Rene Jorgensen

Italienske vinikoner

Rene Jorgensen
Italienske vinikoner

66 regeringer siden Anden Verdenskrig, venstre blinklys konstant tændt i overhalingsbanen, verdens fedeste vineri hos Antinori i San Casciano in Chianti og verdens mest ikonisk traditionalistiske ditto hos Beppe Rinaldi i Barolo. Selv elskere af Italien har undren i blikket ved sider af støvlelandet, vores forhold er dobbelttydigt og alene på den vinøse side har jeg svært ved at sige fra og til. Friulano, trebbiano d’abbruzzo, timorasso – det er først indenfor de sidste ti år at jeg har forstået landets hvide mangfoldighed og hvad de normalt meget lidt aromatiske druesorter kan. På den røde side gælder samme forhold. Ærligt talt var kun en lille håndfuld røde druesorter kendt af andre end den italianofile inderkreds – nebbiolo, sangiovese, barbera… måske dolcetto… og så kneb det for de fleste. I dag er det helt anderledes.

Italiens mest ikoniske vine lever i flere stilarter. Jeg kender en del, der sværger til de indfødte olymper som Monfortino, canaiolo, nebbiolo og Cannubi, men jeg kender lige så mange, der sværger til 70erne, 80erne og 90ernes i klassisk sammenhæng ungdommelige ikoner som Tignanello, Flaccianello og Masseto. Forleden stod en trio af Masseto overfor Quintarellis Valpolicella Classico – ikke i direkte konkurrence selvfølgelig, men hver for sig repræsenterede de på bedste vis hvad Italiens vinscene (også) er i dag.

Masseto er rigdom. Jeg aner ikke hvordan økonomien hænger sammen. Om salgsprisen på op mod 5000 kr. pr. flasker kan give profit nok til anlæg af eget arkitekttegnet vineri eller det hele laves for lånte eller ”gamle” penge (læs: Frescobaldi-kapital). Konstruktionen er sandsynligvis for fremtiden, en langtidsinvestering, som kan være med til at underbygge vinens image som særlig, luksuøs og krævende. Masseto er også vinøs og sensorisk rigdom. Lerpletten hævet en smule over resten af Ornellaias vinmarker er altid blevet sammenlignet med Petrus, men der er ret stor forskel. Klimaforskellen alene gør det hele. Masseto er betydeligt mere svulmende, alkoholen er højere og frugten udtrykker sig mere udtalt, men Masseto er faktisk sjældent lige så yppig som det er blevet normalt for Bolgheris rødvine. Her stod 2010 Masseto, 2007 Masseto og 2012 Masseto – jeg kan intet have imod dem og hvorfor skulle man. Ja det vil være nemt at kritisere så dyr vin for poleret designeroptræden, men det holder ikke. Petrus er principielt lige så formet og kreeret af en dygtig vinmager og Masseto har faktisk toskansk syre og cashmere tannin og der er intet overmodent eller likorøst ved dem. 2007 nærmer sig et modenhedsplateau, hvor den sandsynligvis vil være de næste 15 år. Kaffe fra fadet, begyndende læderportemonnæ, blommekompot og hyldebær, svedig fylde, men lift af sprælsk syre. 2010 er muligvis toppen af merlot i Toscana. Jeg kan ikke mindes bedre vin på den drue derfra. Vældig koncentration, men først og fremmest skræmmende nemt drikkelig fordi alt er sat sammen som en avanceret Lego-konstruktion. Intet mangler og ALT passer – der er noget svalende, næsten køligt over den. 2012 er trioens svageste led, men selvsagt slet ikke svag i sig selv – den har bare mindre intensitet og friskhed.

Quintarelli.jpg

Quintarellis Valpolicella 2007 er til gengæld antilaboratorievin, den er nærmest enhver skolet universitetsønologs skrækeksempel med indslag af tydelig VA og vildgær, vel er den frugtig, men aromaerne befinder sig ellers i krydderiskuffen, i kapellet, i blomsterbutikken og den mellemøstlige sukh, i læderværkstedet og træsnedkeriet. Den inkarnerer meget af det tifosis sætter så meget pris på ved italiensk vin, men flirter med det mærkelige – på den kunstneriske måde.

IMG_3459.JPG

Få dage senere smagte jeg tilfældigvis Dal Fornos 2010 Valpolicella Vigneto di Monte Lodoletta, der fremstår gådefuld på flere plan. Romano Dal Forno fik sin inspiration fra netop Beppe Quintarelli, men hans vin er diametralt modsat. Koncentreret på en helt anderledes ren måde, frugtagtig, rosinpræget, pakket med lyschokolade med polynesisk vanilje i, solbæressens. Hans pinligt rene betonstøbte kælder ved siden af ejendommen i Ilassi-dalen er milevidt fra Quintarellis bedagede forhold. Dal Fornos infektionsskræk er notorisk og hans mikroudbytter plus druetørring (ca. 1 måned) decideret KUN til valpolicellaen giver i virkeligheden amarone i flasken. Både Dal Forno, Quintarelli og Masseto er på trods af hver deres ekstreme forhold gennemsyret af friskhed og personlighed. Italia, ti amo!