Rene Jorgensen

Make America great again!

Rene Jorgensen
Make America great again!

Jeg vil væde på at hverken Jim Clendenen, Duncan Arnot-Meyers eller Nathan Roberts stemmer på Donald Trump. Deres vin er antiteser til præsidentens megalomani.

Arnot-Roberts-duoens arbejde både nord og syd for San Francisco er imponerende. Hvordan pokker evner de at kombinere en tydelig californisk frugtmodenhed med letløbende syrebad og moderat alkoholfornemmelse? Udgangspunktet er vindhærgede og kolde steder i Santa Cruz og The Real Sonoma Coast, hvor det næsten kun er sollyset som modner klaserne. Det er selvsagt en overdrivelse, fotosyntese kan ikke finde sted uden varme, men temperaturen i Santa Cruz og ude ved stillehavskysten eller for den sags skyld i vindkorridoren ved Petaluma lige nord for Carneros, hvor duoens hovedvinmarker ligger, giver små kompakte klaser, tykt drueskind og nærmest europæisk pargang i modenhed mellem fenoler og sukker. Her kan de to modenhedstyper ikke adskilles.

Fellom Ranch Cabernet Sauvignon 2013 er komplet ulig anden cab fra staten. Den ligner ikke engang ”naboerne” hos Mount Eden Vineyards eller Ridge. Måske er det deres antisulfitpolitik, som giver forskellen, men på den anden side er Arnot-Roberts-vinene aldrig skæve, skøre eller tvivlstilfælde. Helklaseanvendelse er nok en bedre forklaring. De brugte 30 % helklaser i 2013! Hvem gør det i dag på cabernet sauvignon? Fortæl mig hvis andre gør det! Vildmanden Timo Mayer i Yarra Valley ja, men er der andre? Duncan Arnot Meyers og Jason Roberts frygter ikke druens notorisk pågående pyrazin eller madaskarpeberlugt og den er da også her, men viol, tamarindkoncentrat, grenadine og solbærte varmer, mens mundfølelsen styres af silketannin med polstring, komplet uden lummerhed. Que Syrah 2014 blev gæret udelukkende med helklaser, stilke og hele pibetøjet, og den er hverken grøn, sur eller bondetampagtig, nærmere nobel, saftig, slank, statelig og samtidig nemt drikkelig på trods af sur aronia og skarp sumak i eftersmagen. Sammenlignet med meget andet topkvalicab og syrah fra Californien er vinene prisrimelige.

IMG_2239.JPG

Længere mod syd laver Jim Clendenen på Au Bon Climat både chardonnay og pinot noir, næsten som i gamle dage. Unge Gavin Chanin lærte sin metier af Jim og Au Bon Climats egen version af den i californisk sammenhæng historiske Sanford & Benedict-mark er chardonnay af burgundisk beskaffenhed. Ikke fordi chardonnay nødvendigvis SKAL smage af Bourgogne, men det gør ikke noget at der er fokus friskhed og intensitet helt uden tyngde. Au Bon Climats 2014 Chardonnay Sanford & Benedict kommer fra de samme stokke som legendariske Santa-Rita-pionerer Richard Sanford og Michael Benedict anlagde i starten af 1970erne. Den forener mesterlig fadhåndtering, strejf af lys karamel, med pæresaft, og montrachet-intensitet helt uden brand fra alkohol. Au Bon Climat har aldrig hoppet med på bølgen af svulmende ananas-chardonnay, men er heller ikke hoppet med på den lidt vindbøjtelagtige chardonnay-stil helt uden malo. Ganske fornem chardonnay.

Finewines.dk har begge huse.

LÆs meget mere om det "nye" Californien her: https://renelangdahl.com/blog/2017/12/4/juleaften-faldt-tidligt-i-r