Rene Jorgensen

Hist hvor vejen slår en bugt... i Barolo.

Rene Jorgensen
Hist hvor vejen slår en bugt... i Barolo.
IMG_3725.JPG

Dem er der mange af, bugterne, i Barolo, men i den lille hussamling, flækken Garbelletto, slår vejen en bugt, nærmest som en spiril, der lystigt slår smæk med halen og den er lystig fordi bugten på vejen går forbi en helt særlig firebande. Måske Barolos tætteste koncentration af topproducenter. Fra Azelias ydermur i nord til Giovanni Sordos lagerbygning er der kun 300 meter og mellem dem ligger Brovia, mmmmnnn og Paolo Scavino, aahhh. Det synger i mit venstre knæ ved lyden af de domæner. Selv om nye barriques stadig findes hos Scavinoerne (Azelia styres af Enrico Scavinos fætter Luigi) er de overordnet set mere til botti og relativt postmoderne opfattelse af hvad barolo er for en størrelse. Sådan var det slet ikke i 90erne, men både Enricos datter Elisa hos Paolo Scavino og Luigi Scavino, muligvis med indflydelse fra posterboysønnen Lorenzo, laver nu betydeligt mere afstemt barolo end i the-age-of-barriques. I øvrigt har jeg intet imod barrique som sådan, heller ikke i Barolo.

Garbelletto er det fysiske lavpunkt for to og en halv af Castiglione Fallettos mange ”korridorer”. Castiglione ligger på en af DOCG Barolos tre hovedhøjderygge, der deler appellationen i to… måske tre dalformationer, hvis man tager vestsiden af La Morra med. Men som så mange andre steder i Barolo er det i virkeligheden lige så meget de tværgående siderygge, jeg kalder dem ribbenene, som er afgørende for de store og berømte markers evner og udtryk. Ved Garbelletto i bunden starter nordligst højderyggen med Solanotto og Vignolos mindre prestigiøse marker i bunden og den herostratisk berømte Monprivato på toppen. Tre hundrede meter mod syd starter højderyggen med Altenasso i bunden og Fiasco på toppen, eller næsten på toppen, for den lille højderyg fortsætter efter en svag lavning faktisk over i den imposante Villero med den mikroskopiske Bricco Rocche på toppen i 365 meters højde. Og deroppe, hvor landevejen SP9 nærmest er anlagt direkte på hovedhøjderygsøjlen knækker landskabet så pludselig mod sydøst og langs vejen, lige nedenfor et abrupt fald på et par meter ligger så Rocche di Castiglione, men det er lidt en anden historie. Mellem de to og en halv sidehøjderygge ligger de druefri dalformationer eller rettere korridorer, der tydeligt tegner sig, når man står i Garbellotto og kigger op mod Castiglione. Her handler det om trip trap træsko… de fire perler på snoren, Azelia, Brovia, Paolo Scavino og Sordo – og det er kun fordi jeg indenfor de sidste par uger har smagt en række gode sager fra husene.

Barolo Bric del Fiasc 1999 og 2014, Paolo Scavino
Fiasco-marken er nærmest i praksis delt mellem fætrene Scavino, i hvert fald det høje filetstykke af marken. Markens andre ejere aftapper den ikke solo. Enricos version fra ’99 er pludselig blevet en mild, afstemt, vel modernistisk og tenderende cremet barolo, efter lang tids brutalitet. 99erne fortjener bedre presse. Nærmest toskansk viol på toppen af sod, brændt mark, sværtede rosenblade og mentol med let udtørrende egetræstannin til sidst. Scavinos 2014 er vellykket og beviser klart at årgangskritikken er alt for generaliserende. Filetstykket i Fiasco har givet fornem, ædel, og først og fremmest frisk barolo med tranebærsaft, aromatisk røg, cedertræ, ribs og kinin med mentol. 

IMG_3932.JPG

Barolo Bricco Fiasco 2001, Azelia
Azelia behøver alder! I lang tid kørte vi i en Århus-smagegruppe et tiårs eftersyn horisontalt på barolo-årgangene og Azelia klarede sig altid fornemt. 2001eren er lige nu sammensmeltet potpourri på badeværelset og rustbunke smurt ind i Vic’s Blue - lav lige den ret i køkkenet, hvabehar! Og ja den er modernistisk, influeret af trætannin, men aromatisk er der ingen forstyrrelse og alt skriger ”BAROLO”. Fremragende.

Barolo Villero 2010, Brovia (intet foto)
Brovia bliver bare bedre og bedre. Brovia laver sammen med Bartolomeo så vidt jeg ved den eneste Altenasso-aftapning, men kalder den Garblet Suè og den fortjener faktisk en plads fremme i lyset. Det er som om den ikke får samme hype som Rocche og Villero, sandsynligvis fordi mere berømte og højt profilerede huse som Vietti og Mascarello laver versioner derfra, men Garblet Suè har i både 06, 07, 08 og 10 været på niveau med Villero. Brovias stykke i Villero ligger faktisk lige i markens centrum. 10eren er tæt på overjordisk, massiv og luftig på samme tid, stadig primær og alligevel tertiær, fuld af rose, tranebær fra vækster ovenpå jorden og tilført vækster fra under jorden som muld, ler, rødder, svampevækst og justeret med næsehuleforfriskende mentol. Bastant og dansant på samme tid.

 Brovias gæringstanke

Brovias gæringstanke

Barolo Rocche 2008, Brovia
Ja den hører egentlig ikke til vestsidefeltet, men jeg tog den med alligevel, for Rocche har på trods af eksponering mod sydøst, hvor Villero hovedsageligt vender mod sydvest, visse fællestræk i jordbunden, specielt den kalkrige mergel. Rocches kernestykke med komplet hvid kalkjord og det generelle sandede granulat giver dog normalt mere forfinet vin end Villero… selvom talrige fejlede blindgæt er sket! Brovias Rocche er utrolig elegant, nærmest struktureret som en mynde, benet, adræt og parfumeret. Alligevel er der brutal tannin, ren druetannin, fyrig syre og eftersmag med lakridspulver og tranebærskaller. Brovia har i øvrigt ikke lavet enkeltmarker i 2014, men kun sammenhældet af de bedste druer til engangsforeteelsen Ūnĭo, der smager af tranebær, hostesaft, blodappelsin, mentol og brændt jord på den gode måde og optræder elegant, trippende og smygende på tungen. NB: I 2015 har Brovia lavet en mesterlig Ca’ Mia fra Brea i Serralunga, blot til info, selvom det ikke hænger sammen med fokus på Castigliones vestside – jeg kunne bare ikke lade være med at omtale mesterstykket: en kæmpevin med tranebær, kirsebær, blodappelsin, mos og mentol, frugtsødme, bister tannin, klassisk hårdhed og sitrende syre. Ulmende og frisk på samme tid.     

IMG_3934.JPG

Barolo Monprivato 2013, Sordo
Så fik Sordo endelig snøvlet sig sammen til at give Mascarellos udgave konkurrence! Sordo har siddet på en mikroparcel nederst i marken siden 80erne. Monprivato må være blandt Castiglione og i det hele taget Barolos kongemarker. Kloge folk siger den lægger sig stilistisk mellem Villeros brutalitet og Rocches finesse, men Monprivatos udtryk er først og fremmest formet af Mascarellos produktionstilgang… og den er jo mildt sagt old school. Sordo følger så med debutårgangen i samme skole. Burgundisk, helt klart, fuldstændigt styret af rød frugt, slankhed, en slags snydelethed, for den slanger sig kompakt hen over tungens center, mens tanninen langsomt bygger op efterfølgende. Fuld af hybente, enebær, mentol, ribsgelé, anis og sumak.

Paolo Scavino importeres af Sigurd Müller Vinhandel

Azelia importeres af Gerbola Vin

Brovia importeres af Kjær & Sommerfeldt

Sordo importeres af Atomwine