Rene Jorgensen

Spätburgunder er pinot noir er spätburgunder er… og noget HELT særligt

Rene Jorgensen
Spätburgunder er pinot noir er spätburgunder er… og noget HELT særligt

Til masterclass på Vinakademiet med Anne Krebiehl MW

IMG_3472.JPG

Anne Krebiehl MW kom, sagde en masse og sejrede. Hun understøttede verbalt en demonstration fra spätburgunders side. For kort tid siden lavede jeg min egen lille oversigtssmagning, der først og fremmest gik efter Tysklands dyreste pinot noirs og en enkelt mere stilistisk esoterisk type; Saar spätburgunder uden malo fra Hofgut Falkenstein. Anne Krebiehl havde derimod til vores masterclass på Vinakademiet sammensat en ønskeliste, der dels skulle rundt i hele landets brede vifte af pinot noir-områder, dels skulle illustrere historiske pointer og ikke mindst vise hvad den syreelskende tyske Master of Wine har mest hjertekær. Anne Krebiehl beskrev de fremskridt pinot noir-producenterne har gjort over de seneste tyve år.

To hovedpointer kan trækkes ud fra hendes komplette række af bulletpoints – kloner og fadregime. Og i modsætning til hvad mange tror, handler det ikke bare om at flytte selection masale, stiklinger fra kendte bourgognemarker og producenter, til Tyskland. Det handler endnu mere om udvikling af de rette kloner på basis af noget af det ældgamle druemateriale, som Tyskland rummer, idet pinot (uden noir-postfix) blev overflyttet af cisterciensermunke allerede i 1100-tallet, ja muligvis allerede med Karl den Tykkes herredømme over 800-tallets Vestfrankiske rige. Siden har pinot eksisteret i lokale lommer rundt om i det germanske rige, for så i 1900-tallet at blive grumt behandlet af den internationale vinpresse. Landets forkærlighed for thermovinifikation til de røde druer fik fatale konsekvenser for pinot noirs image. Metoden opvarmer druerne til nær kogepunktet, hvor cellestrukturen komplet nedbrydes og specielt farvestof og tannin hyperudvindes. Den lyse pinot noir skulle og skal have en på sinkadusen. ”Rødvin skal være mørk”, lød mantraet. Den stakkels sarte drue!

IMG_3462.JPG

Paradoksalt var universitetet i Geisenheim næsten et halvt århundrede forud for burgunderne i arbejdet med kloner. De såkaldte Dijon-kloner kom først til i 1950erne. Det ER og bliver dog de sidste tyve års fremskridt, der har ændret i hvert fald toppen af hvad pinot noir er i Tyskland – den langsomme revolution omfatter reduktion i høstudbytter, klonvalg og plantevalg samt rodstokke til specifikke jordbundsforhold, bedre uddannede producenter, internationalt udsyn og deraf følgende komplet paradigmeskifte i 1990erne. Hvor 80erne handlede om kloner med modstandsdygtighed overfor sygdom, handlede 90erne og ikke mindst 0erne om løst strukturerede klaser og små bær. 0erne handlede desværre også om nyt egetræ, men her er der også sket mirakler. De spritnye egefade ses ikke så ofte som tidligere. Pinot noir fylder i dag mere end 12.000 ha, 34,6 % af det totale rødvinsdrueareal og ud over at alle kendte globale stilistiske pinot-tiltag, helklasegæring, koldmaceration, beton etc, også findes blandt de unge dygtige næste-generations-producenter, så strækker druens udbredelse sig over hele fire breddegrader, atypiske jordbundstyper for druen som granit, kvartsholdig skifer og sandsten, og soltimeomfang fra 1265 til 1800. Ja tysk pinot noir er mangfoldig.

Her følger en smagsbeskrivelse af samtlige 19 spätburgundere angivet som de serverede flights.

IMG_3465.JPG

Flight A
Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise 2015, Mosel
Aldinger, Untertürkheimer Gips 2015, Württemberg

Et årgangsstyret sæt, hvor to helt forskellige udtryk gik imod min måske indskrænkede opfattelse af de enkelte områders klassicisme og naturgivne forudsætninger, men metoden er som bekendt også vigtig. Daniel Twardowski er Mosels nye wunderkind, der hiver magi ud af rieslinghøjborgen Dhrons topmark Hofberg. Mikroudbytter fra topårgangen med det lange lune efterår har givet inddampet, men spritfrisk kirsebær med Nilens aromatiske jord og pikant grønt indslag, selvom Twardowski ikke bruger hele klaser. Sublim åbning af smagningen og svær at overgå. Det på papiret noget varmere Württemberg bliver i Hansjörg Aldingers fortolkning til urtekrydret forfriskende pinot med tryk på tranebær og aronia – en forening af skøn kølighed og bagvedliggende perfektionsmoden sødme – et billede i blå og røde farver. Fremragende!

Flight B
Günter Künstler, Assmannshäuser Höllenberg 2015, Rheingau
August Kesseler, Assmannshäuser Höllenberg 2015, Rheingau
Corvers-Kauter, Assmannshäuser Höllenberg 2015, Rheingau

IMG_3463.JPG

Den ultimative enkeltmarkssmagning fra Tyskland – er der andre pinotmarker i landet med tre topproducenter? Måske i Rheinhessen ved Westhofen, hvor Morstein og Brunnenhäuschen ligger, men Höllenberg ved Assmannshausen i Rheingau har historien med sig. Tung klosterhistorie og slidsomt arbejde på den stærkt hældende skrænt på op til 65 %. Dengang i 1100-tallet var der ingen bæltekøretøjer. Künstler mod Kesseler mod Corvers-Kauter. Gunter Künstler fra Hochheim og August Kesseler er klassens rutinerede drenge, Mathias Corvers er for mig den nye i klassen. Kesselers Höllenberg må sammen med Klaus Peter Kellers uhyre sjældne Morstein være Tysklands dyreste pinot noir – andre konkurrenter er Stoddens Alte Reben og Molitors Graacher Himmelreich. Künstler anvender kulturgær, i øvrigt ligesom en stor del af de tyske spätburgunderproducenter gør. Künstlers version er lyst farvet og særdeles burgundisk, en slank, raffineret, svævende spätburgunder, som stilistisk ligger langt fra Kesselers mere sødmefulde, varme og dybe stil med tydeligt indslag af nye franske egefade. Den er næsten ”flæsket” og røget, mens smagen prikker af kulsyre, giver lift til en koncentreret bøs og smukt grum vieilles-vignes-stil. Corvers-Kauter er den lyseste i trioen med æterisk, likorøs kirsebær, ribs og tranebær, spændende abstraktion, en slags splint i øjet på den gode måde, grønkrydret og umiddelbart vildgæret.

Flight C
Gutzler, Westhofener Brunnenhäuschen 2014, Rheinhessen
Gutzler, Westhofener Morstein 2014, Rheinhessen
Adeneuer, Walporzheimer Gärkammer 2014, Ahr

IMG_3464.JPG

En trio fra syreårgangen 2014, hvor druens egne medfødte egenskaber accentueres så vi får tårer i øjnene! Unge Michael Gutzler i Gunzheim koster en brøkdel af næsten-nabo-Kellers versioner fra samme marker og kvaliteten er tæt på. Brunnenhäuschen har fine, højsommermodne skovhindbær i næsen, mens smagen dirrer af rieslingsk nervøsitet. Gutzlers Morstein fortsætter i samme stil, men snerrer lidt mere af tannin, og har mere midtsmag, dybde, men slutter knitrende, friskt og vibrerende. I et helt andet klima med færre soltimer og fra skifer i modsætning til Gutzlers kalkstensmarker kommer så Adeneuers Gärkammer – et mikromonopol på 0,64 ha ved Walporzheim, hvor solen bager direkte på den lænende væg af terrasserede vinmarker. Sødmefuld og fadkrydret i stil med modernistisk indstillede burgunderproducenter i Vosne-Romanée, med strejf af kokos, men først og fremmest inddampet destilleret pinot-frugtighed med jordede indslag på den gode måde. Adeneuer havde to vine med i smagningen – den ældre kom i sidste flight, men performede desværre rigtigt dårligt, sandsynligvis på grund af skidt opbevaring (flasken var købt i tysk vinbutik).

Flight D
Weingut Salwey, Oberrotweiler Eichberg 2014, Baden
Ziereisen, Schulen 2014, Baden

Så kom Baden-sættet, spätburgunder-regionen over dem alle… engang, men ikke mere! Andre snapper i hælene eller har overhalet. Her ovenikøbet fra samme årgange, igen den syresprælske elskelige årgang, som Anne Krebiehl personligt sætter højt. Hun er et notorisk syrehoved J. Her Salwey fra Eichberg mod antagonistiske Hanspeter Ziereisen fra Efringen-Kirchen helt nede i Tysklands allersydvestligste hjørne lidt nord for Basel. Salwey har hævet sit niveau uendeligt meget siden mit sidste møde med huset for næsten ti år siden (ja vinverdenen er blevet så stor at jeg har svært ved at holde mig helt opdateret). Hans Eichberg fra det imponerende vulkanske Kaisterstuhl er grønkrydret, med allegoriske desperate mariehøns sværmende over overfladen, røg, pyrazin-noter og alligevel bagte spanske piquillo-pebere på toppen og jordbærsaft og markant syre. Konrad Salwey har afstilket komplet og har derefter hældt 35 % af stilkene tilbage i gæringskaret. Ziereisens Schulen fra Oelberg-markens stik sydvendte næsten massive kalkstensfjeld er biodynamisk dyrket og komplet sponti-fermenteret: stilen er overraskende minearbejderagtig, mørk, krydret, fondagtig og har gevrey-chambertin-agtige tanniner, men den dirrende syre frisker igen. Begge vine er fremragende eksempler på druen fra to diametralt modsatte lejre.

Flight E
Rainer Schnaitmann, Fellbacher Lämmler 2014, Württemberg
Ernst Dautel, Oberstenfeld Forstberg 2014, Württemberg

IMG_3466.JPG

Württemberg er mit hul i Tysklandskortet. Regionen er ikke særligt godt repræsenteret herhjemme, men ved de årlige GG-releasesmagninger i Wiesbaden har regionen strålet de seneste år. Rainer Schnaitmanns Lämmler er overhovedet ikke afstilket og ifølge Krebiehl ikke nødvendigvis noget Schnaitmann gentager. Det bør han dog efter min mening helt klare gøre! Dagens mest personlige og i min mund elskelige vin. 12,3 % alkohol, men druerne må have siddet under den perfekt solstråle, for vinen er sprødmør! En slags tysk DRC, grønkrydret og fuld af gammel japansk soja, et strejf af diesel og livligt prikkende kulsyre, og direkte tygbar eller crunchy tannin under en slank, catwalk-agtig ynde. Danske importører: IMPORTER HAM VENLIGST!! Overfor stod unge Christian Dautels Forstberg, som ikke havde stilke med i karet, men til gengæld kun var afstilket og IKKE knust: altså hele bær i suppen. Sjovt nok virker den stilket, ikke umoden, men krydret af urter på toppen af mørk sødmefuld kirsebær og røget, kulsvierstil, cabernet-tannin på den noble måde og strejf af tørvemose i eftersmagen, luftighed overordnet.

Flight F
Friedrich Becker, Sankt Paul 2013, Pfalz
Rudolf Fürst, Centgrafenberg 2013, Franken

2013-sættet, Pfalz mod Franken. Jeg har det vanskeligt med Pfalz og det er ikke kun fordi området generelt er til den varme side for Tyskland, men også fordi producenterne lader til at forstærke varmeeffekten i vinene. Becker var i 0erne en krasbørstig fadbombe, hvor ekstraktionen ovenikøbet var alt for voldsom, men hov! Imponerende sødmefuld kirsebær med syrah-agtige peberindslag og det gør slet ikke noget. Sankt Paul er fransk ifølge landkortet – Becker må formelt ikke kalde den tysk. Moderat fadpræg med forbavsende friskhed i den hyperaktive og hyperintense smag. Den får dog baghjul af Rudolf Fürsts Centgrafenberg. For nylig smagte jeg mørbradsstykket fra marken, Hundsrück, men balancen og drikkevenligheden i Centgrafenberg er vildere. 50 % helklaser fra burgunderkloner har givet vild jordbærfrugt, fantastisk saftighed komplet uden banalitet, men derimod kompliceret positivt med kaliumsalte og svævende parfume, der ligger på den anden side af duftgalaksen end aftenparfume! Komplet pinot noir! Muligvis en arketype, en inkarnation af stilskiftet i Tyskland.

IMG_3468.JPG

Flight G
Weingut Keller, Flörsheimer Frauenberg 2012, Rheinhessen
Bernhard Huber, Malterdinger Bienenberg Wildenstein 2009, Baden

Spätburgunder med alder – bævrende nervøsitet – holder de?! Kellers Frauenberg 2012 på burgunder-selection-masale er som sandpapir korn 600, blidt raspende, men næsten umærkelig tannin, krydret sødme, stenet, smuldret kalksten, skolekridt og syltede mælkesyrefermenterede ribs. Kellers Frauenberg har været på ny eg.  Jeg har indrømmet et had/kærlighedsforhold til Hubers Wildenstein som i sammenlignende smagninger altid har vækket opsigt med sin brølende pinot-frugt og fadpræget, men her optræder den afstemt, som en velintegreret arie i hele librettoen. Hele 72 % helklaser i den årgang og alderen har smeltet alt sammen til en gylden legering med indslag af våde Agensvesker og højlandskaffe fra Etiopien i lysristet udgave med drys af knuste gulnede egeblade og petrus’ke jernindslag og østerssaft i eftersmagen. Det vækker mindelser om troldmandsbryg, om nektar.

Flight H
Adeneuer, Walporzheimer Gärkammer 2008, Ahr
Jean Stodden, Recher Herrenberg 2008, Ahr
Schlossgut Diel, Fass 80 2007 magnum, Nahe

IMG_3469.JPG

Endnu mere alder, i hvert fald numerisk, men ikke nødvendigvis i praksis. Adeneuers Gärkammer var dog desværre ældet uforholdsmæssigt meget. Det kan ikke være hans stil eller årgangens kendetegn, men må skyldes dårlig opbevaring hos den tyske vinhandler, vi havde skaffet flaskerne fra. Den havde alt for meget tørret figen og tydelig etylacetat – neglelakfjerner i ottende potens, mens smagen havde neglene haget fast i kanten før faldet til skærsilden. Til gengæld var både Alexander Stoddens Herrenberg, direkte fra mandens egen kælder, og Diels særaftapning til den danske importør kaldet Fass 80 på magnumflaske, pivfriske. De løb med gadedrengehop, provokerende fuckfinger, glimt i øjet og ADHD-mentalitet ned ad gaden og beviste at tysk pinot noir er blevet til en svane i eventyret.

Danske importører Vinakademiet skylder enorm tak er: Korsholm Vin, GrapeWise, Sigurd Müller Vinhandel, Laudrup Vin, Finewines, 1010-vin og Erik Sørensen Vin.

Vinakademiet skylder endvidere vældig tak til de tyske velvillige producenter: Daniel Twardowski, Aldinger, Künstler, Gutzler, Schnaitmann og Dautel  - hvis jeg var importør, ville jeg få skabt kontakt med det samme!!