Rene Jorgensen

Sangioveselandet

Rene Jorgensen
Sangioveselandet

Det skælver stadig videre i Toscana

Hvor hurtig skal en ændring foregå før det kaldes en revolution? Der er vist ingen regler, men 20-40 år er jo ikke en rigtig revolution, selvom vi vinskribenter typisk vil dramatisere forholdene, og tale om revolutioner og omkalfatringer når gammelkendte områder over en dekade eller to ændrer opfattelsen af hvad der er god vin. Revolutioner kan ændre sagerne til det bedre… eller det værre. Og nogle gange vil man helst have at tingene blev som i gamle dage igen, andre gange vil man bare have at revolutionen skal stoppe, at dens resultat nu er det bevaringsværdige og der hvor vi (eller jeg) helst vi have, at tingene skal være. Hvis Francis Fukuyamas credo om historiens ophør, progressionens maksimum, står til troende i Toscanas vinverden, ville jeg gerne at udviklingen, evolutionen, lad os hellere kalde det det, stoppede lige nu. Her hvor der er gamle dage på både den pengegriske trælse måde, den romantiske måde, nye tider med modernitetens svøber, forståelse for stedafhængighed, genkomst af sangiovese, vifteformet mangfoldighed for sangioveses udtryk, hjælpedruesorternes genkomst og balancegang med de internationale sorters bidrag til sangioveses notoriske skrøbelighed. Vi er i den bedst mulige tid i Toscanas Chianti Classico (CC) og Montalcino (BdM) – hvad mere kan vi ønske os – det hele skal jo ikke være på samme måde, mens vi godt ved at klimaets ændringer og betydningen for vinstilen truer i fremtiden. Forleden var 20 sangiovese-fanatikere samlet til Vinakademiets masterclass med fokus på Chianti-Classico og Brunello di Montalcino og vi havde til seancen håndplukket et par favnfulde fremragende repræsentanter for positive pointer og spændende udviklinger i områderne.

Vinene var bundtet i serier af 5-7 vine, der dækkede hovedpointer omkring henholdsvis:

·         Dyrknings- og produktionsfilosofi i Chianti-Classico

·         Sangiovese – klon eller ikke klon

·         Subzoner og mikrozoner i Chianti-Classico

·         Subzoner i Brunello di Montalcino

MEN… der var masser af overlap og dobbeltpointer i de enkelte flights.

Jeg har prøvet at samle hovedpointerne herunder og eksemplificerer med de serverede vine, og slutter med truslerne.

De gode takter

Dyrknings- og produktionsfilosofi i Chianti-Classico

Der er klar tendens til nedjustering på egetræsindflydelsen aromatisk og det foregår dels ved blidere ristningsgrad og tydeligt mindre anvendelse af ny eg, men det er først og fremmest fadstørrelsen, der ændres… til det mere volumenholdige selvsagt. Nu hedder det tonneaux, demi-muids eller gode gamle botti. Det får indirekte en anden konsekvens nemlig mindre mikrooxidation, som faktisk lader til at give lidt strammere vine – det er måske bare en villet opfattelse, en følelse, jeg har, men alligevel… Terrakottaamforaerne har også gjort deres indtog i CC (ren tidsrejse) og i mindre grad i BdM, mens betongæring er klart trendy. Det kan foregå både på de kendte kubiske og meget typiske store toskanske betontanke (og husk det hedder BETON, man laver BETON af cement, sand og vand) eller på de fancy betonæg, man ser overalt i vinens verden pt., eller ligefrem de bombelignende keramiske Clayver-kugler som Candialle anvender til deres Pli. I modsætning til terrakotta afgiver de ekstremt hårdt brændte keramiske kugler ingen smag til vinen og mikrooxiderer vinen op til 90 % mindre end eksempelvis barrique. Jeg aner til gengæld intet om den samlede anvendelse af sulfit, men flere toneangivende producenter som Fontodi og Castello dei Rampolla har sendt succesfulde naturvine på gaden og nedjusterer klart på den overordnede sulfittering. Jeg gætter på andre gør det samme. Ude i marken er der først og fremmest fokus på lysbeskyttelse af drueklaserne, men det er interessant at CCs få buskbeskårne (gobelet/alberello) marker nu lader til at være fremtidsinspiration for andre, selvom cordone speronato og guyot stadig er klart dominerende. De økologiske certificeringer vælder frem og flere vælger ligefrem den biodynamiske vej.

cc1.JPG

Castello dei Rampollas Sangiovese di S. Lucia 2016 er det klart mest vellykkede eksempel på natur-sangiovese jeg har smagt. Fuld af sur kirsebær, cedertræ og livlighed. Castello di Fonterutolis Mix36 2013 indeholder som indikeret 36 forskellige sangiovese-kloner og biotyper, her pakket ind i moderne vinificering med indflydelse fra franske tonneaux, men rummende frugtrigdom med både mørke og lyse bær plus cremet tannin. Caparsas Doccio a Matteo i to årgange viste old school vinificering at it’s best. Lang maceration og lagring i store Stockinger-botti og på druer fra en kølig del af CC, en rustik, fornem landadelig og krævende CC, man kan blive væk i på den gode måde. La Boncies Le Trame 2014 kommer som en af områdets få vine næsten udelukkende fra buskbeskårne stokke i det varme hjørne af CC og den smager som stor brunello, men stadig med velinstalleret elegance. Querciabella er muligvis rigmandsejet, men ejendommen er omlagt til biodynamik og deres Chianti-Classico 2015 er mørk og koncentreret, fornem, og som Obama ville have sagt ”punches above it’s weight”.

Sangiovese – klon eller ikke klon

Sangiovese har nu officielt 102 kloner i det italienske statsregister. Det er mange! Og i virkeligheden både et bevis på druens alder i historisk sammenhæng og al det moderne målrettede opformeringsarbejde, der specielt de seneste 30 år har fundet sted i både Toscana og Emilia-Romagna. Det HAR været et problem gennem 50erne og 60erne at området satsede på højt ydende typer af sangiovese, men det fik en række pionerer og ikke mindst CC-konsortiet lavet grundigt om på i 90erne og 0erne med udviklingen af CCL2000-klonerne. Dem er der 9 af nu. Altovervejende positivt med mere fokus på aromarigdom, dybde, men flere ser nu på klonmangfoldighed og enkelte vælger den helt klassiske selection-masale-vej for maksimalt udtryk og flere arbejder med varierende modenhedsgrader på sangiovese i samme cuvée. Det ligger i øvrigt fast at der intet hold er i den gamle ”sandhed” om to hovedtyper, sangiovese grosso og piccolo. Glem den! Sangiovese findes i T-kloner (fra Bordinis planteskole i Emilia-Romagna), R-kloner (fra Rauscedo-planteskolen i Friuli), F-kloner (fra Firenze-uni), CCL2000-kloner, B- og BBS11-kloner (fra Montalcino og Biondi-Santi), Janus-kloner (fra Banfi) og Brolio-klonen… for bare at nævne de vigtigste.

cc2.JPG
cc4.JPG

Montebernardis Retromarcia 2016 er mesterlig, en ren lækkerhed, der aldrig forfalder til kosmopolisme. Den er fremstillet på hovedsaligt to kloner, F9 og R24, høstet ved forskellige modenhedsgrader på samme tid og samfermenteret. Castello di Brolios Colledillà 2015 er baseret på Francesco Ricasolis egen nu godkendte Brolio-klon, der giver saftspændt, intenst kirsebærduftende sangiovese med poleret tannin og indflydelse fra træ. Bibbianos Vigna del Capannino 2013 er fremstillet på en gammel klon fra Montalcino, som blev flyttet op til Castellina i 50erne af selveste Giulio Gambelli. Den er forbavsende mørk og har antydning af oxidative elementer og på den måde old school, men den har bid, syre og tannin som en brunello. Candialles Pli 2011 er lavet udelukkende på T19-klonen, som vist nok ikke er officielt godkendt fordi den er virusbærende, men den yder ikke desto mindre fremragende sangiovese! Dyb, men raffineret, frisk og fyrig med sure kirsebær og sød tobak. Bare mesterlig! Pagliareses Riserva 2015 er et bevis på de gamle 1960er-biotypers værdi. Det var ikke kun dårlige planter man havde dengang. Riservaen er lavet på selection masale fra ejendommens ”genopdagede” 60er-parceller, men genplantet i årene fra 2005 og frem. Kompakt struktur, ret mørk, men frisket af tobakskrydret kirsebær. Dagens store clou efter min mening var dog Paolo Soccis helt unikke Le Viti di Livio 2011 på upodede sangiovese-stokke, ja du læste rigtigt, buskbeskårne på det høje Lamoles terrasser. Et unikt levn fra den gode rigtigt gamle fortid og smukt eksempel på Lamoles værdi både som oprindelse og som klon. Utrolig dybde og komplet uforceret naturlighed, perfekt kombi af kirsebær, tranebær og jord, men ord mishandler kun dens optræden. Soccis arbejde for bevaring af Lamoles marker og druer fortjener stor ros.

Subzoner og mikrozoner i Chianti-Classico

Er subzoner i CC en død sild? Lige nu, ja! Efter boblende entusiasme hos flere for 5-10 år siden er det som erkendelsen er sivet ind. CC er alt for varieret og selv indenfor de tre ”fine” gamle kommuner i Lega del Chianti; Radda, Gaiole og Castellina er der vældige variationer i jordbund, højde og topografi. Af dem kunne Radda dog have en pointe. Der er umiddelbart flere syrestyrede, friske og moderat alkoholiske vine derfra – tør jeg gå så vidt som til at sige ”Radda er raffineret”… av! Flere kommuner og landsbyer har dannet deres egne minikonsortier eller producentsammenslutninger, eksempelvis Radda, Castelnuovo-Berardenga og ikke mindst Panzano, og ideen om kommuneangivelse under CC dør nok ikke helt. Mere relevant er måske mikrozone-ideen, men den kamp kommer til at tage mange år! Panzano er med sin tydeligt afgrænsede konkav og fokus på økologisk drift nået længst, men historisk og topografisk set kunne landsbyerne Monti og Lamole have stærkere pointer.

cc3.JPG

Man kunne sagtens tale om kongen og dronningen af Castelnuovo-Berardenga med Felsina-Berardenga og Castell’in Villa. CCs sydøstlige varme hjørne giver mandhaftige og til tider heftig vin, men både Rancia 2013 og Riserva 2011 på magnum bevarer sangioveses ikoniske elegance selvom de er fremstillet væsensforskelligt, den ene på franske barriques og tonneaux, den anden på store gamle botti. De rummer kraft og power, men med michelangelo’sk organisk sans. Poggio Scalettes CC 2015 pointerer både lamole-klonen og mikrozonen Ruffoli. Den er forbavsende mørk, men lamole-klonen har faktisk en del farve. Umanerligt intens CC og højeste klasse. Rocca di Montegrossis Geremia 1997 skulle pointere to ting: Monti-zonens dyder og ikke mindst bevise at 60er-beplantninger slet ikke altid er af det dårlige. Sandsynligvis selection masale fra Castello di Cacchianos historiske marker og fornemt eksempel på yndefuldt ældet sangiovese, der på ingen måde ”sveder” i varmepumpeåret 1997 – måske er det Montis evner? I samme kommune, nemlig Gaiole, men længere mod nord og meget højt liggende finder vi den lille vingård Monterotondo. Deres CC Riserva Seretina 2013 er et mønstereksempel på de østligt liggende høje marker ved fødderne af Monti di Chianti. Jeg forestiller mig faktisk at Monterotondos stil (lad os bare kalde den old school) er noget af det tætteste vi kommer Medici-tidens vinstil, lys, luftig, men stadig intens, medicinsk, fuld af mellemøstlige krydderier og kräuterbolsje. Castello di Monsantos Il Poggio 2013 viser hvad San Donato-området kan… eller i virkeligheden hvad Il Poggio-konveksen kan, en solid magtdemonstration fra klassikeren, hvor fadlegen fra 0erne er nedtonet igen heldigvis. Castello di Volpaias Coltassala 2015 skulle vise det høje kølige Raddas evner og satte endda tyk streg under. Coltassala er blevet mere forfinet, mere slank og områdetro på trods af fortsat tydelig barriqueindflydelse.

Subzoner og stilarter i Brunello di Montalcino

Chianti-Classicos mere end 7.200 ha vinmarker og 800 km² totalareal giver alt andet lige grundlag for langt større geologisk variation end BdMs blot 2.100 ha vinmarker og 256 km² totalareal. Sådan er det ikke helt. BdM er et paradoks. Appellationen ligner med fugleøjne et kvadrat. Sætter man den tredje dimension på ligner appellationen en flad kegle med højdepunktet lidt nord for diagonalernes skæringspunkt. Montalcino-by ligger næsten på toppunktet og det skråner blidt eller mere dramatisk ned mod det lerede fladland mod alle fire verdenshjørner. Altså umiddelbart en homogen appellation. Det har Jan Erbach på Pian dell’Orino, Francesco Leanza på Salicutti og Stella di Campalto fået dokumenteret at appellationen IKKE er. Det er næsten almindeligt kendt at appellationens lavtliggende lerede og sandede jorder ikke giver de fornemste vine, slet ikke de sydligste, hvor varmepumpeeffekten fra korridoren ud mod det Tyrrhenske Hav giver heftige vine. Trioens undersøgelser viste dog også både vulkanske jordbundsforhold, hvilke steder den splintrende galestro dominerer og alle de skønne steder, hvor kalkstenen spiller hovedrollen. I praksis tænker mange på Montalcino Øst (høj, kalket og kølig), Montalcino Nord (høj og kølig), Castelnuovo dell’Abate (lun og kalket), Tavarnelle (lun og galestro), Carmigliano (varm og sandet) og Sant’Angelo Scalo/in Colle (varm og leret). Appellationen kunne sagtens subzoneinddeles, men jeg tvivler efterhånden også på at den bliver det.   

brunello2.jpg

Hvis begrebet mini-brunello skal give mening, må det skyldes Pian dell’Orinos Rosso di Montalcino 2014. Bragende flot, slank men intens, rødfrugtet og frisk og bevis på Castelnuovo dell’Abate og det høje Montalcinos evner. Det var Uccellieras Brunello di Montalcino 2013 og Ciacci Piccolominis 2013 også. Vinene herfra bliver på trods af eksempelvis Uccellieras delvise barrique-indflydelse altid slikne uden flomme og rødfrugtede uden det høje Montalcinos grenede tetannin. Le Potazzine 2013 er lige nu mit yndlingseksempel på det høje Montalcinos ynde og raffinement og vertikale struktur. Næsten burgundisk, næsten! Altesinos Montosoli 2008 er smuk og måske det bedste bevis på Montosoli-højens værdi. Toppen på nordsiden af Montalcino kunne blive en mikrozone. Col d’Orcia 2013 beviser omvendt at det ikke kun er det historiske nord, der kan lave nostalgisk brunello. Syd kan også. Col d’Orcia er old school og kraftfuld, mørk og krasbørstig på den gode måde. Cerbaiola-Salvionis 2010 er mytisk, mesterlig og banalt lækker. Som altid sort, men ufatteligt elegant og frisk – det høje Montalcinos østside i en nøddeskal eller flaske, men Biondi-Santis Riserva 2004 sætter tyk streg under mange pointer: det høje Montalcinos kølighed, old-school vinmageri og ikke mindst den legendariske BBS11-klon med det absurd høje niveau af gallussyre – sort te-agtig. Bygget til børnebørnenes konfirmation.

brunello1.jpg

Trusler mod Chianti-Classico og Brunello di Montalcinos ”velbefindende”
Høj alkohol. I sig selv ikke et problem, men hvis frugtkoncentrationen og syren ikke følger med bliver det tungt, flabby og svært at drikke. Sangiovese ER en syredrue, sangiovese ER en tannindrue og den KAN give høj alkohol, men brændende eftersmag og især appassimento-aroma, der typisk udtrykker sig som likør- eller romtoner for sangiovese, er ikke godt. Jeg har de sidste mange årgange specielt bemærket det i Brunello-di-Montalcino. De ”varme” vine kan komme som resultat af global opvarmning og deraf følgende tørke, høj varme og især høj nattemperatur, men det handler blandt andet også om bevidst sen høst, overeksponering af klaserne, for lave høstudbytter og kulturgæranvendelse.

For meget fad. Sangiovese kan sagtens bære fransk eg, nye egefade i afstemt mængde – jeg er langt fra purist eller fundamentalist, men der er stadig for mange fadstyrede vine i området, selvom alle producenter råber ”balance, balance… balance” som ideal.

Farvefokus eller rettere frygten for lyse og transparente vine. Sangiovese kræver en del ”håndtering” for at give farvemættede vine på grund af dens manglende såkaldt acylerede anthocyanin, der kort sagt normalt vil give lyst farvet vin. Det virker stadig som om en del producenter frygter gennemsigtighed. Omvendt er der ikke i sig selv problemer med mørk farve. Visse kloner giver mere farvedybde og hjælpedruer som colorino og pugnitello kan sagtens hjælpe positivt uden at ødelægge sangioveses notoriske aromaskrøbelighed.

Stadig indflydelse fra ”falske” hjælpedruer”. Ja, lad os bare kalde dem falske. Jeg tror på en udfasning af merlot, syrah og cabernet-sauvignon som hjælpedruer i de kommende år. Igen, der er vældig mange eksempler på positive bidrag fra dem, her kan nævnes henholdsvis Castello di Ama, Isole e Olena og Fontodi for de nævnte sorter, men overordnet er der idé i at udfase dem som del af DOCG CC. Man skal dog være et skarn eller ostesur gammelmandsanmelder hvis ikke man kan acceptere cabernet i CC-området og ikke kan se eller lugte at den giver utrolige resultater i Panzano og andre steder. Flere omfattende vertikaler indenfor de sidste år på sangiovese-dominerede Vigna del Sorbo, Tignanello og Sammarco understreger at de vine nok smager af cab, men de smager også umiskendeligt af CC. I Brunello di Montalcino er der ikke nogen trussel aktuelt –alt tyder på at sangiovese bevares som solodrue.

Rodekassen. Der er stadig urene og beskidte vine på markedet, alt for rustikke vine, der vel at mærke ikke er ”naturlige”. Sangiovese fra tung lerjord, anvendelse af forkerte rodstokke kan give syrefattige vine og så er den positive fokus på koncentrerede og intensitetsgivende kloner i længden også uheldig hvis vinene baseres på én klon – det nedsætter mangfoldigheden i udtryk og vinenes kompleksitet.

Jeg lagde ud med konklusionen – det går sgu godt, og de tyve udvalgte vine underbyggede kun det overordnede billede af et område i vigør, et område, der har genfundet sig selv og udvider ”selvets” dybder.