Rene Jorgensen

Brunello di Montalcino for pragmatikere

Rene Jorgensen
Brunello di Montalcino for pragmatikere

... men pragmatikere må også godt nyde vidunderlig brunello.

Forbandet være de barriques! På trods af de små træfades redningsvestagtige effekt i indadvendte, fastgroede vinområder, der levede alt for længe i den falske overbevisning at alt fra gamle dage, specielt de helt unge gamle dage, var det bedste og rigtige, bliver barriques udsat for eder og forbandelser. I Montalcino ikke mindst. På den anden side… hvad ville burgundisk pinot noir være uden nyt egetræ? Hvad ville pauillac’sk cabernet sauvignon være uden nyt egetræ? I en række klassiske franske områder har introduktionen af nyt egetræ skabt debat og stilkampe, eksempelvis Chateauneuf-du-Pape, Côte Rotie, Savennieres og ikke mindst Cornas, men det er især Italiens klassiske områder, hvor de små franske fade historisk ikke har været brugt, at indførelsen af egekrydringen og de små fades mikrooxigenerende effekter for farvestabilisering og ikke mindst tanninblødgøring, har skabt de voldsomste debatter. I Montalcino debatterer de også fortsat alt imens en god håndfuld sangioveseforsvarer dribler videre, ofte oversete, og har raffineret anvendelsen af nye franske fade uden at ødelægge sangioveses subtilitet og notoriske skrøbelighed overfor udefrakommende tekniske metoder eller aroma”tilsætninger”.

Uccelliera er et af husene. Navnet er svært at udtale for ikke-italiofone vinfolk, men det bliver alt sammen nemmere, hvis den danske oversættelse bruges. Den med fuglen, kunne den hedde. Uccelliera betyder fuglehus eller fuglebur, og det har absolut ingen relevans for vinen, hverken for smagen eller for sammenhængen mellem vin, sted og ejer. Det er bare nemt at huske. Andrea Cortonesi købte markerne af Ciacci Piccolomini d’Aragona, hvor han indtil 1991 arbejdede som markansvarlig – han havde lært lokalitetens dyder at kende og fik sin gamle arbejdsgiver som nabo. Andrea Cortonesi købte først fire ha og senere to yderligere lige ved siden af Piccolomiernes berømte vigna di pianrosso, alt i det lune hjørne af appellationen ved Castelnuovo dell’Abate, men indtil 1998 arbejdede Andrea også som konsulent med fokus på markarbejdet, han forfinede andre huses beskæringsteknik og opbindingsregime. Hans eget hus fik efterhånden så stor succes, at han hverken tidsmæssigt eller moralsk kunne fastholde konsulentfunktionen. Andrea vil have muligheder, mangfoldighed. Han valgte med vilje, ikke af nød eller i mangel af bedre, præcis de jorder i Castelnuovo dell’Abate, han nu dyrker. Selve vingården ligger i 250 meters højde, lavt efter Montalcino-forhold, men markerne ligger både over og under hovedbygningen og jordbundsforholdene er yderst heterogene. Ucceliera tilhører pragmatikergruppen i Montalcino; han forsager på ingen måde nye barriques, men foretrækker de lidt større tonneaux og bruger faktisk mest slavonske botti, præcis som dogmatikerne i området. Og det væsentlige er her at vaniljen eller nelliken fra fadene meget sjældent forstyrrer den nærmest retroagtige tørrede kirsebær med rustsmulder drysset på toppen – vidste man ikke bedre kunne man nemt putte Uccellieras vine med i Poggio di Sotto, Case-Basse og Cerbaiona-kassen, i afdelingen for klassicister og elegantiere.

Vinova er den danske importør og de havde for nylig inviteret til totalsmagning af Uccellieras vine.

Rosso di Montalcino

2016, 2015 og 2012 på parade, normalt med 20 dage på skinnet og kun lagring på slavonske botti og faktisk prissat så man tror det er løgn. Uccellieras rosso er IKKE en lille brunello, den er mere rigtig rosso, altså som i kirsebær og viol, ungdommelig ren sangiovese med indslag af mælkechokolade i ’16eren, burgundisk friskhed og lethed i ’15eren og ældet mentol, tranebær og medicin i ’12eren. Og okay, ’12eren er faktisk en lille brunello.

 

uccelliera2.jpg

Brunello di Montalcino 2012, 2011, 2010, 2009, 2008, 2007 og 2006

En brunellosk forløsning og demonstration! 2013 er lidt grøn og næsten pinot’sk, men det har jeg intet imod. 2012 lugter som ung og viril biondi-santi med trækul og vild syre plus heftig tannin, en langdistanceløber, mens 2011 er let ældet og viser appelsinskal, tearoma og for første gang i serien en smule barriques. 2010 er fuld af medicinske urter, klosterhave, tranebærjuice og fremragende balance mellem alkohol, syre og cashmere tannin. 2009 er forventeligt mere varm, likorøs og lidt for præget af rhum efter min smag, mens 2008 er den oversete og glemte årgang i 0ernes Montalcino. Den er perfekt lige nu, knapt ti år gammel med medicinskab, vitaminpille, gamle træpaneler med opsuget historisk tobaksrøg og slank, løftet syre og fløjlstannin. 2007 er forbavsende mørk og sodet på den gode måde med lidt kogt sveske og bagt figen, men syren er sprød og redder den i land. 2006 er moden brunello fra det varme sydøst af bedste skuffe, frisk urtet, medicin, tranebær, løbesod, mentol og kirsebær med fasthed og nul præg af den numerisk høje alkohol.

Brunello di Montalcino Riserva 2006, 2008, 2010 og 2012

Uccellieras Riserva er selektioner fra ejendommens gamle vinstokke og laves selvsagt ikke hver årgang. 2006 er aromatisk tydeligt ældet og mere oxidativt præget end den tilsvarende normale på grund af den ekstra fadlagringstid. Krydret trækul, rådden træstub, sort te og figen, mens 2008 utroligt meget friskere, urtet, med ribs, tranebær og tørrede sure kirsebær, aromatisk træpind og lys ristet kaffe. 2010 er mørk, mættet og voldsomt tannisk fra både druer og træ. En kæmpe, som lige nu er svær at drikke og for engang skyld vil jeg anbefale henlæggelse! 2012 er fuld af Dr. Nielsen, malurt, tranebærjuice og har næsten tannin som en gammeldags barolo, men den lune kirsebærduft trækker tilbage til Montalcino.

Overordnet fremragende brunelloer, der ikke har de højtliggende vinhuses fasthed, men til gengæld har fornem balance mellem det rødfrugtede og det sydøstlige hjørnes typisk lidt højere alkohol.