Rene Jorgensen

Pinot rimer på go’

Rene Jorgensen
Pinot rimer på go’

Jeg vil væde på at de fleste tænker en rød frugtig og elegant vin når man siger pinot. Pinot noir, den røde version af en af de europæiske moderdruer, pinot, sidder på flæsket… ikke at den er fed og svedig som flæsk, men blot at den røde udgave besidder vinverdenens ubestridt højeste status, det fornemste ry og opnår de højeste priser. I ligningen glemmer man nemt de andre pinot’er, den lyserøde mutation pinot gris og den grønne pinot blanc, den røde søstervariant pinot meunier og de allerfærreste skænker alsacernes stolthed, den potentielt stramt mineralske auxerrois en tanke – den er dog også kun barn af pinot ligesom chardonnay og gamay i øvrigt, og altså genetisk set IKKE samme druesort. Det gjorde winelab og Mads Jordansen plus flere håndfulde danske importører ikke, altså glemte de andre pinot’er, da der for nylig var kæmpekomsammen for pinot-kendere, pinot-elskere, pinot-nørder og pinot-novicer. Jeg mødte dem alle sammen, alle typerne og de så ud til at have en herlig dag. Det havde jeg også, selvom alle de burgundiske og ikke mindst boblende eksemplarer fra champagne var blevet hjemme i importørernes kældre. Vi ved jo godt hvorfor. Bourgogne og for den sags skyld champagne sælger sig selv, og i hvert fald bourgognerne på pinot noir er efterhånden alle sammen på allokation. Winemarket Goes Pinot, Mads Jordansen og Winelabs imponerende opsatte pinot-messe, handlede imidlertid om pinots mangfoldighed og den blev i rigt mål illustreret med eksempler fra New Zealand, USA, Tyskland, Alsace, Østrig, Sydafrika, Italien og Sydfrankrig. Jeg nåede på ingen måde at analysere alle vine, godt 100 smagte jeg, Juuls Vinbar i midten af salen indeholdt alene 82 vine, men gjorde alligevel et par overfladiske observationer.

  • Der er pinot blanc/bianco/weissburgunder og pinot gris/grigio/grauburgunder i betydeligt flere importørers sortiment end jeg troede.

  • Stilarterne på ovennævnte druesorter er generelt friske, betydeligt mere karakterfulde end det generelle billede af den globale by-the-glass-trend, hvor pinot grigio på den norditalienske/venetianske kedelige måde dominerer fuldstændigt.

  • Pinot Blanc, om det er i fransktalende eller tysktalende eller for den sags skyld italiensktalende version, er tilbage i lyset. Vel er den ”neutral” sammenlignet med aromatiske sorter som riesling og sauvignon blanc, men dens ideelt set sprøde syre, cremede struktur og i de bedste udgaver, diskret fadindflydelse og/eller skind- og bærmekontakt, giver forbavsende karakter og ofte det såkaldt mineralske tryk, jeg er så glad for.

Her kommer mine favoritter, overraskelser, chok, forvirringer og mere generelle observationer.

Hovmod står for fald. Jeg havde indtil denne dag en stramt konservativ opfattelse, baseret på talrige trælse bekendtskaber, praksis og mine oplevelser af åbenbare misfortolkninger af pinot noir, at Toscana bare IKKE er stedet for den drue. Alkoholtunge udgaver og ikke mindst områdets tendens til overekstraktion på den skrøbelige drue har indtil nu givet mig sure miner. Og så kommer Alessandro Cellai, vinkonsulenten hos Castellare di Castellina, med sin La Pineta 2016 (Distinto) fra hans egen ejendom Podere Monastero. Og jeg starter med dagens største chok, mest positive overraskelse – ikke nødvendigvis dagens bedste vin… men det er faktisk tæt på. Formelt er La Pineta fremstillet fra højtliggende marker ved Castellina, hvor blæsten ofte spiller en stor rolle for kølingen, og det er sgu naturvin… bortset fra fadet! 400 g druer fra hver plante, som kun er 5 år gammel – Cellai kan sin metier og har åbenbart udsøgt sig korrekte rodstokke og kloner til kalkholdige jorder. En dag må en klog kvinde fortælle mig hvorfor god vin fra Toscana smager mere af området end af druesorten. Der må være noget med vildgæren, mikrobiologien, klimaet i kombination, men god merlot, god cabernet franc og selv denne gode, nej, fremragende pinot noir råber først og fremmest Toscana og derefter kan man så lede efter druesortens kendetegn. Den er både ”varm” og cool, den lugter af viol, sure kirsebær, den poetiske kobbermønt i varm håndflade, det er langt fra burgundisk pinot noir, men perfekt afstemt i balanceforholdet mellem blid ekstrakt og friskhed. Ikke engang 100 % ny eg kan forstyrre billedet af fornem pinot noir.

pinot2.JPG

Blandt kæmpesmagningens andre toppunkter var blandt andre Armand Hursts Pinot Gris Brand fra 2016, (Vinova) alsacefed pinot gris af bedste skuffe med svulmende krop, der trodsigt bevarer tåspidsdansen og har både svampefond og abrikosmos med restsødme, men absolut ingen funk, selvom biomagikeren Christoph Erhart har været ind over. Markus Molitor med de mange vine på riesling mestrer åbenbart også weissburgunder – hans Einstern 2016, (Suenson) et miks af marker omkring Kinsheim var druens inkarnation, helt uforstyrret, sprød og dog cremet med den karakteristiske antydede ananas i eftersmagen og blide restsukker. Også fra Tyskland fandt jeg en af dagens bedste roséer, Solveigs Rosa von P 2016, (Distinto) Rheingau spätburgunder fra skiferskrænter vinificeret med kort skindkontakt og lys tranebærsaftig frugtighed og klippefasthed på tungen.

pinot3.JPG

Der var simpelthen så meget godt på smagningen at det virker uforskammet at fremhæve 5-7 toppunkter, men pladshensyn og, ærligt talt, skriveblokering… eller rettere ulyst til at skrive om hver enkelt vin, tvinger mig til skarp selektering. Hos Propperiet fik jeg Heimesheimer Grauburgunder 2017 fra Burggarten, som var blandt smagningens største pinot gris-oplevelser. En kombination af alsacisk mundfylde og volumen og tysk skarphed, stensaft og kant. Et tydeligt tannisk bid balancerede juicy krydret let saltkaramelagtig modenhed med limefrugt og æble. Når pinot noir kan modne på skiferskrænterne i Ahr, kan pinot gris også og det virker som om pinot gris-frugten har gavn af den forpinte og tørre skiferjordbund. Burggarten holder sig også fra banal sminkning med egefad.

pinot5.JPG

Det lykkedes mig langt om længe at smage en af de seneste års bedst omtalte vine fra Sydamerika. Errazuriz’ milepæl fra det yderste kystnære Aconcagua, hvor Stillehavets kølende vestenvind presser vinstokkenes lyst til vellevned. Det har pinot noir som bekendt godt af. Forholdene minder en hel del om dem i Santa Rita Hills i Californien, hvor vindpres, kølighed i kombination med høj lysintensitet skaber pinot med friskhed og intensitet på samme tid. Errazuriz kalder vinen for Las Pizarras 2017 (H.J. Hansen) og man har åbenbart valgt at prissætte den så markedet med det samme tager den seriøst. Markedet kan ikke narres, så det der er i flasken, er nødt til at have høj klasse… og det har den! Chilensk pinot noir har to stilretninger, den ene er overmoden, den anden er tenderende undermoden, men Las Pizarras lægger sig præcis midt mellem yderpunkterne med utrolig fraicheur, stram modig syre, rank struktur, ufattelig intensitet helt uden tyngde og flomme og endda med jordet fasthed i eftersmagen og aromatisk lift. Stadig på det amerikanske kontinent, men nu højt mod nord kom mikroproducenten John Thomas’ Pinot Noir 2016 (KKWine) fra de vulkanske skråninger i appellationen Dundee Hills. Rent ud sagt mesterlig pinot noir med dyb perfekt moden kirsch og hindbærmost, suppleret af mynte og kinabark, muligvis fra helklaseanvendelse. Den er grønkrydret og frugtsød på samme tid, nøjagtig som dygtigt lavet pinot kan være fra kerneområdet ved Vosne-Romanée. Både Dry River 2012 (KKWine)fra Martinborough, Resonance 2015 (Kjær & Sommerfeldt) fra samme appellation som Thomas og ikke mindst Rocky Pinot Noir 2017 fra Prophet’s Rock (Kjær & Sommerfeldt) i Central Otago var tæt på Thomas’ balance og intensitet, men ikke helt.

Med rød bourgognes himmelflugt er der heldigvis europæiske og oversøiske alternativer, men det er pinot blanc og pinot gris, som fortjener revitalisering og så længe producenterne holder sig fra nye egefade og leger blidt med skindkontakt og lang bærmekontakt, er de to druer klart alternativer til chardonnay eller italienske og spanske trenddruer. 

pinot4.JPG