Rene Jorgensen

Den Gyldne Enke

Rene Jorgensen
Den Gyldne Enke

Veuve Clicquot Ponsardin må være Danmarks bedst kendte champagnebrand og muligvis det mest skosede på parnasset, men adgangen til noget af Champagne-regionens bedste frugt og ikke mindst kældermestrenes pianistpræcise hænder gennem de seneste 3-4 årtier, har givet vidunderligt rige champagneoplevelser, hvor autolysens fordærv, den magtfulde aroma af fermenterende grønsager og langsomt iltende håndkærnet smør med ristede hasselnødder godt nok ikke taler om specifikke parceller og sydvendte kalkstensskråninger, men omvendt råber, skriger CHAMPAGNE-terroir til himlen. 

15 mio. flasker alene af Den Gule Enke. Og så vidt jeg ved kun overgået af Moët & Chandon i størrelse. Alt ved det hus er på overfladen så anti-trendy, gigantisk, industrielt og kommercielt at man får helt dårlig samvittighed over at drikke det, MEN… et stort MEN… for det første har standardcuvéen aldrig været bedre og for det andet har Veuve Clicquots skiftende kældermestre de seneste 30-40 år haft mere end godt styr på årgangschampagnerne. Faktisk så godt styr på dem at de altid har haft lagringspotentiale, og er betydeligt bedre køb end standardcuvéen, fordi smagsdybden og præcisionen er flere gange større end den knapt dobbelte pris. Dominique Demarville kom til i 2006 og det var derfor slet ikke ham, der lavede den kvartet af årgangsudgaver vi smagte forleden, hvor vores gammelvinselskende vært havde pillet med kenderhånd, neglet grundigt og måske heldigt fire modne flasker i utrolig god stand.

Veuve Clicquot Ponsardin er ikke ked af tillægsordet ”rig”. I sensorisk forstand har husstilen altid været rig, bred og cremet og der er heller ikke tvivl om at alle fire, 1985, 1988, 1989 rosé og 1990 var i den svulmende stil, men Dominique Demarville plejer at fremhæve husets ”oversete” præcision og finesse. Det har han gjort en del ved siden overtagelsen ved blandt andet at sænke dosagen et par gram og senest ved stigende anvendelse af træfadsgæring. Veuve Clicquots stil er pinot noir-styret og det var kvartetten her også. Det fremgik dengang ikke hvornår degorgeringen var sket (i dag angives det blandt andet på topvinen La Grande Dame), men normalt ligger husets vintage ca. syv år med gærresterne. Jeg indrømmer blankt mit vægelsind eller bredspektrede kærlighed til flere stilarter i Champagne. Vi er langt fra stedspecifik vin i kvadratmeterforstand, men franskmændene bruger jo terroir-begrebet i mere overordnet betydning og champagne er det umiskendeligt. Korttidslagret hylende syrestik og friskhed er meget godt, men Champagnes særegenhed kommer for alvor med alder og blenderens evner.

1988 og 1990 Vintage Reserve
Årgangsforskellighed med 90erens rigdom, som både skyldes husstil og årets sol og varme, mens 88eren er skarpere i sin syre og faktisk virker friskere, selvom begge på ingen måde bærer præg af næsten 30 år i væskeform. 88eren oser af hasselnød, 90eren mere af kirsebærkompot, 88eren har citron i kagedejen, mens 90eren har mandelmel og brunet smør. 88eren bygger op i mundhulen, skaber skeletter af stenmel, citronconfit, salthorst og gærede ananaskirsebær, mens 90eren er magtfuld, næsten svulmende, men slet ikke flommet. Den savner samme stærke struktur som 88eren. De virkede mindst ti år yngre end reelt. 88eren er sublim.

1985 Vintage Reserve
Gylden og lystigt boblende champagne med lugt af moden pinot gris i VT-stil, tydelig champignon. Husstilen er tydelig med den cremede struktur, næsten karamelliseret dosage, men slet ikke restsukkersød. Krydderierne bliver næsten tropiske og anmassende som gewürztraminer. Abrikos og mentolbolsje, saltet, syltet og vakumeret hvid asparges, chokerende splintrende sprød, nærmest i trods i forhold til næsens rigdom. Jeg elsker den dybe, faktisk dystre og fordærvslignende lugt i perfekt moden champagne, hvor frugten stadig har sommerhumør, mens efterårslugten ligger usagt, som noget vi ved der kommer.

1989 Vintage Rosé Reserve
Veuve Clicquot har altid været dygtig til rosé. Endnu en friskfyrsagtig vin fra 80erne, endda den noget skosede årgang 1989, her med ferskensaft, muskatnødsrydret kirsebærlikør, vildskab og funk som en belgisk kriek, sur-sød rabarberjuice og macadamianøddepasta og kakao i eftersmagen, men den optræder knastør, tonicagtig og tobakspræget i eftersmagen.