Rene Jorgensen

Klippevin i ottende potens - Ribeira Sacra

Rene Jorgensen
Klippevin i ottende potens - Ribeira Sacra
IMG_3651.JPG

Konkurrencen om hvilket vinområde, der er smukkest i verden her, som dronningen sagde i eventyret, er ikke helt afgjort endnu. Cinqueterre må komme ind på førstepladsen… eller… jeg har aldrig været i Ribeira Sacra, men baseret på fotos derfra, mundtlige fortællinger og ikke mindst vinene, kunne området gøre Cinqueterre rangen stridig. Det er i hvert fald lige så naturstridigt og direkte dumt at lave vin under de forhold, som Moder Natur byder bønderne. Engang i fortiden fandt nogle guldgravere ud af at vindyrkning gav interessante resultater på de skørt stejle skråninger langs Sil og Miño-floderne i det nordvestlige Spaniens regnvåde grønne del, hvor hver mark, ligesom i Cinqueterre, ligger afsondret og skal nås ad stentrapper eller fra flodsiden. Cinqueterre har havudsigt, Ribeira Sacra har udsigt til floden, men kun en kort distance, for den snor sig, krøller sig gennem landskabet, dybt nede mellem sprøde og egekratsbevoksede skiferklippetoppe. I modsætning til Cinqueterre er der ingen turister i Ribeira Sacra, området er for afsondret til masseturisme og de romerske guldminer er for længst forladt. Her laves vin af få stædige mencia-tilhængere i en mere krasbørstig, men også friskere stil end det betydeligt mere hypede Bierzo lidt inde i landet og tættere på Valladolids lufthavn/flyveplads og en af de spanske hurtigtogs hovedstationer. Ribeira Sacra ”lugter” af middelalder, pilgrimsfærd, eremitter og sydeuropæisk outback, hvor ulvene lurede i krattet og svedige, beskidte røverbander truede om det næste vejsving. Sejlads ad Sil og Miño var meget smartere.

Parkerpoint er også rykket ind nu. Robertparker.coms Luiz Gutierrez, med hang til småproducenter, håndværkstilgang og gerne lidt funky absurditet i vin, har blandt andet i sin helt friske bog The New Vignerons: a new generation of Spanish wine growers (2018) skildret områdets bedste producenter i udvalg. Bogen ligger her på skrivebordet og giver mig enorm lyst til at drage på vinøs pilgrimsfærd gennem det grønne Galicien. Forleden legede jeg, at jeg var i Ribeira Sacra. Med lidt god fantasi og lukkede øjne virker vinene som de rene teleportere, beam me up Scotty!, de transcenderer landskabet og mentaliteten på samme måde som distingveret venstrebredsbordeaux og krasuldsklædt landmandsbarolo, bare med andet udgangspunkt. Vinotinto.dk er importør af flere af dalenes små Sisyfoser og ejer ligefrem selv jord på skiferskrænterne, men vinen herfra er endnu ikke på markedet.

Mencia er hoveddruen, men du kan godt begynde at memorere de svære navne som brancellao, merenzao, sousòn og mouranton – en række af de bedste mikrohuse er ikke tilgængelige i Danmark, eksempelvis Guímaro, Castro Candaz, Fedellos do Couto og ikke mindst ghost-bryggerne hos Envínate, som også laver rariteter på Tenerife. Til gengæld har vi både Algueira, Dominio de Bibei, Val da Lenda, Don Bernardino, Lucenza og ikke mindst Viña a Frieira og Viña Cazoga. SE BORT FRA ETIKETDESIGNET – DET LIGNER NOGET FRA MOLDOVA I 1990ERNE (undskyld til Moldova), men indholdet rammer præcis ned i det den aktuelle sofistikerede vindrikker vil have: friskhed, luftighed og benet intensitet.

Don Bernardino 2015
En mikroproducent i underzonen Amandi, der her har lavet sortkrydret blåbærsaftig og peberdrysset røgvin. Kun 13 % alkohol og grenet tannin, som vi kan lide det… nogle af os.

IMG_3650.JPG

Mencia 2015, Algueira
Også kun 13 % og pakket med solbær og kirsebær plus noget mere køligt i form af hyben, peber igen, let bitter som en sangiovese, men med mourvedres bisterhed, fremragende intensitet og personlighed. Ved tidligere lejlighed smagte jeg husets topvine, Pizarra 2013 og den rene Merencao 2014. Merencao er samme drue som trousseau i Jura. Her fodtrådte helklaser; en vildmand i italiensk habit, behåret og grovkornet under den stramt designede yderdragt. Fabelagtig, men Pizarra er endnu bedre, ligeledes fodtrådte helklaser af mencia fra Amandi med to måneders postmaceration! Sagde du gammeldags barolo?! Mørk, dyster, vildmarksvin, og alligevel velfriseret, varm og kraftfuld, men også skarp og elegant.

Lalama 2013, Dominio de Bibei
Vaniljesødme og kosmopolitisk, en smule til den overmodne side, men gazebind og cement samler lidt sammen på det flommede udtryk i næsen, mens smagen er chokerende og direkte kontrasterende næsen med sin letbenede og letløbende viskositet og tryk på friskhed i afslutningen.

Mencia 2015, Val da Lenda
Endnu en Amandi-vin med peberkværn og beton i næsen, og den stener altså ikke! Kirsebær beviser at der er frugt bag det klippeprægede. Frisk syre og crunchy tannin med vildskab og rusticitet i eftersmagen. 2016eren er forbløffende grønkrydret, muligvis på grund af helkaser i gæringen, med præg af sod, skifer, granit og røg, men først og fremmest vild friskhed, den strutter og stritter og igen vildskab i eftersmagen.

Vina Caneiro 2014, Don Ventura
Det er ikke første gang jeg har mødt svær reduktion i Ribeira Sacra, men her er det i hvert fald tydeligt. Med iltning kommer peber, persille, løvstikke og mynte med sorte brændte noter, og det er IKKE hårdt brændt egetræ. Nærmest nord-rhône’sk peber og elegant brombærlikør. En fremragende vin.

Mencia 2015, Lucenza
Igen grønkrydret, mencia fra skifer og med moderat varme og lys, kan give fantastisk tygbar tannin, som at tygge på splintrende hvid asparges bare med smag af aroniabær!Rustik og sort peber i eftersmagen. Fornem repræsentant for området.

IMG_3653.JPG

Viña a Frieira 2016, Carlos Fernandez
Hans 2015 havde desværre prop, men 2016 havde dyb kødfuld og røget mørk duft. Fuldstændig som en langtidsmodet svineskinke fra agernædende raser, indhyllet i aroniakompot tilsat pulveriseret skifer. Den var god, men Carlos Fernandez’ Bancais 2016 fra 110-120 år gamle stokke havde vidunderlig kompleks næse af kærnemælk, sort peber, vanilje (men ikke fra fad), igen de grønne urter, blade, nåletræ med sprød syre meget sent ankommet let grenet tannin. Fremragende.

Viña Cazoga 2015,
Fuld af madagascarpeber. Der var engang nogle som sagde at mencia var i familie med cabernet franc eller ligefrem VAR cabernet franc, men det er den som bekendt ikke. Til gengæld kan jeg sagtens forstå sammenligningen her. Tørrede blomster kommer oveni, modnet oksekød, let kulsyrelift og bjergtagende intensitet helt uden banal tyngde.

Don Diego 2012, Viña Cazoga
Minimum 100 år gamle stokke leverer frugt til en tur på brugte franske tonneaux. Man fornemmer faktisk fadet lidt for meget i forhold til de foregående velbalancerede sager. Igen peber, korender, sort bitter 80 % chokolade og vanilje i eftersmagen.

IMG_3656.JPG

Doña Maite 2016, Viña Cazoga
65 % helklaser og det klæder den! Importørens såkaldte næseselektion af mencia og små doser merencao og brancellao. Højst uautoriseret selekteringsmetode ifølge ønologer, men det kan sådan set være lige meget. Det giver god mening at vælge råfrugten efter dens duft. Grønkrydret som de andre, med madagascarpeber, korender og røg, men også c-vitamin, orangeskal og dugdråber på en ru skiferskærve i området. Bitter til grænsen, umanerlig naturlig koncentration, virker anti-ekstraheret, men er alligevel berusende intens. Sublim klippevin.

Kontakt vinotinto.dk og find nærmeste forhandler med det samme - priserne er stadig grotesk lave.