Rene Jorgensen

En aften af de sjældne - nu med kalk

Rene Jorgensen
En aften af de sjældne - nu med kalk
IMG_3894.JPG

En tur i notearkivet gav ingen resultater, men min muligvis mangelfulde hukommelse siger mig at jeg ikke har smagt Ausone siden foråret 2008 og før det ikke siden slutningen af 90erne, hvor det stadig var muligt at købe bordeaux til menneskepriser, selv mikrohuset Château Ausone. Og så, i aftes, tre årgange af den periodevis noget svagt performende førstecru fra Saint-Emilions høje kalkstensplateau og de stejle erosionsskråninger på sydsiden af byen med mere lerede forhold. Siden Alain Vauthier tog helt over i slutningen af 90erne er det dog blevet en af Bordeaux sikreste kort, hvis man har råd til de minimale mængder blid, men koncentreret vin fra unormalt høje mængder cabernet franc og selvfølgelig merlot. 1995, 2000 og 2002 var meget forskellige, 95eren ældet, fuld af blod, tawny, kerne fra grøn peber, soltørret tomat i olie, tommetykt støv på kældergulvet og irriterende våd hund. 2000 var til gengæld bjergtagende, intens og luftig på samme tid, naturligt koncentreret i vinmarken, kølig, syredrevet, faktisk burgundisk og umuligt silkeagtig tannin i en vin med så høj andel cab. franc. (typisk mere end 50 %). Den kunne jeg godt give 1.999.998 point på 2 mio.-point-skalaen. 2002 er overraskende flot for den notorisk tynde og regnplagede årgang. Kaffe, sure kirsebær, kirsch og peber over chokolade, et strejf af fad-kokos, blod, cigar og nærmest toscansk viol. Fremragende for årgangen – det MÅ være de fantastiske kalkstensmarker, som flere topproducenter udenfor citat har sagt, at de vil sælge deres bedstemor eller en arm for at eje! Som Peter Vinding fra Vinbladet ville sige, optages 2000eren nærmest i slimhinden. Den går i symbiose med kroppen.

IMG_3898.JPG

Hvis Ausone er sjælden, så ved jeg ikke hvad man skal kalde 2015 Clos la Néore fra Edmond Vatan i Sancerre. Under én hektar på Les Monts-Damnès-skråningen lige udenfor flækken Chavignol. Jeg havde aldrig smagt hans vin før og hvem vil give næsten 2000 kr. for en flaske Sancerre? Prisen handler selvfølgelig om udbud og efterspørgsel, men efterspørgslen alene skyldes nok en kombination af vinens egen kvalitet, den ultrakonservative og arbejdsintense tilgang og ikke mindst Edmonds datter Annes ægteskab med Nadie Foucault fra Clos Rougeard. Jeg må omvendt sige at kvaliteten i glasset kunne berettige prisen. Vi fik den blindt og gættede både på hvid Haut-Brion, Dagueneau og Cotat – det er ubetinget det mest imponerende glas sancerre jeg har nydt nogensinde! En eksplosion af lime, stenmel, stikkelsbær og faktisk hyldebær, IKKE hyldeblomst, knitrende kølig og crunchy, men fed og olieret på trods – det burde ikke kunne lade sig gøre, "grøn" og "gul" på samme tid og ja, faktisk ligesom Ausone fransk fraicheur fra aktiv kalk i jordbunden, gamle stokke og nidkær druebehandling.

IMG_3899.JPG

Anne-Claude Leflaive havde i mange år Pierre Morey som vinmager, mens hans eget domæne levede lidt i skyggen af Leflaives luksusberømmelse. Hans egen 1988 Batard-Montrachet var moden chardonnay når det er bedst med abrikospuré i kærnemælk og voks af ananasjuice, let oxidativ, men kun af langsom aldring og fuld af nøddepasta i eftersmagen med münster og kalket friskhed i påfuglehalen – der var den igen, kalkstenen.

Fra magnum fik vi 1989 Pichon Comtesse, Palmer og Leoville LasCases. Palmer har gjort det gode ved cabernet sauvignon og merlot i den årgang – den tårnede sig op over to andre af to forskellige årsager. Comtesse havde en irriterende let staldet og støvet note, bakterieinflueret sandsynligvis, mens Leoville LasCases var en åbenlys forfalskning! Det var rhône-vin i flasken, ung rhônevin og hvordan forfalskerne har gjort det, blev debatteret, men proppen gled forbavsende nemt op af flasken – den var tydeligt genfyldt, men skræmmende godt skjult for ydre tegn på snyderiet.

IMG_3896.JPG

Den blev erstattet af en vidunderlig gammeldags og rødfrugtet, heftigt tannisk 2006 Monprivato fra Mascarello, der osede af hybente, tranebær, rosenblade, stegt bøf og havde smygende burgundisk slankhed og forventet hårdhed i tanninen. Præcis som Mascarello kan gøre det. Og det blev afslutningen på en aften, der indledte med champagne fra uforlignelige Pierre Gimonnet i Cuis, hvis 1996 Cuvée Speciale Vieilles Vignes de Chardonnay var strutfrisk og skarp, cremet med vaniljeindhyllet syltet pomelo og mirabelle, og nøddecreme i eftersmagen, men først og fremmest komplet præget af… da-daaahh; kalk. Der var den igen.