Rene Jorgensen

Alsaces biodynamiske elite og ungdomsblod

Rene Jorgensen
Alsaces biodynamiske elite og ungdomsblod

Tvivl er ubehageligt – man skal vælge fra til fordel for noget man vælger til, men i vinens verden er der som bekendt altid, ALTID tale om et ”både og”. Jeg er dog fortsat i tvivl; kan man både være til tysk vin og til vin fra Alsace. Jeg hader egentlig udtrykket ”hver ting til sin tid” og hader endnu mere ”de gustibus non est disputantum”, men lige med de to områder/lande kan jeg ganske enkelt ikke slutte på et facit. Fællesmængden handler først og fremmest om riesling, mens Alsace har lov at have gewurztraminer for sig selv, og de tre pinot’er, blanc, gris og noir laver begge lande dydigt og dygtigt, og sylvaner har Alsace til fælles med Franken. Og selvom nogle producenter i Tysklands Pfalz (især) laver riesling i alsace-stil og flere alsace-producenter laver riesling, der kunne minde om Rheinhessen, så vil jeg stadig påstå at der er stilistiske skel, men jeg lader dem ligge her og forholder mig kun til den perlerække af Alsaceproducenter, der forleden gæstede København sammen med alle vennerne i den stramt styrede organisation Biodyvin.

 

Biodyvin-grundlæggeren himself, Olivier Humbrecht, var selv tilstede med et mikroudvalg fra den gigantiske portefølje, og kvaliteten på hans vine er kendt, erkendt og velkendt, men det var tre andre borde, der vakte opsigt og stillede spørgsmål ved fastlagte stilopfattelser og ikke mindst viste hvad næstegenerationen har sat i gang hos gammelkendte huse. Jeg vil stadig påstå at Zind-Humbrecht har lettet en smule på koncentrationsknappen eller heftighedshåndtaget, og hos Deiss er der for mig heller ingen tvivl om at unge Mathieu Deiss leder mere efter friskhed end farmands til tider maniske koncentrationsjagt. Humbrechts Riesling Roche Granitique 2016 er et mesterstykke – en saft fra Brand-marken, plukket tidligere end hans GC og umiddelbart også mere tør… som jeg husker det. Fuldstændig salt og mineralsk, indadvendt og ugivende i næsen, men sublim på tungen, hvis man kan lide urfjeld i flydende form. Humbrechts Pinot Gris Roche Calcaire 2017 fra Clos Windsbuhl er til gengæld betydeligt mere givende, bredspektret, cremet, men frisket op af syre og citronskal – jeg kunne tage den for at være riesling. Hos Deiss nåede jeg kun to vine, men gik direkte efter guldet i form af Schoenenbourg 2013, der havde kompleks positiv hørm af kaffir limeblade, citrongræs og hawaiansk vulkansalt. Den blev overgået markant af Deiss’ Mambourg 2015, som er noget af det stærkeste jeg har smagt fra huset. Rig, præcis, fed, skarp… ulmende, mørk og dyster… flagrende, blomsterrig, forårsagtig og endda med røde strutmodne sommerbær – hele tiden dobbeltsidet og dobbelttydig. Zind-Humbrecht importeres af Erik Sørensen Vin og Deiss af Vinoble.

 

Etienne Loew

Etienne Loew

Smagningens helt store overraskelse var egentlig en bekræftelse på en fornemmelse, jeg fik for mere end seks år siden, da jeg første gang smagte Etienne Loews vine i Colmar. Overraskelsen skyldtes mest at jeg havde ”glemt” huset og at Etienne Loew havde medbragt et par sjældenheder, ikke mindst hans sylvaner rouge kaldet Les Premières Vendanges de Marguerite 2018. Tidens hipstertrend siger at man skal kunne knuse sin rødvin mellem tænderne og den skal gerne kunne serveres kold. Loews sylvaner rouge, en farvet mutation på sylvaner, som Loew vinificerer som pinot noir med stilke og skindkontakt i dagevis, har nøjagtigt de evner. Blot 2-3 ha findes der i Alsace af varianten og Josmeyer laver den også. Cabernet-elskere og shirazbamse-tifosier får ikke et ben til jorden her – de vil løbe skrigende bort fra den og folk med hang til ædle tanniner og moden syre vil i bedste fald lave himmelvendte øjne, i værste fald løber de samme vej som de andre. En bitter kirsch-agtig sag med mundvandsdrivende kontant syre og tiltalende rustik struktur, alkoholmildhed og friskhed. Etienne Loew fortalte også om bekymrende høj mængde helklase i sin Pinot Noir Westhofen Nature 2018, men 95 % viste sig at gå fint – ingen grund til nervøsitet her, hvor en diskret røget hindbærkerne havde bananindslag fra maceration carbonique og enkel, men læskende saftighed. Hans to medbragte rieslinger, Muschelkalck 2018 og ikke mindst Altenberg de Bergbieten 2017 tårnede sig dog op over de mere enkle rødvine i dybde og intensitet. Begge brændende intense, men friske, skalpelskarpe og sylespidse i syren med limefrugt og let bitter grape og ikke mindst den mineralske og salte eftersmag uden kvabsethed, som kun kalksten kan give. Domaine Loew importeres af Korsholm Vin.

 

Albert Hertz i Eguisheim er på ingen måde et nyt hus, men det er første gang jeg smager husets vine og det bliver ikke sidste! Unge Fréderic Hertz er med i ungdomsbanden og udveksler erfaringer med blandt andre Mathieu Deiss og Alexandre Schoffit. Hertz’ vine fortjener en voldsom genintroduktion til det danske marked. Hans Pinot Gris VV 2017 er kvæde, æblevin og kardemomme puttet på flaske, løftet af lemonade og limoncello og den er næsten ørkentør. Hans Eguisheim Riesling 2017 har avantgardistiske aspirationer, mælkesyre, limoncello og rheinhessensk pæresaft med cremet bredde og overraskende isnende syre. Og så én af Alsaces helt store gewurztraminer-marker, Eichberg 2017 med lille restsukker og udtalt lugt af langpeber på grillet ananas dyppet i pariserparfume – en overvældende magtdemonstration, og igen et paradoks – gewurztraminer kan både det fede og det præcise. Albert Hertz har vist ikke aktiv dansk importør.

 

Domaine Barmes-Buecher har ligget i min topti et stykke tid på flere druesorter, men gewurztraminer er de specielt gode til. Fra Steingrubler-marken ved Wettolsheim, hvor huset holder til, serverede de en rig, orangevandsduftende og mellemøstligt varmkrydret 2015 med forbavsende fasthed og fokus i eftersmagen. Deres Riesling Hengst 2017 lå halvandet år på bærmen i foudres og optrådte stålsat, limesaftig, brændende intenst og viskøs med lille grapebitterhed i eftersmagen. Deres Riesling Clos Sand 2017 kommer fra granit i 400 meters højde og er fuldstændig reduktiv, flintet og stålsat med champagnedybde, valle, og molkosanvand, fremragende. Deres Pinot Blanc Rosenberg 2017 havde kærnemælk, sten, ild, stål og malm og splintrende sprødhed til sidst. Hengst-markens riesling-evner er kendte – Josmeyer laver den også og deres 2014 Hengst lugtede røget, dieselpræget og grapeagtigt, mens smagen var rig, fast, dirrende syrlig og mineralsk i en stilunderstregende kølig årgang. Josmeyer laver fortsat én af Alsaces helt store Auxerrois fra gamle vinstokke i Hengst. Deres ”H” Vieilles Vignes 2016 osede herligt af æble, brioche, weissbier, karry fra en smule botrytis og havde fed intensitet, men holdt i øvre luftlag af syren og let bitter fenolisk tryk i eftersmagen – en seriøs auxerrois. Josmeyer importeres af Vinens Verden og Barmes-Buecher af Laudrup Vin.

 

landelin.jpg

Vignoble Muré eller rettere Domaine Clos Saint Landelin var sammen med Loew dagens surprise for mig. Omlægning til biodynamik og næste generations overtagelse har løftet huset til eliteniveau, hvor jeg tidligere har ment de var lidt svagelige og ukoncentrerede. Thomas Muré selv skænkede sublim Pinot Noir 2016 Clos Saint Landelin baseret på to burgunderkloner og en tysk med 70 % helklaser, der kunne minde om spændstig og lifligt dansant volnay i kombi med ahr-spätburgunder-røgelse. Den svulmende og stærkt krydrede Gewurztraminer 2011 VT Clos Saint Landelin havde 115 g restsukker og osede af Trésor fra Lancôme og appelsinblomst med fenol og kininbitterhed i eftersmagen. Fornem gewurz, men Thomas Murés Riesling 2016 Clos Saint Landelin overgik den i brændende intensitet og skønhed, rankhed, opret slankhed og magisk luftighed, der påvirkede lystcenteret. Mirabelle, røgelse, Læsø flagesalt, lemoncurd, skovsyre, malmbrud i Kiruna og ondskab og venlighed på samme tid. Mesterlig. Domaine Clos Saint Landelin importeres af Tasterwine/Skjold Burne