Rene Jorgensen

Der var engang… og så nu.

Rene Jorgensen
Der var engang… og så nu.

Se godt på billedet af de tre flasker. Se rigtigt godt efter. Kan du gætte hvad fællesnævneren er mellem de to hvide og den røde? Ja de er alle fra regionen Toscana, men de er lavet næsten 100 kilometer fra hinanden og i to forskellige tiår. Fællesnævneren hedder Stefano Farkas og de tre vine fortæller på smuk vis om de sidste tyve år på Toscanas vinscene. Om fremdrift, om nybrud, om at forkaste sin fortid, om vidtgående modernisering og nødvendig søgen tilbage til rødderne. Om præferencer, der ændrer sig og overraskelser i eftertidens ulideligt klare tilbageblik.  

farkas.jpg

Da jeg læste moderne italiensk historie på universitetet i Firenze i 1997 opholdt jeg mig helt ærligt ikke meget i auditoriet. Min engelske historieprofessor havde tidligt vurderet at eksamen ikke krævede konstant tilstedeværelse – danske studerende er godt kørende – og det udnyttede jeg groft, og turede Chianti-Classico, Montalcino, Bolgheri og de mindre appellationer i periferien af Classico-zonen. En af mine favoritter dengang var Villa Cafaggio i den vestlige ende af Panzano, i den såkaldte ”falske” Conca d’Oro, en konkav dalformation nedenfor Panzano, lige på den anden side af bakkekammen, der agerer vestside af den rigtige Conca d’Oro, hvor Fontodi sidder på flæsket. Stefano Farkas lavede moderniseret chianti-classico, talte åbent om mikrooxigenering, nye fade og et mere tilnærmeligt udtryk for sangiovese. Han overtog sine forældres ejendom i 1974 og var med i anden bølge af supertoscanerne, lancerede sin San Martino på ren sangiovese og Cortaccio på ren cabernet-sauvignon og det gik godt.

Han omplantede næsten hele ejendommen med nyudviklede kloner af sangiovese – den slags, der havde mindre bær, mere farve og løsere klaser. Skridt på vejen mod opdatering af en klassisk, men skammeligt mishandlet vintype, og klassicisterne klagede, de korsede sig. ”Hvad skal det dog blive til?”. Og lidt som den mormormad vi så inderligt, men helt fejlfortolket mindes og hylder i Danmark, hyldede mange de tyndbenede 60ere og den sure chianti-stil der var engang.

Stefano Farkas forlod Villa Cafaggio i 2005. Jeg kender ikke historien bag bruddet, men det var ikke i mindelighed, forstår jeg. Det undrede mig også, at en af det centrale Chiantis pionerer bare sådan kunne forlade hele molevitten. Jeg mener… han havde på det tidspunkt blandt andet lavet mesterværkerne 1999 San Martino og 1999 Cortaccio. I 2009 da jeg skrev bogen Vinmagerne i Toscana frasorterede jeg huset i en af de sidste redigeringer. Ny fransk eg og sangiovese kunne også blive for meget. Sangiovese er på trods af klonarbejdet ikke en stærk druesort og jeg forkastede 99erne som overgjorte.

Stefano Farkas flyttede til Elba af alle steder og startede forfra. Omplantede en mikroejendom og droppede delvist arbejdet med røde druer og søgte i stedet mod et renere udtryk, en opdatering igen, af druesorter, der havde været på Elba i århundreder. Han søgte altså også tilbage i tiden, til historiske presse- og gæringsmetoder og nu laver Stefano Farkas både vermentino og ansonica med skindkontakt og aleatico i sød version. Og vover sig igen ud i sangiovese i en nær fremtid, på møjsommeligt rekonstruerede terrasser i et område af Elba, hvor etruskerne sandsynligvis engang dyrkede druer til vin. Ikke vermentino, for så gammel er den ikke og selvom den først nævnes i 1600-tallet, lader vi bare som om den har været Elba altid, for den egner sig så kønt til øens mesoklima. Dengang i 90erne var Farkas trendy og selvom forholdene er betydeligt mindre på Elba, er hans vine igen blevet trendy. Hans egen smag er tydeligt ændret, det er min også og hans San Martino 1999 på magnum holder utroligt godt. Måske er der ikke så langt fra hans tid i Chianti til tiden på Elba, når det kommer til stykket.

Vermentino 2015, Valle di Lazzaro, DOC Elba
Inde på land i Bolgheri er vermentino i vælten, men de poppede udtryk derinde er uendeligt langt fra Stefano Farkas’ fortolkning. Den skal se saltvand, helst tæt på, men i hvert fald ikke længere væk end horisonten. Smagen af salt er udtalt og gerne blid bitterhed, som urteudtræk til en vermouth eller rosmaringrene og bagsiden af en citronskal. Farkas lader den trække nogle timer med skinnet og resultatet er anti-aroma, en slags forknyt Middelhavsskrånings vækster kørt gennem lynhakker, ekstraheret og blandet i fortyndet finsprit. Sødlige appelsinblomsttoner dukker op og abrikos med lidt god vilje, men den er først og fremmest olieret, viskøs og som Det Døde Hav pisket med akaciehonning… uden sukker. Fantastisk vin.

IMG_3893.JPG

Lazarus Ansonica 2015, Valle di Lazzaro, DOC Elba
Ansonica er samme druesort som sicilianernes inzolia, men der stopper ligheden vist også. Stilistisk er det to verdener. På Toscanas vestkyst er det som om den vil være mere seriøs, men det har selvfølgelig også noget med folkene at gøre, men purister hævder faktisk at ansonica er stærkest i sit yderst specielle indre når den vokser i granit, ligesom på Giglio og ikke mindst Elba. Jeg tror på puristerne, selvom druen med ret stor sikkerhed faktisk stammer fra Siciliens unge vulkanske jord.

Stefano Farkas’ udgave smager af oldgræsk vin. Druen har for en grøn drue et af de højeste tanninindhold, og det vel at mærke uden rødpigmentering. I glasset er den gylden som en sauternes, men lugter skønt af tørret fennikel, brune æbler, vermouth, icetea uden sukker, og eftersmagen er som sydesalt fra Læsø og svagt bitter. En vin for folk med hang til skindkontakt og det vel at mærke fuldstændigt uden skøre, oxiderede eller fejlgærede aromaer. Sørg for at drikke den ved 17 grader for fuldt udbytte.

Begge vine forhandles af www.gastroogvino.dk  

San Martino 1999, Villa Cafaggio, IGT Toscana, Magnum
I monsterårgangen 1999 holder Farkas’ San Martino altså kun 13 % Fadet er fuldstændigt integreret, opslugt af mættende sangiovese-suppe med obligatorisk rustbunke, sorte kirsebær, tranebær og størknet blod. Mentol og borebiller i mahogni er eneste tegn på alder sammen med smagen af kaffe og saltlakrids. Det mest imponerende er den florale og smukke overtone af friskhed, vinfriskhed, livfuldhed. Som et lille notabene kan jeg anbefale hans Cortaccio i samme årgang, som for nylig snød ti rutinerede smagere. De gik alle sammen til venstrebredsbordeaux!