Rene Jorgensen

Ribera del Duero kan godt have spræl - Dominio del Aguila

Rene Jorgensen
Ribera del Duero kan godt have spræl - Dominio del Aguila

Dominio del Aguila

Jorge Monzón fik sin åbenbaring på Domaine de la Romanée-Conti, hvor han komplet uerfaren var blevet antaget som kælderrotte. "Aha, sådan kan vin også smage". Hjemme i Ribera del Duero pinte det ham hver gang han var vidne til et frasalg af jord - økonomisk pressede druedyrkere, ofte flergenerationsejere, der slap en hektar krogede gobeletbeskårne tinto fino til en pengestærk nytilkommer. Stokkene blev rykket op, jorden tilplantet med højt ydende kloner af tinto fino… og endnu et stykke historie var gået tabt. Jorge Monzón kom tilbage til hjemstavnen og blev produktionsleder hos Arzuaga, og begyndte skridt for skridt at købe gamle parceller for sine sparepenge. Han forlod Arzuaga i 2013 for at hellige sig sit eget, efterhånden ret omfattende museale bevaringsarbejde, specielt omkring La Aguilera lidt nord for Aranda de Duero og ganske få kilometer fra nogle af områdets andre berømte og velbevarede krummelurevinstokke ved La Horra, hvor Peter Sissecks Pingus kommer fra.

Jorge Monzón anvender fuldstændig samme metode som DRC til sine Ribera del Duero-vine og han har genfundet områdets friskhed, et kendetegn, som gik tabt i jagten på simpel ekstraktion fra forkerte kloner, og grådighed fra den stormende invasion, området oplevede op gennem 90erne og 0erne. Monzón afstilker IKKE, han fodtræder sine klaser i starten af maceration og gæring, bruger aldrig kulturgær eller temperaturstyring og lagrer ekstremt koldt i kalkstenskældre og hverken filtrering eller klaring. Og alle hans vine er reelt field blends med varierende små procentdele albillo, bobal, cariñena, bruñal og garnacha.

Kan sådan en lone ranger revolutionere området? Næppe, men det gør heller ikke så meget. Enere skal der være plads til og han har efter min mening fat i den lange ende. Ribera del Duero er højland, vind, lys og varmehærget i vækstperioden, men det er som om en del producenter har glemt at der engang fandtes frisk tinto fino. Og vel er Dominio del Aguilas vine koncentrerede, men under den korpulente og intense ramme findes et lag af friskhed og syren løfter vinene. Mængderne på husets topvine er så små at prisen desværre er presset mod skyerne, men det er jo stadig 1/3 prisen på Pingus, som i øvrigt i parentes bemærket har den samme indre friskhed som Monzóns topvine. Og det ER noget af det mest imponerende tempranillo jeg har smagt.

Picaro 2016, Dominio del Aguila
Let transparent, IKKE mættet, wow! Den reneste saftige tempranillo, grønkrydret lavendel, garrique på mørk frugt, tør med mundvandsdrivende kølig syre, kølig tannin, ingen alkoholvarme og moderat ekstraktion, nul fad at spore.

Reserva 2014, Dominio del Aguila
Træ! Voldsom tømmerinflueret, frugten nedtonet, frisk syre, cashmere tannin, trætannin, inde i lukket fase lige nu, harmonisk strukturelt, men fadet overstyrer lige nu.

Peñas Aladas Gran Reserva 2012, Dominio del Aguila
847 fl og 42 mg – mikromængder og netop IKKE bare sort, tydelig fransk eg, transparent, dyb, men rødfarvet, minder om supertoscaner, krydret, vanilje, nellike, slank, intens, bid af syre, bidsk syre, Vieilles vignes-tannin, slank struktur fordi syren er markant lang, lang, lang og går bort med kirsebær og granatæbleessens hængende som hale.

IMG_2608.JPG

Canta la Perdiz 2014, Dominio del Aguila
Totalproduktion på 1053 fl og 25 mg fra stokke mellem 100 og 150 år gamle, flere upodede! Dyb, men rød vandig kant, fadkrydret på toppen af kirsebær og modne hindbær, juicy og grædefærdig intens, helt uden ekstraktion eller hjælp fra fad, lædertone, høj tannin men fuldstændig fløjlsagtig, livlig cool syre, ubegribelig elegant muskelbundt.

Clarete Picaro 2015, Dominio del Aguila
Noget af det mest interessante rosé jeg har smagt i år! Lys let oxideret orangetone, pink farve, æblesaft, hindbær, nærmest duft af rosé champagne, vinøs, saftig sprød, kompleks af hindbær og rabarber, moden nu og sandsynligvis også om fem år, enestående rosé, i øvrigt lavet på gammeldags vis ved sammenblanding af røde og hvide druer!

Supervin.dk forhandler Dominio del Aguila