Rene Jorgensen

Lad der blive lys – gammel vin på gamle flasker

Rene Jorgensen
Lad der blive lys – gammel vin på gamle flasker

Montrachet er fin vin. Ikke fin som i ordets underspillede jyske betydning (”fint nok”), men fin som i raffineret, svært opnåelig og typisk pekuniært ekskluderende. Jeg har ikke råd til Montrachet til falaflen onsdag aften, heller ikke til lørdagsstegen med vinvennerne, men de gange Montrachets safter har stået i glasset foran mig, altid på samkøbsbasis, vin er jo en social drik, er det som om dens mørbradsstatus, dens unikat-præg, dens historiske tyngde og jordplettens egne evner stråler i glasset. Kort sagt; den har aldrig skuffet. Men et er unge ufærdige udgaver, barnagtigt vaklende, ubundne og bambiusikre, noget helt andet er fuldmodne udgaver, hvor hviletid i flasken, chardonnaysaftens langvarige og iltfattige, ja narcissistiske og verdensfjerne selvudvikling, har gjort vinen ”hel”. Forleden serverede et generøst menneske flere flasker vin, hvor fortiden blev genvakt og bortset fra en enkelt smutter, en skævert, var der tale om enestående velperformende flasker, hvor det helt afgørende parameter for storvinsstatus blev mejslet med kapitaler; evnen til at ændre sig i glasset over tid. Det kan barolo og montrachet… på gode dage.

Der er masser af solide argumenter for Montrachets storhed. Rækker af gode argumenter for hvorfor netop Barolo har opnået status som kongevin, selvom udtrykket efterhånden er så skamredet af både skruppelløse producenter, dovne marketingfolk og overfladiske skribenter at det nærmest bliver en anti-term. For både Montrachet og Barolo gælder holdbarhed som ét af argumenterne for storhed og det er desværre alt for sjældent, jeg får perfekt modnede udgaver af begge. Barolo er som regel betydeligt mere tilnærmelig prismæssigt, men jeg må samtidigt indrømme at mine alderspræferencer for nebbiolo hidtil ikke har passeret 40 år. 1978, 1982, 1985 har givet bevidsthedsudvidende barolo-oplevelser, sjovt nok oftest med Giacosa på etiketten. Usikkerheden ved endnu ældre flasker, opbevaringsproblematikken og ikke mindst producenternes absurd forskellige kvalitetsfokus i årene før revolutionen i 80erne og 90erne, gør det til et lotterispil at lede efter rigtigt stor barolo. Giuseppe Mascarello & Figli er dog et de mere sikre lodder. En af de mest mindeværdige baroloer jeg har smagt var faktisk mester-Mauro Mascarellos fars vin fra 1967. Vores vært havde i fredags fundet tre flasker fra Giuseppe Mascarellos hænder af endnu ældre dato og de tre flasker vil fremadrettet stå som referencen for barolo-visdom, aldring med ynde og selve den platonske idé om Barolo.

IMG_4079.JPG

1958, 1961, 1964. I alle generaliserende årgangsskemaer bliver den trio nævnt blandt 1900-tallets referencer. Nogle siger 58erne er størst, andre at 64erne er størst. Mascarellos Barolo fra alle tre årstal, allerede dengang hovedsaligt baseret på Monprivato-markens magiske manna, var sublime her og både meget forskellige og meget homogene. 58eren slog som lugten af Cairos Khan el-Khalili-souk, døde dyr, tobaksrøg, svesker i dynger på disken, bjerge af safran, paprika, spidskommen og ikke mindst muskatnød – en ormehulsrejse tog mig fra Cairo til Fjerritslev og til Islay, hvor henholdsvis slåengin og Ardbegs tørveloft krydrede oplevelsen. Anis, sort te, espressobønner og tawnyport uden restsukker i mundhulen fuldendte fortællingen. Ikke engang en snert af acetone kunne signalere has-been eller zombie. 61eren var friskere endnu! Alt det 58eren havde, blev tilsat tranebærjuice, hyben og skovjordbær og toner af kininkaramel, hvis det findes. 64eren var sjovt nok den mest ældede med markant strejf af neglelakfjerner, men også nærmest naiv flagrende pinot-noir fra Santa Rita Hills.

IMG_4077.JPG

Der findes krapyler, som påstår at 1971 er endnu større. Kan vi ikke bare være enige om, at det også er en stor årgang. Den aften VAR 1971 større, men det skyldes sandsynligvis vinmagerens evner og måske druernes ophav. Vi drak Bruno Giacosa in memoriam. Der findes gode vinhuse og der findes gådefulde vinhuse. Videnskabelige afsøgninger af årsagerne kan nok lægge alt for en dag, men alene baseret på empiri, erfaring og sanseapparatsregistreringer, så kan Giacosa noget helt specielt. I hans levetid var vinene aldrig sorte, de havde endda aldrig ”sorte” aromaer; altid kun røde og medicinske. Og Barbaresco spillede aldrig kun andenviolin til Barolo. Trioen her, Montefico fra Barbaresco og Santo Stefano fra Neive samt Collina Rionda fra Serralunga var bourgogne i barolo/barbaresco eller Barolo/Barbaresco fra Bourgogne. En lille acetonenote i Montefico var eneste negative plet og dermed kun ujævnheden i perfektionen. Kryddersnaps, røllike, hybensaft, pæonknopper og hostesaft, sichuanpeber, nellike, sumak, tranebærte, malm og Mordor, kanel og håb, ubegribeligt tilstedevær helt uden bulder eller pral, kun luftige parfumeurprodukter og vedholdende tannin. Den slags vin kræver flerdimensionel indsigt – den bevæger… især Santo Stefano og Rionda.

IMG_4071.JPG

Pierre Ramonet købte 2500 kvadratmeter Montrachet i 1978, ifølge Clive Coates betalt kontant, og allerede året efter skabte han magi. Montrachet har et ekstra gear i forhold til naboerne. Det er den eneste hvidvin jeg anbefaler at servere ved 17-18 grader, for dens brændende intensitet, samarbejdet mellem jord-himmel-plante-mand, kommer først til sin ret ved rødvinstemperatur. Ramonets 1979 Montrachet var stor fra første fløjt, men blev større endnu. Slående lugt af fudge, egebrænde, brændt ler, glemt abrikosmarmelade, dieselolie, bivoks, østersessens og kærnemælk. Rørende helstøbt, eksplosiv på tungen, creme, smerte, stik, glæde, smerte igen, fornøjelse, oxidativ selvfølgelig med den alder, men blot naturligt ældet, knibsk og vis, men sprællevende og den blev ved med at ændre sig i glasset. Nogle turde ikke tømme glasset af frygt for glemsel eller ulovlig indtagelse af euforiserende stoffer.

Hvis ’79 var god i Montrachet, 71, 64, 61 og 58 var top i Barolo, så var 1937 himlen i Sauternes. Château Caillou lavede sin Crême de Tête det år og ud af flasken flød det brune guld. Absurd niveau af botrytis det år må have skabt grundlaget for langtidslagringsevnerne her. Ren børnefødselsdag i munden. Jubel og glæde og brunsviger. Remons, kokos, thaicurry, sveskejuice og harsk lemoncurd, bivoks og bortkommet sødme. Utroligt værk.

Les Clos 04, 00 og 97 fra Dauvissat, Billecart-Salmons Grande Cuvée 1996 og Heidsiecks Blanc des Millenaires 85 og 95 var årsunger sammenlignet med aftenens hovednumre, men det var først og fremmest manglen på kompleksitet og fraværet af risiko, der gjorde så gode vine til souschefer. For Montrachet og Baroloerne var der noget på spil – noget der så let kunne være forsvundet og dødt, men som her sprællede lyslevende foran os.

J