Rene Jorgensen

Domaine Henri Boillot - når man er lige god til hvid- og rød bourgogne

Rene Jorgensen
Domaine Henri Boillot - når man er lige god til hvid- og rød bourgogne
IMG_4088.JPG

Han kunne være den unge elsker i en fransk film om utroskab med Juliette Binoche i hovedrollen. Der er noget diskret charmerende, noget lurende ved Guillaume Boillot, søn af selveste Henri Boillot, der over de seneste ti år har rykket sine chardonnay-nektarer til Bourgognes top-10… 5, ja måske endda 3. Hvidvin er for damer, rødvin er for mænd… nej, det er ikke mig, der siger det, men talrige vinbekendte, som ikke behøver at tilstræbe det objektive og de siger det nok også kun, når konen ikke lytter med. I Bourgogne må mænd dog godt drikke hvidvin og kvinder rødvin – kort sagt: chardonnay og pinot noir er ikke kønnede i Bourgogne – de er neutrale medier for voksestederne og farven ”generer” kun.

Guillaume Boillot har den drengede frækhed, bevidst sløsede barbering og skolede dydighed, der kunne bringe uorden i Juliette Binoches pressede ægteskab i filmen fra før. Guillaume gør nu det gode ved Maison Henri Boillots rødvine og det er i virkeligheden dagens største nyhed. Jeg skal blankt erkende at jeg meget sjældent har stiftet bekendtskab med Boillots rødvine, men syv village-, premier cru- og grand cru-vine fik ændret på den mangel. Enhver vinproducent vil foretrække at kunne styre hele processen fra knopskydende vinplante til aftapning, men dygtige købmænd træffer aftaler med dygtige vinbønder og sikrer sig tilpas frugtkvalitet, mens udgifterne til markarbejdere klares over købsprisen og der kan fokuseres på kælderarbejdet. Boillot er formelt negociant på en stor del af produktionen, men reelt er både Henri og Guillaume dybt involveret i markarbejdet i dag, også på de parceller man ikke selv ejer. Der ER ingen forskel på kvaliteten i negoce- og domænevinene. Farmand står stadig for hvidvinene, men Guillaumes nænsomme hænder har skubbet til enkeltelementer, trin for trin, så husets rødvine nu fremstår, ja undskyld, som Guillaume selv; diskret charmerende, blide, farligt ulmende og helt utroligt spændstige.

Jeg aner ikke om der bag Guillaumes afmålte ydre, hviler en badutspringer, men rødvinene er sprængfarlige og overraskende ligefremme. Helt ude af sync med tidens lemmingagtige hysteri omkring helklaser, holder Guillaume fast i afstilkning – og så, ikke helt alligevel, for enkelte af 2016erne har krydring fra encifrede procentsatser helklaser. Høsten er sen for pinot noir, men tidlig for chardonnay – i 2016 blev begge sorter høstet samtidigt, men der er ingen stramme dogmer. Guillaumes pragmatiske tilgang i kælderen ses også i gæringen, hvor 16erne blev gæret i ståltank, mens en stor del af 2017erne er gæret i træ. Druerne koldmacererer og han tilstræber kun at omstikke én gang.

IMG_4087.JPG

Blandt de røde fyldte en kvartet fra Volnay. Mosede sig frem i rampelyset så den stakkels Bourgogne Rouge blev helt forknyt og forkrøblet. Frugten til Bourgogne Rouge kommer fra Santenay, Auxey-Duresses og ikke mindst Marsannay og den er pakket med havefrugt, højsommer- og sensommerbær krydret med tørrede blomster. Dens enkelhed og ligefremme stil molesteres dog af både den kommunale Volnay og trioen fra Chrevrets, Fremiets og Caillerets. Village-vinen skruer lige volumen- og intensitetsknappen en kvart omgang i forhold til Bourgogne Rouge, mens de tre ædle mark-versioner med 50 % ny eg tilfører statelighed og yderligere intensitet. Chevrets fra 65 år gamle stokke lugter af peanuts, soja, kirsebær og optræder præcis, skarpt og kirurgisk, mens Fremiets fra Volnays Pommard-side er mere sødlig, tydeligere fadstyret med bredere mundfornemmelse og markant mere tannin. Caillerets er smørhulsvin – det er umuligt at se bort fra markens centrale placering midt i kommunen og den serverer fra sølvfad af dynger af sort kirsebær, sort peber, sprængfarligt modne druer, fuldstændig umulig kombination af syre og dekadence, komplethed helt uden svulmende praleri. De to grand cru’er Clos de Vougeot og Bonnes-Mares kravler faktisk ikke nævneværdigt forbi Caillerets niveau, de putter begge mere lakrids, bagt rødbede og bidsk tannin på, men koncentrationen i næsen og det romantisk symfoniske værk på tungen er ikke bedre end Caillerets og det gør Caillerets til Guillaume Boillots suverænt bedste køb lige nu… i den røde afdeling.

IMG_4084.JPG

I den hvide afdeling tårner én vin sig op som ”det gode køb”. Jeg ved godt at 1100 kroner er mange penge, men uden at have smagt husets efterhånden legendariske udgave fra Montrachet i den aktuelle årgang, så kan jeg ikke forestille mig at den kan overgå Clos de la Mouchère – hverken Corton-Charlemagne eller Batard-Montrachet formåede det ved smagningen her. Henri Boillots hvidvinsstil er let reduktiv. Guillaume fortæller at fadmængderne ikke kommer over 75 % ny eg, men mere centralt er overgangen til 350 liters fade og ikke mindst den ret insisterende praksis med nul omstikninger. Bourgogne Chardonnay laves på frugt fra Auxey-Duresses, Saint-Romain, Meursault og Puligny-Montrachet og den er mindst på niveau Boillots tilsvarende generiske røde bourgogne. Step-up, Meursault Villages, på frugt fra Tillets, Narvaux, Clos du Cromin og Chevalières, fuld af lime, riesling’sk skarphed, moderat træ, flintebøsse og nytårskrudt og tungebrand fra mineralitet. Meursault Genevrières har mere præg af malo, strejf af kærnemælk, pæresaft, røg og ristet brioche, men virker også mere introvert lige nu. Puligny-Montrachet Villages er opret, statelig, soldaterstrunk og stålsat, ulmende lige nu og lukket. Og så, Boillots fabelagtige kvartet af premier cru-marker fra Puligny; Perrières med røg, våd blik, lime og kridt, Combettes med lime, Mosel-GG-statur og tysk korrekthed og dirrende mineralitet i eftersmagen, Pucelles med mere røg, kærnet smør, sågar tropefrugt a la ananas og kvaste æbleblomster og sidst og størst Clos de la Mouchère fra husets monopol i Perrieres med 80 år gamle stokke og 75 % ny eg og utrolig, farlig, overgrebsagtig intensitet, men helt uden stødende adfærd, alt er friskt, fokuseret, mineralsk, og kræver tydeligt høj temperatur for fuld performance, mindst 15° C, fuldstændig ligesom en stor montrachet beder om det! Corton-Charlemagne og Batard-Montrachet hæver ikke barren. Specielt Batard rummer blot mere grillet frugt, men ikke mere sten end Clos de la Mouchère, mens Charlemagne er tydeligt mere præget af reduktion – det går jo heldigvis over og ti år på langs kan ikke være noget problem for den, men det er absolut heller ikke noget problem for Clos de la Mouchère. Domaine og Maison Henri Boillot er ikke hemmeligheder mere, men ligger nu efter min mening blandt hypede specialist-domæner som Ramonet, Lafon, Roumier og Fourrier.

Henri Boillot importeres af Philipson Wine