Rene Jorgensen

Det gale Galicien

Rene Jorgensen
Det gale Galicien

Det gale Galicien

Jeg undrer mig! Hvordan nogle på et tidspunkt har fundet på at plante vinstokke på så uvejsomt et terræn, som det der karakteriserer det meste af Galicien, er lidt en gåde. Smuldrende skifer på stejle skrænter ved floder, der ligger gemt dybt, dybt inde i egekrat. Vindhærgede kystegne med salte havdråber presset ind fra vest og tunge regnskyer konstant truende fra oven. Svaret er mindst tosidigt. Vin var en afgrøde man prioriterede og kunne den dyrkes, ja så måtte den dyrkes, for dels havde den religiøs værdi, dels var den del af dagligt fødeindtag. Vin var mange gange også den eneste landbrugsafgrøde, som netop kunne dyrkes de ekstreme steder.

Jeg bliver forpustet og imponeret over menneskehedens samlede evner når man står i en beton-, stål- og glasmetropol som New York eller ser på et vejkort over Tyskland og regner ud hvor mange kilometer asfalt man har udlagt på knapt 90 år. Virkelyst, vilje… men det er jo sket i en tid, hvor motorpower var tilgængelig. Galiciens absurde vinmarker er de fleste steder anlagt som håndarbejde, møjsommeligt opstablede stenmure, buskrydning med macheter og jordhakker og høsten er transporteret i rygbårne kasser og kar op ad stentrapper. Galiciens vind- og nedbørsplagede marker er de senere år blevet talk-of-town, fordi de dels har romantisk storytelling med i pakken, dels fordi vinstilen er trendy og spiller på moderat alkohol, syre, slankhed og friskhed. Rias Baixas, Valdeorras, Ribeiro, Ribera Sacra, Monterrei… områdernes selvforståelse er også bondsk – ikke forstået som i enfoldig, heller ikke som entreprenant dansk storbondementalitet, men som håndarbejde, slidsomhed, small scale og på det seneste endda også balance og bæredygtighed.

Nu er det ikke bare Ribeira Sacras flodnære skrænter, der udnyttes. Nu afsøger man bevidst baglandskabet, yderkrogene og leder efter fortidige efterladenskaber fra afsindig vindyrkning; gamle glemte vinmarker, krogede enkeltstokke og mere eller mindre kendte druesorter, der ofte er samplantet. Selvom man teknisk ved meget bedre end dem, der i sin tid måtte have plantet de marker, vender mange alligevel tilbage til metoderne fra dengang. Stilkene er nærmest obligatoriske i gæringskaret og de grønne druer får timevis eller endda dagevis af skindkontakt uden svovl, som mange ikke havde råd til engang, mens lagringsbeholderne endnu ikke er kommet helt tilbage til en tid med dyreskind, men støbte betontanke, murede lagares og mørnede gamle træfade er kutyme.

 

Felix Chamorro med en 400 år gammel vinplante… godt nok i Georgien, men alligevel…

Felix Chamorro med en 400 år gammel vinplante… godt nok i Georgien, men alligevel…

Jeg kontaktede den tidligere sommelier på Relæ og Brace, mexicanske Felix Chamorro for at høre ham, hvad der lokker ved Galicien. Han er blevet en slags ekspert på området og har startet import af en række producenter under navnet FuCo Wine Import i København.

What made you lose your heart to Galicia and Ribeira Sacra in particular?  

I fell in love with Galician wines due to its wonderful wine landscapes! but especially due to the huge richness in terms of diversity of wine areas and grape varieties. There is so much to discover! Merenzao, Brancellao, Espadeiro, Ferron, Souson, Caiño Blanco, Lado, Treixadura, Carbuñeira  all varieties completely unknown outside of Galicia, on top of this in the  recent years what I call the Galician Wine Revolution is happening, young producers as Xavi Seoane (Pradio) Iago Garrido (Augalevada) Diego Collarte (Cume do Avia) among few others who are betting for local grapes, low intervention wines working with big respect for their environment trying to express the purest identity of the unique Galician terroir ! 

 
Do you see better wine and food matches with Galician wines and New Nordic… or Relæ… Brace/vegetarian food?

Yes! Definitely... The high acidity combined with the low alcohol content plus the great freshness and minerality of the Galician wines match perfectly with a kitchen which is based on a lot of veggies, fish/seafood, light sauces and high in acidity as the New Nordic is,  I can see easily a Treixadura or an Albariño matched with some fermented celeriac or a Merenzao with a Rhubarb based sauce! 
 
Where do you see the best style of Ribeiro and Ribeira Sacra… subzones? 

Both areas have many different subzones with great potential, but I´m particularly big fan of the areas with a higher Atlantic influence combined with the granitic soils, both factors plus the altitude add a freshness and depth in the wines that I enjoy very much, an example would be the Miño Valley area which gets big influence of the breeze coming from the Atlantic Ocean compensating the continental climate and  favors the big thermic differences between day and night. 

 Mencia and oak – yes or no?

I have to say that I´m not a big fan of oak in wine but at the same time I have to admit that Mencia is one of those varieties that benefit out of the oxigenation it gets from the oak barrels. Mencia tends to be a very reductive variety, but extremely important is when oak is used that it doesn´t cover the aromatic profile of the variety and that it respects it´s natural acidity. The best example of this kind of Mencia is the one made by Xavi Seoane ( Fazenda Pradio) where you don´t notice the influence of oak in terms of taste - instead you notice how it helped to get rid of the reductive notes and enhances its bouquet. 

Do you think that the soil type adds to the wine’s complexity?

Yes, I do. But it is not just the soil type, it is the altitude, the weather conditions through the whole year (The vintage) that adds complexity to wine. A very clear example is the result you get from volcanic areas as Etna, Santorini or Auvergne where the soil type clearly marks the wines. Unfortunately, in many cases the heavy intervention in the cellar during the winemaking process covers all the characteristics given by a certain type of soil in a specific vintage.  Adding or removing acids, using enzymes, lactic bacteria, selected yeast, lyophilized tannins etc., goes just against the respect of what makes wine unique! That´s why my choice of betting for the so called "Terroir driven" wines. 

 

 Jeg fik samlet en ordentlig flok nyheder til smagning af afsindige sager fra Galicien – kendte og relativt rutinerede huse og helt nye pionervinhuse i hjørnerne og lige udenfor de kendte appellationer, derfor er nogle af appellationerne også sat i parentes.

”Ribeiro”

Cume do Avia
Dobbeltbrødrekvartetten med Diego og Àlvaro Collarte og Adolfo og Anxo Pèrez, der ovenikøbet er fætre. Deres nyplantede marker med tolv forskellige lokale druesorter ligger ca. 3-4 km nordøst for byen Ribadavia, hvor Avia-floden løber sammen med Miño. Ribeiros kølige, vind- og nedbørsplagede granit- og skifermarker er mest kendt hvidvin, men Collarte-brødrene laver især rødvin på druer fra usprøjtede marker og mindst muligt indgreb i kælderen. 2017 er blot husets anden årgang på egne druer. Dos Canotos Viño Branco 2017 er som moderne Orvieto på EPO, mineralvæske af bedste skuffe, svagt forstyrret af en voldsom jordet tone, måske geosmin, jeg dog kan leve med. Her er nul frugt, men skiferlandskabet hældt på flaske, kontant syre og sylvaneragtig. Rosete, ni Rosado ni Clarete 2017 er som navnet indikerer et sted mellem lys provencerosé og nordspansk clarete, med stærk lugt af hindbær, cement, våd ler og røg og rooibus. Smagen har tannin, bidsk syre og stensalt i eftersmagen med tranebærjuice som dominator. No 5 Colleita 2017 er lys transparent rødvin med lugt af blodappelsin, rød grape, stilke, røg og usødet tranebærjuice, fulgt op af markant syre, pikant bitterhed og cool tannin – den holder sig i saftafdelingen. Juicy!
Importeres af FuCo Wine

Emilio Rojo - fra Facebook

Emilio Rojo - fra Facebook

felix chamorro emilio-rojo-ribeiro-2014.jpg

Emilio Rojo
Pioneren og efter min mening en af Spaniens, ja verdens, mest interessante hvidvine fra marker, der kræver vandrestøvler og rygsæk at nå, gennem det fugtige og grønne urskovslandskab i Ribeiro ved Leiro godt ti kilometer oppe ad Avia-flodens nord-sydgående forløb. Fra 1,2 ha. kommer ca. 5000 fl. på et tilfældigt miks af treixadoura, loureiro, godello og albariño gæret og lagret på stål med godt et år på fuld bærme. Jeg smagte hans 2014 og 2016. 14eren er stadig grøn i farven! Røget, fulgt af harpiks, solbærblade, flint mod flint, og sødlig litchi, mens smagen har læder, kvædesødme og bitterhed, fremragende intensitet, fedme og livlig syre i balance. 16eren er mere sødligt krydret som en Alsace Pinot Gris VT med gewurz-roser, rieslingklippe- og urmalm og champagneautolyse, absurd kompleks med ture ud i alle smagshjørner, bitterhed, syre, crema, viskositet, men først og fremmest kernemineralsk og frugtlæder i eftersmagen. Vildt godt!
Importeres af Risskovvinlager

Coto de Gomariz
Godt en kilometer længere oppe ad Avia i forhold til Leiro ligger Gomariz, hvor Coto de Gomariz holder til, og laver betydeligt flere flasker end lillebitte Emilio Rojo, på skiferjord først og fremmest, selvom topvinen på ren albariño, kaldet X, i 2017 indeholder en smule frugt fra en relativt ny granitmark. Husets almindelige Ribeiro er peberkrydret som grüner veltliner, blomstret som riesling, men til gengæld fed, cremet og leesy med moderat syre, nærmest som soave, ren og fremragende. X Viño de Encostas de Xixtos 2017 lugter af ananas, meget moden appelsin og hvid peber på klippe, utrolig fasthed, mild bitterhed, skiferagtig intensitet og helt uden tyngde, mere spændstig end den almindelige ribeiro. Kontrolleret, germansk og fornem.
importeres af Vinova

felix chamorro ollos de roque.jpg

Augalevada
Af de udvalgte her, er Augalevada de ”sjoveste”, med vine, der har ciderkarakter, lav alkohol, vildt malopræg og bigadejsaroma fra lang bærmekontakt. Iago Garrido Pasqual har markerne i Rioboó inde i en sidedal til Avia-floden lidt øst for Leiro, hvor han formeligt leger med brancellao, caiño longo, ferrol, treixadura, albariño og en række andre sorter, men han henter også frugt fra Ribeira-Sacra og Rias Baixas. Gamle fade, beton, granitlagares og ikke mindst lerkrukker, tinajas bliver brugt i rigt mål her. Mercenario Tinto 2016 ligner nebbiolo, men opfører sig anderledes. Her er brett, appelsinskal, rød te, tørrede tranebær, schweizerbolsje og heksedoktorens ingredienser, den prikker lidt af både syre og kulsyre og der er for meget forstyrrende flygtig syre/eddikestik i eftersmagen til min smag. Storebror Parcela Sanduriñas 2017 har kun 11 % og stammer fra Ribeira Sacra-druer! Med minimum seks forskellige druesorter, fodtrådt og lagring i tinajas. Absurd godt og farligt drikkelig! Komplet juicy, lys kirsch, hindbærpræget, nærmest maceration carbonique-agtig, bagt rød peber, hylende syrlig og ikke for enhver smag – man skal være til syre – tilsat te, kriek-øl, de yderste tørrede lag på en serranoskinke og fenoler fra stilkene. Den hvide Mercenario Parcela Eiravedra 2017 er 100 % albariño fra Salnés-zonen i Rias Baixas lagret i gammel træ og tinajas. Fremragende vin! Ciderpræget, skindbitter, sellerifond, ymer og bigadej, comté og weissbier, citron og granitfasthed, men Ollos de Roque 2015 er endnu bedre! Med champagnedybde, autolysekarakter uden bobler selvsagt, kvæde, brioche, bidgadej, bivoks og tørret pollen, præcis og fokuseret, nærmest chablis-laser, men viskøs som garnacha blanco, æbleblomst, sergeantæbler og modigt fenolisk bid til sidst. Stor vin!
Importeres af FuCo Wine

“Ribeira Sacra”

Envínate
Ghostbryggerne fra Iberia - fangarmene rækker fra Ribeira Sacra i nord til Tenerife i syd og jeg kan simpelthen ikke få armene ned igen over en eneste af deres vine. De samler knasende sprød drikkevenlighed og læskeri med stedkarakter, højintensitet og blid improvisation. I Ribeira Sacra henter de druer fra et miks af få egne marker og lejede parceller i det hypede skiferskræntsparadis Amandi/Doade, Ribera del Sil og ved Rosende langs en nordgående sidedal til Sil-floden. De kan vist godt lide helklaser og nu er de blevet så trætte af områdets regulativkomité at de har bortkastet appellationen, for de blev alligevel sjældent godkendt. Lousas Viñas de Aldea 2017 er fuld af skovjordbær med rooibuste og hyben, der giver spændstighed og friskhed i al skiferkoncentrationen – her er stilk og laurbærblad, lavendel blandet i rød frugtsaft. Lousas Parcela Camiño Novo 2017 er mere mørk, dyster, malmagtig og minegraverpræget, fuld af brombær, røget dyrekølle, stilk, sort te og kaffe, kininbitterhed, tannin som en barolo, men med langt mere saftighed. Lousas Parcelo Seoane 2017 er mesterlig og noget af det bedste jeg har smagt fra Ribera Sacra, dyb krydret tranebær og brombær, varm og kold på samme tid, frisk som hyben, funky som læder, maskulin som islay malt whisky, afslappet som aperol. Nebbiolotannin og barberasyre, undskyld den italienske reference, utrolig dybde og drikkevenlighed på samme tid.
Importeres af Lieu-Dit

felix chamorro peixes-da-rocha-1.jpg

Viños do Macizo Ourensán (Peixes)
I daglig tale kaldes huset vist bare Peixes og vinmarkerne ligger igen udenfor appelationsgrænserne, nede i det sydøstlige hjørne langt oppe af bifloden Bibeis forløb ved grænsen til Valdeorras. Her har Curro Bareño og Jesus Olivares fundet marker med de sjældne sousón, negrada og ikke mindst mencia, og resultaterne er, sammenlignet med resten af de udvalgte her, betydeligt mere normalvinøse og konventionelle i udtrykket, selvom teknikken også er hands-off, helklaser, vildgær og neutrale beholdere. Lacazan 2016 er betydeligt mørkere end kombattanterne fra Ribera Sacra, den er røget, mellemøstkrydret med sumak på toppen, markant syr og diskret kininbitterhed i eftersmagen. Peixe da Estrada 2016 med moderate 12,5 % er meget moden i udtrykket, med dieselnoter og antydet overmodenhed, skind- og stilkbid redder den i land, tannin som finkornet sandpapir og let kulsyre løfter den. Peixe da Rocha 2016 er tydeligt grønkrydret og derfor friskere i udtrykket end Estrada, udtalt rød bærfrugt, jordet og læderagtig, smagen er skarpskåret, syrestyret, mundvandsdrivende, koncentreret og hyperintens.
Importeres af Le Terroir du Vin

Fazenda Pradio
Xavi Soeanes holder til lidt nede ad Minhos forløb, lidt sydvest for hvor den løber sammen med Sil-floden, i en del af Ribeira Sacra, som ikker er helt så dramatisk som kerneområdet ved Amandi/Doade. Han fokuserer i stigende grad på merenzao og brancellao i stedet for mencia og dyrker biodynamisk. Og selvfølgelig har han forladt konsortiet – de ville alligevel ikke godkende hans vine. Pradio Tinto har violet kant og udtalt lugt af mælkesyre, tydelig ymer ovenpå liljer og brombær og kirsebær, kan minde om syrah og cabernet franc i kombi. Meget blid tannin, livlig syre, pinot-noir-struktur med rusticitet. MRZ 2017 er nærmest ren garnachasaftighed på flaske, hindbærsaft og let røgelse, kvas og trærod, in your face frugt – store mundfulde, ja tak. Ren merenzao lagret på brugt tonneaux. BRZ 2017 er ren brancellao eller trousseau ligeledes lagret på brugt træ og den orientalsk krydret, med tørret figen, tørret tranebær og lys brændt kaffe. Tanninen er mild og udtrykket saftigt, men alligevel med modig skindbitterhed og styret robusthed, burgundisk finesse, sgu!
Importeres af FuCo Wine

”Rias Baixas”

Constantina Sotelo
Damen her laver albariño i Salnés-zonen, dyrker selvfølgelig markerne naturvenligt og anvender hele arsenalet af moderne og umoderne gærings- og lagringsmetoder. Markerne domineres af forvitret granit, der nærmest definerer Salnés-zonen og flere parceller står på originale rodstokke og er således upodede. Constantina Sotelo er forvist fra producentkonsortiet… eller også vil hun bare ikke være med til sterilfiltrering, kulturgær og oversikker sulfitering og sælger sin vi uden Rias Baixas DO. Hendes Pio Pio 2017 dufter mostet og vild, æblemost, cider og lidt for meget brett, af gær og citrus, kvæde og lys pilsnerøl, den er frisk, men viskøs. Viñas Vellas Etiqueta Blanca 2017 er betydeligt mere solid og interessant. Fuld af kvædesaft, moden blanc de blancs champagne uden bobler, pæresaft og stenmel, vermouth og den er smukt intens på tungen med sprød syre, gnistrende mineralitet, lille kulsyre og faktisk mælkesyre i eftersmagen, der slutter bredt og let cremet.
Importeres af FuCo Wine

felix Chamorro Leirana-Finca-Genoveva-1024x911.jpg

Forjas del Salnès
Rodrigo Méndez har vist multivinmennesket og Galicienforsvareren Raul Pérez med ind over. Méndez promoverer de gamle metoder i Rias Baixas, fokuserer selvsagt på albariño og baserer hele produktionen på granitjordene i Salnès-zonens regnvåde kystlandskab. Hans Leirana Albariño 2018 er udelukkende vinificeret på stål og den er grønkrydret, peberkrydret, fuld af sergeantæbleblomst og sommerfuglebusk i fuldt flor. Syren er moderat, Méndez foretrækker at høste meget sent og undgå malo, med ren frugtighed og pikant skindbitterhed til sidst. Hans Leirana Genoveva 2017 rykker albariño til verdensklasse, op til montrachet og morstein; labyrintisk kompleksitet med champagne, ananas, sød pære, endda vanilje, passionsfrugt og røg som en schlossberg-riesling fra Alsace. Cremet og leesy, let bitter og fremragende fasthed og provosyre. Helt fantastisk vin.
Importeres af Jysk Vin

Zarate
Eulogio Pomares’ ejendom midt i Salnés-zonen med ufatteligt gamle albariño-stokke, nogle af dem endda upodede og Pomares bruger typisk store gamle egetræsfade til gæring og lagring. Hans topvin El Palomar 2015 kommer fra en 3000 kvm lille parcel i næringsfattig og sugende godt drænet forvitret granitsmulder. El Palomar ligger knapt et år med bærmen og gennemgår malo – langfra normalt i Rias Baixas. Den er gylden og begyndende alderspræget, tydeligt malopræget med smør og kærnemælk, her tiføjet hasselnød, brunt æble og kvæde. Vældig, næsten overvældende intensitet med grüner veltliner syre/creme-balance. Jeg ville drikke den nu.
Importeres af Niche Vine