Rene Jorgensen

Et forsvar for frodighed - heja Condrieu!

Rene Jorgensen
Et forsvar for frodighed - heja Condrieu!
Georges Vernay - Condrieus trofaste forsvarer

Georges Vernay - Condrieus trofaste forsvarer

Yppig, rig, frodig… volumen, bredde og svulmeri… hvad er der nu i vejen med lidt runde kurver og huld på kroppen? Tidens tone taler i en anden retning. Den siger helst knitrende grænsende til stikkende syre, moderat alkohol og ligefrem reduktive tendenser, gerne lugt af just affyret revolver og nordiske urter i en gin. Viogniers hjemsted er efterhånden alle steder – den fylder i Californien, Australien, Sydafrika og Languedoc, men dens moderland m/k er og bliver vestsiden af Rhône-floden lige syd for Lyon. Condrieu hedder appellationen og saften herfra er antitesen til riesling og alle de andre trendy skinny druer, vintyper og stilarter. Condrieu har også fat i det jordnære, det mineralske, bestemt, tro ikke andet, men det er ikke dens claim-to-faim og det første man tænker på ved et stævnemøde. Syre har den, men den er gemt væk bag viskøs næsten olieret flyden over tungen, gemt bag et tæppe af overvældende abrikos- melon- og pæreskalsdestillater, nogle gange hvid peber, træ og en buket af tidlige sommerblomster. Jancis Robinson har engang sagt at der findes en hårfin grænse mellem den fantastiske condrieu og den kunstige wunderbaum eller toiletluftfrisker. Jeg følger hende helt – man skal tage sig sammen til condrieu, men belønningen er storslået og de magiske terrasser og skrænter syd for Côte-Rotie med forvitret granit er lige præcis det der skal til for at give bundklangen, bastonen, fastholdelsen af noget, der ellers nemt kunne blive flyvsk, sværmeri og aerosolpræget duftporno.

condrieu.jpg

Condrieu var tæt på ikke at være mere, altså vinområdet. Viognier var en sjældenhed og tæt på udryddelse fordi den i en boomende global vinindustri var alt for krævende i marken og notorisk vanskelig at gøre rigtig i kælderen. Det var så sent som 1980erne. I dag er den overalt og holder sig ikke til granitbaseret jordbund og findes i alle udgaver fra det komplet intetsigende neutrale til det burleske og overgjorte og deciderede fede. Condrieu er også reddet og udvidet og stoltheden, der vel aldrig helt forsvandt blandt områdets vinbønder, er nu parret med fornuftige bankbøger. Georges Vernay kæmpede kampen, men også her, ligesom i Côte-Rotie har Marcel Guigal spillet en kolossal rolle. Stildebatter findes også her og den har gået på træindflydelse, malo eller ikke malo, granit eller andre jordbundstyper. Man skulle faktisk tro i disse syreglade tider, at flere jagtede skarpheden fra æblesyre, men de lokale holder fast i at friskheden i en condrieu kommer fra et sted i vinens indre. René Rostaing er til mit kendskab én af de eneste undtagelser, der bevidst blokerer malo, mens andre så kan kæmpe på mængden af nyt træ, som ser ud til at være for nedadgående… som så mange andre steder. Viognier må endelig ikke høstes for tidligt og dens medfølgende tendens til høj alkohol må man leve med.

Forleden smagte jeg en sekstet af topsager fra den lille appellation, hvor kombinationen af planternes voksested og producentens tilgang skinnede ret tydeligt igennem, men hvor der først og fremmest var total demonstration af viogniers mageløshed på rette sted.

Pierre Rostaing

Pierre Rostaing

Pierre Rostaings condrieu fra Côte Bonnette i den nordligste del af appellationen, helt op mod Côte-Rotie, er i 2015 rig og dyb, i starten næsten gewurztraminer-overvældende med moden conferencepære og autolysepræg som en blanc-de-blancs-champagne, galiamelon og det forventede olieagtige i munden, men gjort spændstig af både nul malo og granittens magi. Smertende intens, men trodser sine 14,5 % og viser trolddomslivlighed. Philipson Wine er importør.

condrieu4.jpg

Guigals to versioner er ikke så forskellige som forventet. Jeg må indrømme at jeg tidligere har haft det svært med husets topcuvée La Doriane og dens nærmest ”australske” volupts, men i sammenhængen her, hvor den helt friske ´17er var repræsenteret, stak den ikke ud. Guigals almindelige Condrieu 2017 havde grøn vingummi i næsen, hvid peber, vanilje, fudge og galiamelon med rig og cremet smag, nul syre, men fast eftersmag med bitterstof og antydet tannin. La Doriane 2017 er mere fadpræget, men langt fra domineret af træ. Blot krydret af dild under den røgede og rige næse med honningmelon. Smagen var magtfuld, vildt intens og koncentreret med den næsten obligatoriske pæreskal og strejf af grappa i eftersmagen. Man drikker magi, for på trods af de svulmende former, er der friskhed og stenet mineralitet. Philipson Wine er importør.

condrieuVernay2.JPG

Legendariske Georges Vernay døde i 2017, men huset føres videre af datteren Christine og svigersønnen Paul Amsellem. For fire år siden fik jeg moden Vernay, den fornemme Coteau du Vernon, der var så rig og svært præget af malo at jeg blindt sendte den til Californien frankeret som chardonnay! Det var desværre ikke Coteau du Vernon jeg havde med i smagningen her, men husets mikroproduktion fra den højeste terrasserede del af Vernon-skrænten. Les Chaillées de l’Enfer 2016 var gylden og osede af papaja, honningmelon, jord og æblemost. Den er diskret oxidativt præget, mens smagen kombinerer cremet bredde med præcision og klippefast ”ildebrand” som en stor montrachet og her er faktisk rigtig syre, bid, moderat alkohol og indslag af egetræ – den er SÅ pirrende. Theis Vine er importør.

Stephane Ogier har fået fat i en mikroparcel med gamle vinstokke fra Jacques Vernays tid i 40erne, helt nede sydpå i appellationen omkring Malleval og Limony. Vi er langt fra appellationens kerneområde og de mest berømte skråninger, men endnu en côte-rotie-producent viser kundskaber med viognier. Ogiers Vieilles Vignes de Jacques Vernay 2015 er rig og svulstigt præget af malo, med tydelig smørsyre, æbleskal, kærnemælk, pæreskal og antydet oxidation som ældet champagne. I nogle årgange eksperimenterer Ogier uden malo, men jeg tror ikke det gælder den her. En labyrintisk vin, friskhed og modenhed i fornem forening, moderat alkohol, der giver bedre mulighed for at nyde den i store mundfulde. Jersild Vin er importør.

condrieu7perret.jpg

Aftenens største condrieu kom imidlertid fra André Perret, hvis Chery 2016 indkapslede aldeles hvad condrieu drejer sig om, når den er bedst; netop kombinationen af det overfladisk frodige med det filosofiske indre, friskfyr, minearbejder og parfumeur. Perret har to parceller med gamle vinstokke i Chery, en del er plantet i 1945-1948 og den anden endda midt i trediverne. Perret bruger 2/3 fad, både 228 l og 300 l, af disse er max 20% nye, sidste 1/3 selvfølgelig stål. Perrets condrieu var stenet som riesling fra Schlossberg i Alsace, røget som riesling fra Schlossberg i Rheingau, frodig som gewurztraminer med pæoner, orangeblomst og ikke mindst agurkegin! Og den har markant syre, som citrus i gin, pomelo og sten presset til flaske og afsluttende med bitterhed fra skindkontakt. Fabelagtig. Jersild Vin er importør.