrkningsteknik kan sagtens være fantastisk. Det er egentlig det samme for unge vinstokke overfor gamle – nogle gange gælder de generelle regler bare ikke og det er det, der gør vindyrkning så sjovt.

To vine fra Jaysen Collins’ hånd:

IMG_3038.JPG

Grenache Stonegarden 2017, Massena Wines, Eden Valley. Australien
Jaysen Collins mere traditionelle South-Australia-fortolkning af Grenache og her er ”traditionel” ikke traditionel som i gammeldags rhône, men derimod den statstypiske voluminøse druefortolkning. Sødmefuld frugtighed, let likorøs, men dog med kvasagtig kerne og positiv genstridighed. Eden Valleys svale forhold giver forbavsende friskhed til den cremede grenache-mund, voluminøs ja, men ikke overvældende, selvom tanninen er mild. Lavendel og jordbær i eftersmagen. Flot, men straight.  

Originale 2016 (og 2015), JC’s Own, Angaston-Barossa. Australien
Fuldstændig anderledes fortolkning af Barossa-grenache! Stadig druetro, men med betydeligt mere substans, fasthed, friskhed, fyrighed, morskab og mineralitet end Massena-udgaven. For det første er den genemsigtig som en pinot noir, for det andet hørmer den smukt af frugtkage, anis, aromatisk buskads, brændt ler og tørret elefantbæ. Den er viskøs, men letløbende og har chokerende friskhed, og er salt nærmest som Sierra de Gredos-udgaverne fra Madrids højland, mild og blid i starten, men hævner sig i eftersmagen med drueskind, stenmel, kinderødt, stensalt og sprælsk syre. Det er den legende Mozart som vin, kompleks og svær, men også vellydende og nemt tilgængelig. Jaysen Collins har skabt noget af det bedste grenache i den nye unge australske bølge. 16eren er i øvrigt bedre end 15eren. Langt mere beslægtet med Gredos og Gramenon end med chateauneuf eller typisk barossa/mclaren vale.

Propperiet er importør.