Rene Jorgensen

Dansk sofavinmager i Californien

Rene Jorgensen
Dansk sofavinmager i Californien

Der findes flying winemakers og nu findes der også sofavinmagere. Emil Skytte er sofavinmager – det er ikke noget jeg påstår, men en betegnelse han selv bruger med et smil på læben. Vi sidder på R-Vinbar og smager hans Ætheria 2016, som sidste år blev skamrost af flere danske skribenter. Det med sofaen skyldes at størstedelen af året tilbringes væk fra den lagrende vin eller de californiske vinmarker, som leverer frugt til Emil Skyttes debutvin, baseret på grenache, og de kommende frigivelser på både pinot noir og grenache. Det handler om at skaffe penge til næste USA-rejse og der er vist ikke tal på de sofaer, han har overnattet gratis på i Jylland og København. Emil Skytte får vinmageri til at lyde som en leg og det er det muligvis også. Hans egen tilgang er i hvert fald modig og dristig, erfarne vinmagere og hardcore ønolog-uddannede ville endda sige DUMdristig, men Emil Skytte gik mere eller mindre direkte fra WSET-studier og ansættelse hos Bichel Vine ved Århus, til Piemonte, hvor han opholdt sig nogle årgange, før han tog springet til The Land of Great Opportunities, hvor det ret hurtigt stod klart at hans hands-off-no-bullshit-low-tech-tilgang kun kunne forløses i det lidt mere hippieagtige Santa Barbara County, hvor teknisk uddannede ofte smider deres teoretiske viden på porten og markedsorienteringen er knapt så regnearks- og algoritmestyret som oppe i Napa.

emilskytte2.jpg

Han har ingen faciliteter og heller ikke vinmarker, men pranger sig vej gennem de overraskende store mængder topkvalitetsfrugt, som findes i Santa Barbaras koldere egne som Los Alamos, Santa Ynez Valley, Santa Maria og ikke mindst Santa Rita Hills. Emil Skytte fandt plads hos Ryan Roark, hvis vineri i Buellton, grundlæggende køres efter de samme principper som Skyttes egne; høst af frugt ved lavere modenhedsgrad end det typiske for Californiens varmklimatiske druer, det vil sige ca. 23 brix (12,5%) for grenache, nul sulfit i hverken pulver- eller gasform før aftapningen, ingen temperaturkontrol, gammeldags kurvepres, nul pumpning og ingen omstikninger. Ryan Roark ligner en vred ung mand på promofotos, han har vel en persona han skal pleje, men efter sigende er han en utrolig rar mand, der tilhører den unge fremadstormende skole i Los Alamos/Buellton/Lompoc, hvor idealet hedder lethed, syrefriskhed og moderat alkohol. Emil Skyttes grenache stammer fra alban-klonen og helt modsat nichetrenden afstilker han druerne fuldstændig – det tog 27 timer præcist. ”Jeg er modstander af parker-vin – jeg vil hellere skabe vin med udgangspunkt i min egen lyst og den går på friskhed”, siger Emil Skytte og skriver sig dermed ind i en omsiggribende bevægelse, der på ingen måde er fræk, provokatorisk eller antietablissement-agtig mere, og han fortsætter ”… jeg bryder mig faktisk ikke om de konstante referencer til de ”klassiske” områder for kendte druer… det er langt bedre, og i øvrigt også sjovere, at finde stolthed i den stil et område bedst leverer”. Han siger sådan fordi jeg lige har spurgt ham bekymret om ikke grenache skal være mere moden, for optimal aromaintensitet. Smag på vinen… grenache-purister vil måske savne frugtkagemodenhed og blindt kunne nogle, mig selv inklusiv, nok forveksle Ætheria med pinot noir, men der findes dog en solmoden kerne, et fravær af pinot’sk samuraiskarphed, som trækker til grenache. Emil Skytte fremhæver amerikaner-duoen Arnot-Roberts og ikke mindst jura-stjernen Jean-Francois Ganevat som sine forbilleder, for selvom de går som naturvinsproducenter er der aldrig ”funk” i deres vine. Det var tilfældigt at Emil Skytte lagde ud med grenache. ”Mine kommende vine tæller også pinot noir. Der kommer pinot fra Gavin Chanins Duvarita-parcel og fra Eirie oppe i Oregon”, melder Emil Skytte, mens han sammen med sin assistent og kammerat Lars sipper gammel hvid bordeaux fra magnumflaske og nok tænker på en tid, hvor vin ikke kæmpede med for høj alkohol, men nærmere det modsatte.

Emil.jpg

Ætheria (2016), Los Alamos, Californien
udsolgt hos bichel.dk
Først og fremmest saftig! Mundvandsdrivende, men ikke så meget på grund af syre, mere på grund af den doserede californiske jordbærsødme og fastheden, de lidt vrede tanniner og den stilkede, rosmarin-agtige næse og eftersmag, der snyder… for her er jo slet ikke stilke i. Den ER grønkrydret, og svævende, ikke decideret letbenet, men utrolig adræt og kan minde om senmoderne spätburgunder, bortset fra den tydelige søde virginia tobak og de små tørrede gojibær. Tydeligt lavt svovlet, men komplet uden troldelugt. Hvad kan man sammenligne med… Gramenons stil kombineret med Arnot-Roberts? Under alle omstændigheder er det skønt, ligefremt, juicy og… tilfældigt, frit på en zen-agtig måde.