Rene Jorgensen

Gammel kalksten og chardonnay i Alsace virker

Rene Jorgensen
Gammel kalksten og chardonnay i Alsace virker

Specielt oversøisk er der prestige i gammel jordbund. Det er som om der er gået konkurrence i flest millioner. Det handler selvfølgelig om at jordbundens sammensætning, strukturelt og kemisk, som markedsføringselement er noget nyt i både Barossa, Central Otago, Swartland, Gualtallary og Fort Ross-Seaview og når jordbundsforholdene endnu ikke virker selvsagte som grusede toppe i Pauillac, granitsand i Hermitage og galestro i Chianti-Classico, bliver man nødt til at hype jordbundsforholdene og i historisk nye vinområder giver mimrende gammel jordbund prestige og anseelse. Cambrisk greenstone i Heathcote, skifer i Saar fra Devon-perioden og forvitret vulkansk basalt i Willamette Valley. Vi taler millioner, nogle gange hundreder af millioner år. Selv i klassiske europæiske vinområder er der gået meningsløs årstælling i den. Jo ældre, jo højere prestige og i den sammenhæng er alsacisk muschelkalk faktisk meget ældre end burgundisk bajocian-mergel og bathonian-kalksten. Begge er kalkstene, men muschelkalk tilhører trias, mens bajocian og bathonian tilhører jura-tiden. Og vi snakker aldersforskel på mere end 70 mio. år! I Alsace ved Hunawihr ligger kommunens grand cru Rosacker, en smule hævet over byen og består for en stor dels vedkommende af netop muschelkalk. Trimbachs Clos Ste. Hune er delmængde i Rosacker og er totalt domineret af den smuldrende kalksten. Lige ovenfor Rosacker ligger en næsten lige så berømt vinmark, men den er skammeligt uklassificeret.

 Den røde pil angiver Rosackers sydgrænse, mens Clos Windsbuhl er angivet med rød omkransning i billedets nederste venstre hjørne.

Den røde pil angiver Rosackers sydgrænse, mens Clos Windsbuhl er angivet med rød omkransning i billedets nederste venstre hjørne.

Clos Windsbuhl er Zind-Humbrechts kalkrige monopolmark på 5,2 ha, løftet endnu mere op på Vogesernes ”fødder” end Rosacker, og beskyttet ekstra godt fra vestenvind, men samtidig også beliggende i aftenskygge. Jeg er sikker på at Olivier Humbrecht er ligeglad med grundfjeldets alder og mere fokuserer på dets sammensætning og markens fysiske placering. Syd- og sydøstvendt. Marken kan både sin riesling og sin pinot gris, sørme så! Olivier Humbrechts riesling fra marken er i praksis altid komplet tør og skalpelskarp, til tider lidt forknyt og nærmest en diametral modsætning til husets riesling fra de andre to riesling-paradiser Rangen de Thann og Brand, som begge er betydeligt mere rige. Clos Windsbuhl holder dog på en lille hemmelighed. En insider’s secret, for siden starten af 90erne har Zind-Humbrecht dyrket chardonnay i marken – et eksperiment i starten, med god solid videnskabeligt fundament, men klart et eksperiment. Olivier Humbrecht har fortsat eksperimentet, som vel ikke kan kaldes et eksperiment mere og vinificerer nu lovligt druerne til ”simpel” vin de france i modsætning til startårene, hvor han solgte den som AOC Alsace med marknavn, men UDEN druenavnet angivet. Uha uha, fy! Første årgang var 1994, anden årgang 1996 og en vinven havde for nyligt investeret i et heldigt lot som indeholdt 96eren og sendte mig en flaske, som blev sammenlignet med den aktuelle 2016.

Clos Windsbuhl 1996, Zind-Humbrecht, Alsace. Frankrig
22 år gammel Alsace-chardonnay! Jeg tror årgangens hysteriske syre redder den fra zombie-stadiet, for her er der liv og glade dage… men liv og glade dage som i Disney/Pixars Coco! Næse med dåsemandarin, bivoks, mos på brune æbler, fudge, kandiseret appelsin og gammel betonlagret sauternes. Masser af smør i smagen, skrigende syre med levende, om end dekadent og grænsende til leg-med-døden-frugt. Sprød, fed og harsk på samme tid.

Clos Windsbuhl 2016, Zind-Humbrecht, Vin de France. Frankrig
Fusionsjazz på flaske, fuld af skæv rytmik og fede grooves. Smørret æble, pærecider med smuldret kalk og lugten af kold middelalderkirke med mælkesyrefermenteret sommergrønt. Udtalt mineralsk og sprød syre under det fede og urcremede, frisk og intens. Minder hverken om puligny, chablis eller sonoma – det må være Windsbuhls… og Olivier Humbrechts skyld… og det er kun godt! Begge årgange har gennemgående en kerne af kridt, mælkesyre og syltet citron.

Erik Sørensen Vinhandel er importør - på heldige dage kan du måske lokke en flaske ud af dem.