Rene Jorgensen

På jagt efter endnu flere genopstandne moselmarker.

Rene Jorgensen
På jagt efter endnu flere genopstandne moselmarker.

Det forekommer mig at der de seneste år er røget en del riesling fra Mosel i min kælder. Det vil jeg godt beklage – ensidighed er en træls tendens, og endda undskylde at jeg igen skriver mosel-relateret på bloggen, men sensommervarmen krævede afkølet riesling og jeg opdagede at jeg endnu ikke havde delt min oplevelse hos Christopher Loewen med den tålmodige og tørstige læser. Weingut Carl Loewen er stadig helt ufortjent lettere overset. De kan ikke klage over dårlig presse, slet ikke, og internationalt er huset rost til skyerne af både Stephan Reinhardt, Jancis Robinson og David Schildknecht og i den tyske presse smøres der også tykt på.

Jeg mødte den høje slanke, brunøjede og glimtende Christopher Loewen sidste år i oktober, hvor han vejledte i de fire Mittel-Mosel-byer Longuich, Thörnisch, Detzem og ikke mindst Leiwen, hvor familiehuset holder til. De fire byer og tilhørende marker har gennem årtier været glemt eller direkte misligeholdte. I en debat om jordbundsforhold et andet sted på de sociale medier handlede det forleden om korrektheden i anvendelsen af betegnelsen Rotschiefer, og et eller andet sted var det måske en ubevidst provokeret handling at gentjekke en af vinverdenens bedste eksemplarer fra netop den jordbund. Christopher Loewens og ikke mindst farmand Karl-Josefs absolutte stolthed må være de upodede gamlingevinstokke i den sydvestvendte stærkt rustfarvede skiferbunke ved landsbyen Longuich, som allerede Steuerrath Clotten i 1868 havde mørkfarvet på sit berømte klassifikationskort. Og de mørkt farvede marker var creme-de-la-creme dengang.  Maximiner Herrenberg hedder marken og de ca. 11 ha hælder op til 60 %

Maximiner Herrenberg med Longuich i bunden af billedet.

Maximiner Herrenberg med Longuich i bunden af billedet.

Loewen er ikke VDP-medlem, men indrulleret under Bernkasteler Ring, ligesom Markus Molitor, Franzen og Schmitges i øvrigt, bare for at nævne nogle stykker fra det genfødte Mosels kadrer, der også står udenfor VDP-organisationens stormende succes med de tørre vine. De tre marker Laurentiuslay, Ritsch og Maximiner Herrenberg er i de tørre udgaver betegnet som Grosses Gewächs, men anerkendes kun ringinternt og altså ikke af VDP – dog er Laurentiuslay også VDP-anerkendt som Grosse Lage. Der er stadig irriterende uklarheder i Tyskland, men lad det nu ligge. Markernes kvalitet kan man ikke pille ved, specielt ikke når de forløses af Loewen.

Huset stammer fra starten af 1800-tallet, men Maximiner Herrenbergs komplet glemte kvaliteter kom først til i 2008, da Karl Josef Loewen købte huset Carl Schmitt Wagner inklusive tilliggender i netop Maximiner Herrenberg på nordsiden af Mosel overfor Longuich. Faktisk i tæt kamp med Roman Niewodniczanski fra berømte Van Volxem, der dog trak sig da han erfarede at Loewen var tæt på at indgå handel. Venligt træk, må man sige. Efter sigende er de originale stokke i kernestykket af marken blandt verdens ældste riesling-planter og de soloopbundne stokke MÅ ganske enkelt være hovedårsagen til den mystiske indre kraft de to vine fra stokkene besidder. Rød skifer, farvet af oxideret jernkorn i skiferlagenes konstante forvitring, er sjælden i Mosel, men der ER andre marker med samme forhold, tænk Erdener Prälat og Ürziger Würzgarten og sydvendte skrænter er som bekendt også dér hvor andre af floddalens topvine kommer fra, men meget få marker har upodede sekelgamle vinstokke. Christopher Loewen var muligvis den drivende kraft bag ideen om at gøre som i gamle dage. ”Vores fokus er ganske enkelt ALTE REBEN”, sagde han til mig med store udråbstegn i øjnene. Tidstypisk for Mosels ungersvende og møer, der genoptager tidligere tiders dyder i stor stil. Christopher Loewen har en høne at plukke med moselfortolkere, der gik for vidt i jagten på imitation af Wachau i Østrig. Vi kan lige så godt sætte navn på: Van Volxem og ikke mindst Clemens Busch jagtede korpulentheden, men selv de folk er kravlet tilbage til fokus på Mosels uforlignelige syre-lethed-sødme-sten-balance. Ung, påvirkelig og frit tænkende… klart, men Christopher Loewen har konkluderet at sulfitterne ikke kan undværes. ”Riesling er ikke druen, som skal laves helt uden sulfit – jeg har konkluderet at vi meget bedre kan udtrykke markernes forskellighed MED anvendelse af små mængder sulfit”, sagde han.

loewen 1896.JPG

Den sortetiketterede 1896 er fodtrampet og macereret et døgn med stilke og hele moletjavsen, presset i håndtrukket trækurvepresse og ledt ustabiliseret og usedimenteret direkte til et 60 år gammelt 1000-liters fuder, hvor vinen boblede langsomt i månedsvis og lå med gær- og druerester indtil april. Det er sigende at Christopher Loewen er med i en smagegruppe med andre af Mosels unge ivrige vinfolk, en gruppe, der blandt andre tæller Egon Müllers kommercielle direktør Veronika Lintner.

I 2017-årgangen er 1896 (Schwartze Etikett) fuld af citronkerner, brutalt bitter, men pirrende sødligt syrlig, som børneslik, bare tilsat et geologisk museums samlede klippekartotek knust til mel, cement og æblesæbe. Nøddeskaller, grapeskal og grøn te, absurd ondsindet vrede på smagsløgene, der reagerer ved at vende den anden kind til og straks er vinens humør flegmatisk, bredt flydende og næsten umærkeligt sød – den har 12 g restsukker. Absolut ikke en vin for sarte ganer. Det er lidt blidere med 2017 Maximiner Klosterlay og 2017 Maximiner Herrenberg GG, hvor stokkene også er upodede, her fra 1902, men hvor vinifikationen er mere almindelig moderne-mosel’sk, altså uden maceration og med knapt så meget sediment med i fuderen. Maximiner Klosterlay ligger lidt syd for landsbyen Detzem og vender næsten direkte mod vest. Det ville normalt give ballade nede i de smalle og trange moselforløb mellem stejle skrænter, på nord-sydgående forløb, men her ved Detzem er landskabet mere åbent og Huxlay-plateauet ovenfor landsbyen Schleich er ikke højt nok til at skygge før sent på aftenen. Komplet udgæret er den og med lang bærmekontakt. Marken er domineret af blå skifer, som de lokale typisk fremhæver som mest knibskhedsfremkaldende. Det er da også stramme sager, det her! Som bagsiden af en grapeskal med let fenolisk tryk midt i al limesaften – hylende høj syre, men fornemt afstemt med mikrorestsukker og klippesmag.

loewen2.JPG

2017 Maximin Herrenberg GG er krydret af mellemøstlige sager, sumak, saltet citron og paprika ovenpå grundtonen, der som altid i Mosel er limesaft og stenmælk. Lune toner af fersken supplerer, mens smagen er stram, opret, struttende og alligevel bøjelig og føjelig. Den får millioner af point på læskeskalaen, men man skal lægge mærke til eftersmagens længde, den dvælende fornemmelse af noget kildende, der bliver ved med at provokere mundvandsproduktionen.

Et par ekstra tips: Loewens 2017 Varidor Riesling er blandet fra flere marker, men kun baseret på selection masale-stokke og med husstilen intakt, rivesalt og grapefrugt, er det husets stærke køb. Laurentiuslay 2017 fra gråskifer er muligvis husets mest introverte klippesaft lige nu. Auslese laver Christopher Loewen normalt fra Ritsch-marken ved Thörnich og den er på trods af 100 g RS i 2017 ikke sød i sød, men lige så mineralsk og frisk som resten af husets vine.

Carl Loewen importeres af Joergensenogco.dk