Rene Jorgensen

... og ikke et ord om julevin...

Rene Jorgensen
... og ikke et ord om julevin...

Vi kalder den champagnepossen. En klub i klubben, en subgruppe i bruttogruppen af århusianske vinnørder, der holder ekstra meget af dobbeltgæret pinot og chardonnay. Vi mødes ikke i dølgsmål, slet ikke og at kalde det en nichepræference er vist en tilsnigelse… ja faktisk en usandhed. Jeg er ikke komplet opdateret på det danske champagneforbrug, men jeg fornemmer at det går ret godt. Samtlige seriøse danske importører kan ikke klare sig med ét champagnehus mere. Der skal flere til. Vinentusiaster vil have både Grande Marques og bondechampagne – eller også vil de kun have én af delene. Jeg tilhører ikke enten-eller-gruppen med hensyn til champagne. Her kan jeg åbent erklære mig som tilhænger af flere stilarter uden dog helt at forfalde til det gamle og helt usande bonmot; smag og behag. Jeg fornærmer vist ingen i possen ved at kalde medlemmerne konservative. De er ikke til vinafstikkere, til alternative ruter, til leg med dogmerne. Ved vores seneste møde var der dog mere spændvidde end normalt, dog uden på nogen måde at sprænge rammerne for hvad champagne kan eller må være.

IMG_3221.JPG

La Bolorée 2010, Rose de Jeannes/Cedric Bouchard
Bourgognetilgang i marken og ifølge Søren Frank nogle af de laveste høstudbytter i Champagne. Det utrolige er at man ikke mærker det. I modsætning til Selosses godstog hen over tungen er Bouchards champagner som tåspidsdansende ballerinaer. Og hans La Bolorée fra godt 2000 m² næsten 60 år gamle pinot blanc stokke er en af Champagnes mest distinkte vine. Hans berømmede lave kulsyretryk gør La Bolorée til hvidvin med bobler. Sådan er al god champagne ja, men Bouchards vin bliver mere moderat, mere doseret, hvis du forstår, for han tilsætter nemlig ikke dosage. Den lactosepræget, kalket, og slipper en vind af røget lime, østers, salturt, mens smagen minder om tysk sekt på riesling… med kulsyre… eller om Terlans Vorberg… eller Badens få rigtigt store weissburgundere. Magisk, mystisk og minimalistisk, men mesterlig.

Sapience 2007, Benoit Marguet
Nu må jeg huske det. Næste gang skal Sapience dekanteres fem timer i forvejen og serveres ved 14 grader. Benoit Marguets mytiske Sapience har fået alverdens trolddom med i flasken og for at få den forløst, skal den ånde, den gisper efter vejret ved åbning. Denne gang med mærkeligt spejderbål og let fermenterede champignoner. Ventetiden, adspredelse med Selosses mastodonter… ventetid, og så abrikos, vanilje, sure kirsebær, helt sikkert meunier-aromaen fra Lavals bidrag af Cumières-frugt, røget honning og morkelpuré, henkogt eller konserveret mirabelle. Provokerende syrlig, men rig, magtfuld og bastonet, bassunbund og eftersmagen bliver ved med ristede hasselnødder, hvid chokolade. Der gled en supertanker over tungen, men den er lavet af titanium.

IMG_3223.JPG

Sous Le Mont, Anselme Selosse (degorgeret 30. Jan. 2015)
Kontroversiel, enfant terrible, skør, ekstrem, men kejserens nye klæder kan det aldrig blive. Debatten om Anselme Selosse champagner kører videre og med smagningens to enkeltmarksudgaver blev hans aktuelle stil udstillet. Jeg er helt med på at den skiller vandene. Man snakker oxidative champagner og man snakker reduktive champagner, men Selosses champagner er oxiderede! Det er vel ikke tilfældigt at manden analyserer sherry for at løse den positive oxidations gåde! Sous Le Mont fra Mareuil-sur-Aÿ er orangefarvet og lugter af tørret abrikos, mirabellesaft fra sidste år, men også sure kirsebær, sour øl, tomatsaft, appelsinskal og weissbier, den er stor og tæt på svulstig, uebrgibelig intens og har tydelige amontillado-toner i eftersmagen.

Le Bout du Clos, Anselme Selosse (degorgeret 3. Feb. 2015)
Jeg forstår sammenligningen med bourgogne hvis man mener enkeltmarksfortolkning og anvendelse af fadlagring, men Selosses champagner er altså ikke hvid bourgogne med bobler. Dertil er hans vine alt for oxidative. Jeg har aldrig smagt puligny eller meursault med så markant amontillado-præg… med mindre producenten leger med naturtilgang. Det gør Selosse selvsagt. Hans Bout du Clos plejer at være min favorit, her med kompakt og overraskende indelukket udtryk… i starten. Senere lugt af belgisk krieg og rothenburg, bresaola, pumpernickel, gammelt smør, mens smagen er umulig… en fysisk umulighed af luftighed og urgestein, vulkansk, mørk og dyster og engleagtig, fuld af mahognilugt og skræmmende højt niveau af acetaldehyd, amontillado og amarone. Er det champagne? Ja, myndighederne har godkendt det og jeg indrømmer blankt: jeg er perpleks.

IMG_3224.JPG

Cuvée Nicolas Francois 1997, Billecart-Salmon
Som altid 60/40 pinot noir og chardonnay med dominans af frugt fra Aÿ, Mareuil, Ambonnay, Verzenay og Verzy. Husstilen er stærkt reduktiv og det chokerede alle at det var det helt glemte og på papiret svage år 1997, som var i flasken. Den er gylden som sauternes, tydeligt ældet med stødt æble, men også friske noter af kirsebær, parmesanskorpe, lys fond og citron. En gnistrende syre stiller skarpt på husstilen, der altid er lav på dosage, næsten metallisk udtryk og mundvandet springer lystigt.

Cuvée Elisabeth Salmon 1997, Billecart-Salmon
55/45 pinot noir og chardonnay, typisk med 8 % macereret pinot i blandingen. Den er messingfarvet, let støvet, men oser af ølgær, lys ristet kaffe og tørrede tranebær. Tydeligt forknyt og reduktiv med snerrende syre, nøddeessens og minimalt rig eller sødlig. Billecart-Salmon laver noget af det mest lagringsværdig rosé og jeg er normalt ikke til rosé-champagne, men Billecart-Salmon kan sit kram.  

IMG_3225.JPG

Comtes de Champagne 1989, Taittinger
Typisk styret af Avize og le Mesnil-sur-Oger-frugt og jeg kan ikke tro den her er andet! For mig en glemt årgang, mellem 88ernes syre og 90erne magtfuldkommenhed. En fremragende champagne med mirabelle sour, smørsyre, cocktailbær på trods udelukkende hvide druer, bøffet op med nødder, nutella og peberrod. Spændstig og luftig, ufattelig frisk af sin alder, viril og ungdommelig og sandsynligvis en perfekt opbevaret flaske, ellers holder den sig ikke så frisk med næsten 30 års aldring. Citronkaramel signalerer modenhed og varme, men i modsætning til hvad jeg har læst hist og pist er 89eren langt fra færdig.

Dom Perignon 1980, Moët & Chandon
80ernes mest ”tilfældige” årgang. Det var den sidste vi gættede på ved blindsmagningen. Ingen kunne forestille sig at så frisk og magtfuld champagne kunne stamme fra det svage år 1980. Og svage år er jo kun svage bredt set – gode producenter vælger bare strammere i de svage år. Gylden drik med indslag af valnød, ristet hasselnød, røde cocktailbær, nougat, brunet smør, stødt æble, just brændt mursten, pølse og salami. Dom Ps berømte reduktive stil, det indadvendte og fokuserede gør den også holdbar, selvom den normalt også er rig. Der er umiddelbart ingen spor af de sandsynligvis mere end 10 dosage, man brugte dengang.

IMG_3229.JPG