Rene Jorgensen

Spätburgunder version 2

Rene Jorgensen
Spätburgunder version 2

Gentagelse fremmer forståelsen

Spätburgunder i Tyskland er Nordeuropas vildeste opkomling. Vel har der været god spätburgunder længe i landet, hvor druen har næsten lige så lang tid på lokaliteterne som pinot i Bourgogne, men som bekendt blev den genfødt fra 1990erne og tog samtlige børnesygdomme på én gang. Som alle revolutioner skulle også Tysklands vinrevolution gå så grueligt meget igennem. Tilbage i marts da Anne Krebiehl MW var i København med sit eget personlige udvalg af landets skoleskabere og nybrydere, blev det imidlertid demonstreret hvor langt landet er nået. Forleden havde en skuffet ikke-deltager ved Krebiehls masterclass sammensat sin egen version af ”Tysk Spätburgunder Lige Nu” og der var gengangere fra martssmagningen, men også en række tophuse, som af pladshensyn ikke kunne være med i programmet i marts, plus en lille håndfuld stilskabende nybrydere. Smagningen gentog pointen – pinot noir på tysk er god pinot noir.

Hvad smagningen også understregede, og det var i øvrigt eksperten Anne Krebiehls pointe, var at husstilen er en del mere afgørende end regionsbestemte terroir-udtryk. Med disse håndplukkede smagninger, hvor der selvsagt ikke kan være deltagelse af alle hovedområdernes  producenter, bliver de homogene udtryk for Ahr eller Baden skubbet lidt i baggrunden, og yderligere gjort svage i kraft af de blandede årgange med varme år og kølige år som helt aktuelt 2015 og 2014. For nu at tage konklusionen først:

Tyskernes pinot noir er lysere end tidligere, fadanvendelsen er betydeligt mere afstemt og ekstraktionen langt blidere, mens alkoholprocenten også afspejler det kølige klima bedre end i grumhedsperiodens værste år i 90erne og de tidlige 0ere.

tysk3.JPG

Min toptrio talte Rudolf Fürsts Hunsrück 2013 (perfektionsmoden frugt rustik og fin på samme tid, intensitet uden tyngde), Burggartens Kräuterberg 2015 (udtalt moden hindbær, jordet sødme og fremragende luftighed (troede faktisk det var Hunsruck)) og Wörhles Kirchgasse 2014 (burgundisk aske og kirsebær i samkvem, friskhed og fasthed) tæt efterfulgt af Stoddens Herrenberg 2011, Julia Bertrams Trotzenberg 2016, Salweys Eichberg 2014 samt de to Keller’e Klaus Peter med Frauenberg 2014 og Franz med Eichberg 2014.

Taberne, som reelt ikke lå langt efter, var tabere her på grund af dels for voldsomt fad som Jülg, for svulstig likørfrugt som Meyer-Näkel, vildgæret rabarbersaftighed som Enderle & Moll eller direkte overmodenhed som i Benedikt Baltes. Kritikken skal ses i sammenhæng med ovenståendes utrolige harmoni, fadbalance og strutmodne sommerlige frugtighed med let jordede indslag, kort sagt som jeg gerne ser pinot noir. Selv smagningens bundskrabere havde højt niveau.

tysk4.JPG

Midterfeltet talte Philip Kühns Kirchgarten, Markus Molitors Graacher Himmelreich 2012, Berhard Hubers Sommerhalde 2012, J. Neus’ Horn 2014 og det er i virkeligheden her det mest interessante er sket, fordi det store forkromede billede af Tysklands pinot noir-producenter er komplet drikbar og drikkevenlig balance og friskhed. 

Der var faktisk forbavsende konsensus om top tre med Burggarten som nr. 1, Wörhle tæt på som nr. 2 og Fürst som 3.