Rene Jorgensen

Montepeloso gør det gode ved cabernet sauvignon

Rene Jorgensen
Montepeloso gør det gode ved cabernet sauvignon

Historikerens take på Toscanas kyst.

Chiarelotto.jpg

Ren cabernet-sauvignon på kysten og montepulcianos vildskab og landadelige struktur... forenet. Fabio Chiarelotto er gedigent selvstændigt tænkende og måske i udgangspunktet inspireret af Bolgheris succes mod nord, men reelt siden starten i 1999 kontrær, stædig, eksperimenterende og egensindig. Han insisterer på at kystens vine på både italienske og franske sorter kan være friske og livlige selvom de er korpulente og varmblodige. Han har en pointe og han praktiserer den og jeg støtter ham. Hep, hep, hep! Fabio Chiarelotto fik sin landsmand Silvio Denz med som partner i 2007, en mand med penge på kistebunden og råd til håndfulde af vinprojekter herunder ikke mindst samarbejdet med Peter Sisseck om Clos d’Agon i Priorat og Château Rocheyron, fuldt ejerskab af Château Faugères og købet af Lafaurie-Peyraguey i 2014. Chiarelotto gør en dyd af sine spartanske produktionsforhold.

Han holder stadig til i en fabrikshal i udkanten af Suvereto, langt fra udsigt, søjleindgang, arkitekttegnet vineri og show-off. Respekt for det. Hans baggrund som historiker er også årsagen til druevalget, der ligger et stykke fra kutymen og naboernes. Indtil 2009 eksperimenterede han med krydsningen marselan (grenache-cabernet sauvignon) i sin introvin Eneo og til melleniveauet kaldet Nardo, men det stred reelt mod hans grundtanke: fortiden kan lære os en del. Alicante (grenache), malvasia nera og montepulciano har århundredlang historie i det centrale Italien, men for montepulcianos vedkommende aldrig ude ved vandet, men det har han grundigt lavet om på – meget få er dog inspireret af ham – dem om det! Fabio Chiarelotto holder sig til sent modnende sorter og det er netop årsagen til at han aldrig har plantet merlot ligesom nærmest samtlige naboer i Val di Cornia og Bolgheri længere mod nord. Jeg har ikke mødt Chiarelotto siden 2009, hvor jeg besøgte hans umiddelbart interimistiske vineri, men min naive tro på nyt vineri i årene siden, blev verfet væk. ”Forholdene er fine; plads, renhed, nemt at komme til og fra”, siger han og hvorfor lave om på det.

Jeg havde også en idé om at betonæg, amforaer eller lagares måtte have sneget sig ind hos den opdagelseslystne historiker, men heller ikke her fik jeg ret. ”Nej”, siger han, kort for hovedet. ”… men jeg har nedkortet fadtiden til maksimalt ni måneder og bruger nogle gange helklaser for alicante og sangiovese”, fortsætter han, måske for at komme mit ledende spørgsmål i møde. Det kan godt være han sværger til regionale sorter, men det er nu engang Cabernet sauvignon, som har gjort ham berømt og han stiller mig så et spørgsmål. ”Hvor mange rene cabernet-sauvignon-vine fra Toscana kan du nævne?”. Mens han spørger, slikker jeg mig hungrigt om munden, nu skal jeg vise ham – nemt, masser af eksempler, men… hov! De er alle sammen blandet med merlot, cabernet franc, sangiovese, petit verdot eller dem alle. Dybt nede i hukommelsen kunne jeg kun finde topudgaverne Maestro Raro fra Felsina, Nemo fra Castello di Monsanto og Cortaccio fra Villa Cafaggio og de er med deres indlands- og højlandssyre et stykke fra Gabbros mere svulmende stil. Der er flere, klart, men bare ikke oppe på samme høje podie som Gabbro.

A Quo
Kald den et sammensurium, en klyngevin, på papiret en rodebutik, men nede i glasset flyder en væske med masser af mening. Cabernet sauvignon, sangiovese, montepulciano, alicante og marselan i varierende procenter alt efter årgang, men det utrolige er at både vinens facade og polstring råber Toscana til himlen. Det er i mikset Toscana har sin sjæl, siger Fabio. Han vil have struktur i sin vin og den kommer helt sikkert fra montepulciano og cabernet sauvignon her. Både i 2013 og 2014 et skønt giftermål mellem Bordeaux og Toscana, fuld af friske sure kirsebær, tobak, spagnum og kontrolleret landlighed – tydeligt rødfrugtet og frisk, forbløffende sprødhed for kystvin!

Eneo
Jeg er ikke tilhænger af sangiovese på kysten! Druen skal helst have kolde nætter for at bevare sin stridbare syre og det aromatiske lift, som få andre druer holder i samme grad. Og så findes der alligevel gode eksempler på det modsatte. Nede ved Grosseto går det jo meget godt, og Fabio Chiarelottos Eneo har næsten altid sangiovese i front. Den optræder som en slags lillebror til Nardo – ham den globale brormand, der turde tage verden i sin favn og afsvor sig faderbinding og tilknytning til lokaliteten. Eneo gæres i stål og får 18 måneder på brugt fransk eg. Både 2012 og 2015 er røgede, ristede og rustikke, 12eren næsten reduktiv og stilket, læderpræget fra montepulciano, mens 15eren likorøs, moderne, moderigtig, men slipper en vind af mentol og rosmarin, bagt ler og sidamo kaffe.

IMG_3449.JPG

Nardo
I starten var Nardo en rodebutik. En af dem, hvor man blev ved med at finde spændende sager, uden dog at finde guld. En kaotisk hob, en bunke, men nu er Nardo en guldgrube, alt skinner og skønheden er som de freskoer regionen er så fuld af. Fabio vil udtrykke kystens bakker, grænsen mellem det skarpe og kantede inde i landet og kystens mildhed. Marselan er smidt på porten siden 2009 og nu hedder det kun sangiovese, montepulciano, alicante og malvasia nera – udelukkende toskanske sorter med lang tilknytning til Centralitalien og 18 måneder på 70 % nye 400 liters tonneaux. 2013 stråler af kirsebær, lavendel, ler og myntete med Giacometti-slankhed, nærmest strakt og trukket forbindelse mellem det jordnære og det himmelstræbende. 2015 er mere peberkrydret og tydeligt præget af montepulcianos rusticitet med tydelig LORT og sod. Gribende tannin, men utroligt finkornet og fast - overraskende kølig, nærmest te-agtig til sidst.

Gabbro
Kystens perle! Eller rettere kystens sorte diamant, for en perle er hvid, sød, blød og feminin, mens Gabbro er mere farlig og sjælden. En syvvinsvertikalsmagning viser Gabbros dyder og evner. Unik kombination af landskab og drue. 2009 har hyldebær, rust, hyldebærlikør og fløjlstannin, smeltende tannin. 2010 er betydeligt ”større”, en kuppel af storhed, en hvælving i katedralen, betydeligt mere frisk, fyrig og bredspektret. 2011 er mere som Napa og mister lidt det toskanske fine, med sin likorøse solbær og noter af karamel og chokolade – stadig stor cab, men mindre stor Gabbro. 2012 er bondsk, rustik og reduktiv, stilket, urtet, grønkrydret cab med forbavsende friskhed og toskansk syre… som om der er sangiovese i blandingen. 2013 er ultra druetro og alligevel endnu mere Toscana! Svesket og solbærbusket, landlig, leret, fuld af skosværte og sod, koks og hyldebærsaft. 2015 er lavet efter Chiarelottos nye regime med kortere tid på fadet. En lærebogscab med indslag af solbærbusk, mint og fremragende kølighed, friskhed midt i al koncentrationen. Chiarelotto bruger samme bødker som Leroy i Bourgogne og egetræsindslagene er diskrete – demonstreret markant med 2016, der får tårerne frem i øjenkrogen. Gu’ kan cabernet virke i Toscana! Peberkrydret aroniabær og prikkende, mystisk stenet intensitet og lift på tungen, midt i al den magtfulde frugtmættede varme – en stor cab in spe. Gabbro ER regionens, ja Italiens bedste rene cabernet sauvignon. Katjiing!

A Quo fås fra 270 kr., Eneo fra 400 kr. Nardo fra 900 kr. og Gabbro fra 1100 kr. Forhandles af www.dvin.dk