Rene Jorgensen

Natur-, øko- og biovin er også en messe værd

Rene Jorgensen
Natur-, øko- og biovin er også en messe værd

Der findes messer for alt muligt; fiskefoder, hygiejnisk design i stålindustrien, aloe vera-produkter, håndvåben, sund livsstil, katte, Paris og døden samt ikke mindst naturvin. Århus fik i starten af november sin egen naturvinsmesse, hvor det stadig lidt kultede begreb var blødt op med tilstedeværelse af både Demeter- og Biodyvin-godkendt biodynamisk vin og statsgodkendte solide økomærker. Mads Jordansen/Winelab & Co stod bag det grænseoverskridende initiativ. En skøn samling af danske importører, både veletablerede altomfattende klassikere, mere nicheplacerede specialister med klar natur- og bioprofil og endda en række importører jeg personligt aldrig havde hørt om. Sådan en samling fornærmer vel sagtens puristerne, for hvad skal de gammelkendte omnipotente generalistimportører i sådan en flok, ”vi handler sgu kun hos mikrovinhandlere med insekter i skægget, akut svovleksem og ufærdige litteraturstudier i bagkataloget”, men markedet bestemmer og selv landets mest konservative importører må afspejle en stigende bevidsthed hos forbrugerne omkring miljøpåvirkning og det etisk forkerte i anvendelse af tilsætnings- og hjælpestoffer i vinindustrien. Økologisk vin og biodynamisk vin er ikke kun for acidjazz-elskere, fuldskæggede mænd og piger med klud på hovedet og haremsbukser. Omvendt stod det også klart at nogle importører har sjovere vin end andre og her mener jeg ”sjov” som i anderledes, skæv og avantgardistisk og det er helt sikkert ikke de store etablerede importørers gebet.

IMG_3140.jpg

Jeg nåede ikke engang halvdelen af min planlagte rute rundt til standene og det skyldes egentlig ikke tidspres eller dårlig mave, men udelukkende at standenes indhold lagde hårdt ud og jeg faldt simpelthen i ”gryden” og måtte smage hele porteføljer. Det SKAL gå galt.

Lidt overordnede observationer:

Jeg har barberet mit eget fuldskæg af fordi det kløede – jeg kom vist på bagkant af en døende trend og der var ikke ret mange fuldskægsmænd med til messen. Er der overhovedet nogen som har styr på fakta: var fuldskægsmænd overrepræsenteret blandt naturvinsfolket engang? I dag? Til gengæld var der gæster ved bordene, som bad importørerne om deres ”skøreste vin”, ”din mest mærkelige vin” og sågar ”giv mig en vin med hardrock i ørene” – som om en naturvinsmesse var et godt gammeldags freakshow.

Jeg gad altså godt en dag, at se et af de fornemme steder i vinens verden fortolket af en naturvinsproducent. Til mit kendskab har vi stadig til gode at se Musigny, La Landonne, Vigna Rionda eller ler- og grustoppen i Pomerol fortolket af en frivinmager. Vel kan man lave god vin fra nye marker anlagt et sted udenfor alfarvej, som langt de fleste naturvinsproducenter gør, men det er gakket bortkastning af erfaring og flerhundredårig empiri at påstå, at bare fordi stokkene er vildtvoksende eller sindrigt beskårne og yder lavt fra en plet udenfor en hovedappellation, så er der tale om stor vin. Ville en Scharzhofberger eller en Corton-Charlemagne fra Mons. Vin Nature også smage af æblemost og cider eller ville det berømmede terroir smage igennem?

Saftighed er kodeord til sådan en messe og etiketdesignet skal stadig ligne enten børnetegninger eller new age-kunst for seriøs accept blandt puristerne. Mine noter siger gode ting, men efterrationaliseringen siger at jeg nok lod mig lokke af de flotte etiketter.

Vi manglede en række af landets toneangivende balladevinsimportører – der er som bekendt længere FRA København til Århus end fra Århus TIL København… men når det så er sagt, så…

… var der masser af anderledes vin. Vin hvor grænserne for normalitet blev flyttet, men der var først og fremmest utrolig meget god vin, også smagt efter alle ”gammeltestamentlige” vinpræferencer…

Highlights fra bordene fra huse jeg aldrig før har smagt:

IMG_3133.jpg

Bodegas Azul y Garanza, hos Propperiet, med ønologuddannede Maria Barrena i spidsen havde medbragt et vældigt batteri af ørkenvin. Huset holder til i Bardenas Reales i Navarra, hvor regnmængderne er så små at geografer kategoriserer stedet som halvørken. Jo vel er vinene koncentrerede, men de er også friske. Klart mest interessant og funky var Naturaleza Salvaje 2017 på garnacha blanca med fem dages skindkontakt og ni måneders gæring på amfora. Druerne blev plukket tidligt og den holder blot 11,5 %. Buskene står i forvitret kalksten; garnachas notorisk lave syre er modgået med tidlig plukning og planternes utrolige balance på trods af klimaet. Flydende mineralitet, pæresaft, mere sten, mere metal, moderat syre, men forbavsende trodsig friskhed.

I samme udenfor-alfarvej-afdeling var Clothaire Michals Beaujolais-Villages Vignes Centenaires 2017. It’s all in a name… 100 års knortekæppe, lige udenfor grænsen til Brouilly, så appellationen ”kun” hedder slemt skrammede Beaujolais-Villages. Vinova har den. Efter sigende var Clothaire Michal kun på jagt efter de rigtige stokke, ikke de rigtige appellationer – fuck dem! Han har lært at lave vin af Cornas-mennesket Thierry Allemand og han ved jo nok et og andet om gamle stokke, buskbeskæring og lavt svovlet vin. Det er ganske enkelt årets beaujolais og noget af det vældigste på gamay, jeg nogensinde har smagt. Thillardon oppe i Chénas står frisk i erindring, men Michals vin er mørkere, varmere og grummere. En skypumpe af lakrids, aroniabær, læderpumps efter en aften på dansegulvet og romersk apotekerskuffe. Den er så seriøs og lærerig, men også livlig og let drikkelig.

IMG_3135.jpg

Grækenlandseksperten Oinofilia havde et bord af arkadiske (ikke arkaiske) godter. Roditis med eller uden skindkontakt, retsina i mesterklassen og ikke mindst xinomavro i let-til-bens-afdelingen og styrketrænerstil, men Gi & Uranos 2017 fra Thymyopoulos fejede alle af bordet. Naoussa i det græske Makedonien, højtliggende marker og forbavsende køligt udtryk på krasserdruen xinomavro, som jeg ved flere lejligheder har gættet som nebbiolo i ondsindede blindsmageres nærvær. Gi & Uranos med tørrede rosenblade, udtalt tranebærsaft og ikke mindst bister struktur med syre og garvesyre og utrolig professionel anvendelse af egefad.

Længere fremme i Ridehuset stod Clement Vin med blandt andre Testalonga ElBandito. Sydafrikas vinøse svar på gadekunstneren Banksy eller københavnske Ulige Numre. Craig Hawkins vine er både arkaiske (og i øvrigt arkadiske) og fremtidsrettede, utekniske og alligevel kontrollerede. Hans Cortez 2016 med kort skindkontakt, chenin blanc med lang bærmekontakt, er beviset på at mineralitet ikke nødvendigvis hænger sammen med høj syre. Let fenolisk, ristet, toastet cashewnød, syltet fennikel. Et helt nyt bekendtskab for mig var det spanske Alemany i Corrio fra Penedes, hvor al kraft er kastet ind på revitallisering af xarel-lo, den vigtigste karaktergiver til cava, men alt for sjældent taget seriøst. Som stillevin er den mineraliteten inkarneret! Deres Principia Mathematica 2017 var som papajasaft blandt med mørtel, mens ”storebror” Cargol 2016 på rigtigt gamle vinstokke trak mineraliteten til det overjordiske; banan, ristet hasselnød, mørtel, pæreskal, hønsefond og smertende intensitet.

IMG_3138.jpg

Laudrup har de senere år luftet deres sortiment og flere huse er udover økologisk baggrund også klart i den liflige, syrestyrede lette afdeling. Blandt bordets safter stod Pfalz-huset Öknonomierat Rebholz, hvis Kastanienbusch, Ganzhorn og Im Sonnenschein normalt er blandt områdets skarpest skårede riesling- GGere, men her var det faktisk weissburgunder 2015, som bragte mit pis i kog på den gode måde. Pinot blanc/weissburgunder bliver aldrig guds gave til aromaterapeuter eller kettlebell-svingere, men lidt har også ret. Rebholz laver pinot blanc som riesling, men giver dog 24 timers skindkontakt og vinificerer ved lav temperatur på druer fra løssjord omkring Siebeldingen. Resultatet er sprødt, livligt, faktisk riesling-rank og tør man sige mineralsk med fremragende dybde og diskret bitterhed fra skinnet. Alheits sydafrikanske cincault-fortolkning med det skægge navn Flotsam & Jetsam 2016 (det lyder som to figurer i en svensk børnetegnefilm) ligger i samme internationale nichetrend som Turley, Birichino og Eben Sadies cincault-fortolkninger med moderat alkohol og grenkrydret mørk, men frisk skovbær.

Hos den erklærede frivinsimportør Extra Brut fandt jeg fornøjelige minutter sammen med Herrenhof Lamprechts Furmint vom Sandstein 2017 fra det østrigske Steiermark. En furmint, der komplet levede op til bonmot’et ”ungarsk riesling, nu med skindbitterhed”. Selvom det er mikroproduktioner, så er furmint i fremgang også på den østrigske side af grænsen. Stenet, tæt, rank, mineralsk, med lugt af gul grapeskal og pikant skindbitterhed fra kort maceration.