Rene Jorgensen

Barolo Monvigliero - når nebbiolo får fine fornemmelser

Rene Jorgensen
Barolo Monvigliero - når nebbiolo får fine fornemmelser

Stedet og vinen 2

Feminin… må man godt sige det? Altså hvis nu vi antager at barolo bider fra sig, og det kan man sagtens argumentere for at den gør med sin hårde syre og endnu mere adstringerende tannin, og ikke mindst den ret høje alkohol, og vi bliver i ren biologi og fysiologi og gør det italienerne kalder at ”umanizzare”, altså menneskeliggør og besjæler vinen, ja så må barolo være en maskulin vin. Muskuløs og knoglestærk. Vi glemmer så de andre egenskaber ved barolo, blomsterduften, den luftige parfumering, den ranke og ofte slanke fremståen, men det er netop de egenskaber, der gør Monvigliero feminin, altså sammenlignet med andre baroloer. Barolo Monvigliero, en af landsbyen Verdunos få officielle menzioni geografiche aggiuntive (MGA), er pludselig blevet kult, forstået som barolo med kenderfølge, ikke mængde-hype og genkendelse hos enhver barolista, men historisk ret tung, fornemt beliggende lige midt i middagssolen på en let bulet konkav mellem 220 og 310 meter. Hverken højt eller lavt efter barolo-forhold.

Gengivelse med tilladelse af Alessandro Masnaghetti, Enogea.

Gengivelse med tilladelse af Alessandro Masnaghetti, Enogea.

Berømmelsen fik helt sikkert et skub med Antonio Gallonis 100 point til Burlottos udgave fra 2013, men det begyndte muligvis et tiår før, hvor unge vinskoleuddannede Fabio Alessandria, arving til Comm. G. B. Burlotto, overtog kontrollen med kælderarbejdet og begyndte at praktisere virkelig gammeldags metoder med frugten fra Monvigliero. Før Burlottos genvækkelse og verdenssmagens svage drejning væk fra det ekstraherede og cremet koncentrerede, var der ingen som rigtigt vidste noget om Verduno. Små jordejere med tradition for levering til kooperativet i Castiglione Falletto slettede så at sige landsbyens eksistens fra vinetiketterne. Til gengæld slap byens producenter for hypermoderniseringsbølgen, de polerende barriques og den korte styrtgæring. Verduno forblev old school og gør nu nærmest en pointe ud af det.

Verduno ligger konkret på den samme relativt ”unge” jordbund marne sant’agata fossili, altså samme jordbundsforhold som La Morra, Barolo, og de lavest liggende dele af Serralunga og Monforte, men der skulle efter sigende være betydeligt mere kalk i Monvigliero end andre steder. Fabio Alessandria hævder dog at han aldrig har pløjet kalkstykker op af jorden. Jamen så sandet ja, mere findelt jord, meget lidt humus og ler og det er korrekt. Nebbiolo-stokkene i Monvigliero lider faktisk mere i tørre år end andre mere lerholdige marker. Markens beliggenhed er kontrastfyldt, for den ligger som sagt fuldt sydligt eksponeret – det kan per definition ikke blive mere solstråleopvarmet i Barolo-området, men samtidig ligger Monvigliero nordligst i appellationen og skulle efter sigende blive kølet mere end andre vinmarker af floden Tanaros forløb på nordsiden, bag toppen af bakkekammen, og flodens krumning rundt om højderyggen mellem Monviglieros toppunkt og Verduno. Varmt om dagen, koldt om natten, varmt om dagen, koldt… basis for aromaopbygning, syrebevarelse og friskhed.

I DR2s serie om vin og politik, Skål for Europa, besøgte Anders Fogh og Morten Brink Iwersen i afsnit 3 marken, styret af værtens tydeligt burgundiske tendenser. Andre har ligefrem påstået at en Barolo Monvigliero kan forveksles med en chambolle-musigny eller en volnay, men nebbiolo bliver aldrig en blid drue, selvom sandet jord, bare smag vinene fra Roero-appellationen lige på den anden side af Tanaro, giver lyse, transparente, udtalt tranebærduftende og tenderende habituldsagtig nebbiolo, hvor Barolo er som islandsk kradsuld. Monvigliero omfatter ca. 25,5 ha og er splittet mellem minimum 13 ejere, hvoraf Terre del Barolo nede i Castiglione Falletto er klart den største. Det lykkedes mig ikke at få fat i alle aftapninger fra marken i den store årgang 2013, men seks versioner og en enkelt farisæer fra 2014 giver et meget godt billede af markens formåen og udtryk.

Gengivet med tilladelse af Alessandro Masnaghetti, Enogea

Gengivet med tilladelse af Alessandro Masnaghetti, Enogea

Monvigliero 2013, Terre del Barolo
Spot on, barolofarve så man kan sætte den i referencebogen. Duft af læder, rooibus-te, tranebær og tranebærte, ret pågående og ”varm” i udtrykket, men åben… og det er er mere end flere af konkurrenterne i denne horisontal. Den er saftig, mildt, og som sådan trofast og stedtro, tannisk, men virker lidt tynd og svagelig, decideret hul. Vi taler jo også barolo til under 150 kr.

IMG_3424.JPG

Monvigliero 2013, Comm. G. B. Burlotto
Mirakuløs! Alverdens superlativer kunne skrives her. Antonio Gallonis maksimalpoint er jeg for en gangs skyld fuldstændig enig i. Som sædvanligt med magisk og perfekt vin, rørende vin, så mærker man det med det samme. Bourgogne med tannin, colanød uden svulmende californiske tendenser, fuld af ristet pistacienød på toppen af tørret tranebær, hindbær, naturvinsagtigt udtryk, så umiddelbar, krydret med sod, røget paprika, direkte berusende, men ikke simpel. Perfekt smag, høj syre, grønkrydret, letløbende, ikke specielt angribende tannin, klistrer til gummerne, senere bliver eftersmagen som agurk… som moderne gin.

Monvigliero 2013, Fratelli Alessandria
Ret mørk, men klar og brillant med antydet orange kant allerede. Åben, sumakkrydret traneær, senere let mælkesyre, men styret af tranebærsaft, rød te, hindbær, sød tobak, nærmest sangiovese-agtig varme og fornem intensitet, saftig, markant hyldende syrlig, men tanninen er indhyllet i sødme. Med længder smagningens bedste køb

IMG_3425.JPG

Monvigliero 2013, Bel Colle
Sikke en karl! Krasbørstig i smagen, men først lukket i næsen med let alkoholisk wouff! Roser og tjære som forventet med læder og tydelig mentol, men sødmefuld frugt og dog bitter malurt og smagen er grotesk, burlesque, tannisk, voldsomt udtørrende, en bombe og helt væk fra Monviglieros generelle kendetegn. Bel Colle er endda indfødt… Verdunos eget barn!

Monvigliero 2014, Paolo Scavino
Farisæeren årgangsmæssigt, men den stikker mere ud for sin lidt pumpede stil. Betydeligt mere mørke bær end de andre Monvigliero’er, sandsynligvis årgangens kendetegn OG producentens forkærlighed for ekstraktion og moderne metoder, MEN… og her kommer et stort MEN… stadig klassisk næse med mentol, solbær, kirsebær, korender, fennikel og udtalt anis. INGEN fad! Smagen er snerpende på den gode måde, fuld af sorte oliven, chokolade og citrussyre.

Monvigliero 2013, Giovanni Sordo
Den lille sniger… Sordo er på vej frem, har droppet videresalget af druer til andre kendte større huse og fokuserer i stigende grad på aftapning af egne topmarker og Monvigliero er en af dem. Sordo ejer en god plet… eller rettere en mikrplet, lige ovenfor Alessandrias vestligste parcel i Monvigliero. Gammeldags myntepræget næse, tranebær, mentol, rød te, hyben og let røget paprika. Hård og markant smag, tannisk og syrestyret, mundudtørrende tannin, men slet ikke på Bel Colles niveau, her meget mere ”rød” og sød frugt, lakrids i eftersmagen.

IMG_3423.JPG

Monvigliero 2013, Arnaldo Rivera (Terre del Barolo)
Kooperativets luksusserie og den ekstra hundredkroneseddel ift. den ”almindelige” monvigliero er godt givet ud. Intens sødmefuld fornemt afstemt med krydderi af kanel, allehånde, domineret af klassisk tranebær og kirsebærsten, faktisk marcipan og lokkende parfumeret overtone. Initialt saftig, slank og burgundisk, mens tanninen er omsluttet, ja indhyllet i moden lys frugt.

Bel Colle importeres af ottosuenson.dk – men ikke i denne årgang

Terre del Barolo og Arnaldo Rivera importeres af philipsonwine.com

Alessandria importeres af viniportugal.dk

Sordo og Burlotto importeres af atomwine.dk

Scavino importeres af smv.dk