Rene Jorgensen

Dom, DOM, DOOOOMinus

Rene Jorgensen
Dom, DOM, DOOOOMinus

Det banker i mit hoved dagen efter. Det var svært at spytte. I virkeligheden fornærmende at spytte. Man må godt nære næsegrus beundring for nogle vine. Professionalisme er ensbetydende med repetition, kølig overvejelse, men må man ikke godt lade sig gribe med en gang imellem? Dominus, ikke Napa-dalens første ”franske” vinhus, men et af dem, lagde ud i 1982, efter mere end 15 års forelskelse fra Christian Moueix’ side. Han faldt for Napa i 60erne under et dengang yderst modigt studieophold på UC Davis. Tænk sig, en ultrafranskmand fra verdens mest konservative vinområde, Bordeaux, og ovenikøbet fra en familie, der varetog topslotte som Petrus, La Fleur Petrus, Trotanoy og Magdeleine. Napanook Vineyard var allerede kendt som ophav til druer af topkvalitet – i en periode basismateriale i nogle af 50er og 60ernes Inglenook-aftapninger, men Christian Moueix’ overtagelse bragte ny interesse for det sydvestlige Yountville.

Stilen har altid været ”fransk”. Jeg ved godt man skal passe på med stiletiketter, men Dominus’ estate-vin har selv gennem 90ernes og 0ernes sukkerjagt og frygt for bidsk tannin, holdt fast i kølighed. En systematisk gennemgang af husets produktionsproces viser tydelig lighed med andre huse i dalen. Jeg KAN ganske enkelt ikke komme på andre afgørende forskelle end druematerialets beskaffenhed, og her er forskellen baseret på cabernet-sauvignon-klonerne og ikke mindst høsttidspunktet. Måske spiller den relativt høje andel cabernet franc også en rolle.

Forleden fik jeg fire modne udgaver af Dominus Estate, 1987, 1991, 1992 og 1994 – alle fire betragtet bredt som rigtigt gode til fremragende årgange, i øvrigt fra en tid før skelåret 1997, hvor gennemsnitsalkoholprocenten i Napa-cabernet for første gang passerede 14,5 %

1987 med 86 % cabernet sauvignon virkede nærmest som om den havde været forbi en kælder i Pauillac og var blevet besat af Ånden fra Bordeaux. Blot 12,9 % alkohol og alligevel ”varm”, moden, mørk, mesterlig, men først og fremmest krydret med træede og urtede toner, selleritop, rust, cigarkassen fra Graves og cashmere-tannin. 1991 har kun 80 % cabernet sauvignon, slet ingen merlot og høj andel cabernet franc. Årgangen er stor, trioen 90, 91 og 92 er efter manges mening ikke overgået før 2012, 13 og 14, men håndteringen af ”store” årgange er væsentlig anderledes nu end dengang. 1991 Dominus Estate er betydeligt mere Napa end 87eren, men stadig så ”kølig” og urtekrydret at jeg uden tvivl pladask placerede den i Pauillac, da vi fik den blindt. Alkoholen er stadig moderat på 13,5 % og lugten lignede en blanding af voldsom rystetur af en julimoden solbærbusk, skrotbunke, bitterchokolade og hyldebærsaft. 1992 rummer mindre cabernet sauvignon end normalt med ca. 20 % af hver af merlot og cabernet franc, en slags Pomerol eller Saint-Emilion-årgang og jeg var aldrig i Napa på den. På trods af højere andel merlot stadig kun 13,5 %, men her ER mere sødme, mere mørk frugt, chokolade og lakrids, men igen er det de friske mellemøstlige og katolske aromaer, der spiller højest. 1994 er første årgang fra Dominus over 14 %, men det er jo blot tal. Det kan slet ikke smages. 72 % cabernet sauvignon, 12 merlot, 11, cabernet franc og 5 petit verdot… det kunne have været Mouton-Rothschild og den ligner da også. Uendelig vækstsæson, tør men kølig, har givet en vinknytnæve, en kraftfuld, farlig, ulmende og krasbørstig vin med heftig tannin, der dog slet ikke virker grov, velpakket og indhyllet i sund struttende solbær og hyldebær med okker i. 1994 Mouton-Rothschild stod ikke distancen ved siden af kvartetten fra Napa, men decideret svag kan man slet ikke kalde den.

Det var Napa-vin af i går – fra forne tider – mon vi igen ser vine af den beskaffenhed?