Rene Jorgensen

Pergole Torte & Co... fra 80erne og legenden over dem alle!

Rene Jorgensen
Pergole Torte & Co... fra 80erne og legenden over dem alle!

I går aftes var jeg i Paradis! Sangiovese Shangri-la og på tidsrejse til 80erne, hvor sangiovese i Chianti-Classico generelt var et helt andet sted end i dag. En nær vinven med samme præferencer havde samlet en enestående kollektion af Montevertine-husets 80er-aftapninger. Her følger et lettere opdateret skriv me udgangspunkt i mit kapitel om huset fra bogen Vinmagerne i Toscana samt smagenoter på sjældenhederne.

Sangiovese er rød, derom ingen tvivl, og dens aromaer bør generelt befinde sig i afdelingen for sure kirsebær, tranebær og usødet grenadine – man skal kunne se gennem sin sangiovese, det er jo ikke maling. Martino Manetti siger, at det er sådan! Han tegner den stilart og står som det centrale Toscanas ledende skikkelse i den sangiovese-niche, uerklæret og ikke proklameret eller valgt til det, men set udefra er der ingen, der som han inkarnerer sangioveses transparente finesse, berusende intensitet, jordede mineralitet og sågar madvenlige struktur. Hans far, Sergio Manetti, var før sin død i 2000 at betragte på linje med Piero Antinori for sit pionerarbejde. I modsætning til Antinori insisterede Sergio Manetti på at påvise sangioveses solostyrke, de gamle blandingssorters legitimitet og moderne vinifikationsteknikkers farefulde ensrettende effekter.

Martino Manetti. Foto René Riis fra bogen Vinmagerne i Toscana

Martino Manetti. Foto René Riis fra bogen Vinmagerne i Toscana

Et par kilometer nordøst for Radda in Chianti ligger vingården Montevertine på en bakketop i den samme dal, hvor modsætninger som den lille rustikke og sortfarvede Poggerino og den megalomane, gabende ligegyldige Castello d’Albola ligger. Hver på deres måde drager de fordel af eller nærmere kæmper med dalens status som et af de koldeste steder i Chianti Classico. Montevertine er så meget Manetti, så meget dets ejere, at man skulle tro, det kunne ligge hvor som helst i Toscana, men der tager man fejl, for eksempelvis husets absolutte topvin og den, der vakte opsigt allerede ved debuten i 1977, kan ikke laves andre steder. Pergole Torte, indtil 1983 fra 2 ha nordvendte skråninger, nu en selektion fra husets bedste parceller, er så ekstrem, så tæt på det undermodne og så mineralsk og antiprimær, at oprindelsen er ciseleret i stentavler. Dermed ikke sagt at anderledes vinmageri ikke kan udvande terroirets udtryk, men Sergio og nu Martino Manetti har besluttet sig for at lave vin på den måde – det skal vi kun være glade for.

Pergole Torte blev lanceret i 1977, og berømmelsen var skabt, for på det tidspunkt var statusvinene, Tignanello og Sassicaia, enten udelukkende eller delvist baseret på bordeaux-sorter. Dér kom pludselig en provokatør med fokus udelukkende på sangiovese og skabte moro flere år før Flaccianello, Fontalloro og Percarlo, de andre super-sangioveser, blev lancerede.

Marken… ja MARKEN! Foto René Riis fra bogen Vinmagerne i Toscana

Marken… ja MARKEN! Foto René Riis fra bogen Vinmagerne i Toscana

Gæringen foregår for alle tre nuværende vine, Pergole Torte, Montevertine og Pian del Ciampolo uden temperaturkontrol et sted mellem 21 og 25 dage i betontanke – altså forholdsvis lang macerationstid med to daglige gange pump over for farve og aromaudtræk. Temperaturen kan finde på at stige helt op til 33-35 grader, et niveau nærmest ingen i det moderne Toscana nogensinde kunne forestille sig at komme bare i nærheden af, men det er blandt andet en af årsagerne til Montevertines særegenhed. Fadlagringstiden ligger mellem 1-2 år, Pergole Torte fik eksempelvis som regel 18 mdr. på store brugte slavonske egefade og derefter 6-8 måneder på Allierbarrique – nu tilpasset en smule til 12+12. Antallet af omstikninger er minimalt – også en årsag til vinenes positive særheder med en tendens til reduktive aromaer eller den let genstridige lugt af en nylig afskudt Colt Magnum kaliber 45.

Martino Manetti er en varsom mand. Han foretrækker at gøre det, faderen gjorde, og kan generelt ikke se nogen årsag til at ændre noget, som virker. Efter hans begreber er der to veje i livet: den ubeslutsomme og konstant eksperimenterende og den stabile, sikre, hvor eksperimenterne ER gjort af andre. Med valget af den sidste vej kommer Martino Manetti på paradoksal vis til at være traditionalist og de gennemtestede metoders samt lokalitetens forsvarer, mens faderen i begyndelsen var anarkistisk mønsterbryder, der gik nye veje og hvæsede ad såkaldt typicitet, der i virkeligheden var desperat bevarelse af middelmådig status quo. Martinos respekt og løfte over for faderens beslutninger er rørende, og det er da også den vægtigste grund til, at han fortsat ikke ønsker at lade Pergole Torte bære Chianti Classico-betegnelsen, hvad den sagtens kunne i dag. Desuden mener han stadig ikke, at konsortiet forbindes med troskab over for druer og lokaliteter. Især det første når man har valgt at tillade op til 20 % aromatiske druesorter i blandingen, hvor sangioveses skrøbelige udtryk fuldstændig slås ihjel. Ifølge Martino Manetti kunne Chianti have været et nyt Bourgogne med et mylder af terroirbestemte udtryk, men hvor fællesnævneren var sangioveses rene kerneduft. Måske er det på vej… tættere på end nogensinde.

Ifølge Martino laver han vin på den naturlige måde, markerne er også certificeret økologiske nu for at sikre langtidsholdbarhed. Manipuleret vin taber efter hans mening evnen til at holde sig i lang tid, og det er da også ved selvsyn konstateret, at den Campari-agtige røde sangiovese, totalamente naturale, lagrer helt utroligt og først afslører sine dybder efter ti år på flaske. Martino Manetti fastholder i en tid med generel lav syre for efterhånden alverdens vine, at syren er afgørende friskhed og holdbarhed. Han har et mål for sine vine. Dem, man ikke kan drikke en hel flaske af, er ikke store – han sammenligner gerne sine vine med Bourgogne, og de besidder da også ofte den samme svævende lethed samtidig med perplekse bank af smagsløg og gummer.

IMG_4473.JPG

Montevertine og Martino Manetti er noget helt særligt i Toscana, en enestående plet med enestående vine og i udtryk fuldstændig mystisk, men voldsomt tiltrækkende, ”røde” burgundiske aromaer, som minder én om, hvad Chianti kunne have været… og måske er på vej til... igen?!

I går vendte vi tilbage til 80ernes Montevertine – til dengang selveste Sergio Manetti stadig levede. Indtil 1998 lavede Sergio Manetti enkeltmarksvinen Il Sodaccio di Montevertine, som en slags fortolkning af Pergole Tortes potentiale og i en periode frem til 2004 fremstillede huset også en specialaftapning til restauranten Enoteca Pinchiorri i Firenze. Den hed Il Cannaio og kom fra én bestemt parcel med samme navn, baseret på sangiovese og canaiolo plus lidt colorino i de to sidste årgange 2001 og 2004, lagret i brugte barriques. Sergio Manettis nidkære kvalitetsfokus gjorde også at 1989 og 1991 Pergole Torte ikke blev fremstillet. I stedet valgte man at selektere de få gode druer til særaftapningen l’Ottantanove, som altså kun er fremstillet de to årgange. I dag fortryder Martino Manetti at man ikke navngav de to årgange som Pergole Torte, for de holder smukt.

Il Sodaccio di Montevertine 1987, 1986, 1985 og 1982
Chokerende start! Ingen er ovre, ingen har passeret toppen. De tre er strutfriske på den måde som kun kølig sangiovese kan være. 87eren næsten bedst, overraskende i den årgang, med sødlig stærkt parfumeret næse komplet uden sveske eller alkohol - kun røget islay whisky, henkogte kirsebær, sod, hostesaft og grønne urter, der letter udtrykket til burgundiske højder. 86eren har blod, sassafras, knuste kirsebær, tranebær, sorteoliven, slåensnaps og mere médoc-agtig fasthed. 85eren er mesterlig med mentol, slåen, og fornem smag, frisk, løftet, syrestyret, forfinet og elegant og alligevel med den slagteragtige brutalitet, jeg holder af, tetannin. 82eren bruntonet og ravfarvet i kanten, den første med toffee og krydderkage, endda crêpe suzette overhældt med flydende rust, antydet volatil og lidt afpillet på tungen.

IMG_4476.JPG

Il Cannaio 1988, L’Ottantanove 1989 og Montevertine Riserva 1990
Der er ikke antydning af egetræ på Il Cannaio, men til gengæld lufttørret skinke, bresaola, rosenblade, mentol og tranebær, fabelagtig kombi af naturlig koncentration og idealistisk sangiovese-lift, æterisk og luftig og dog markant Jørgen Leth’sk tilstedevær. L’Ottantanove er lysere i udtrykket, mere rød, mere ribs og rønnebær i Brøndums, bøfsaft, sveske og metal, rustbunke, tranebærjuice på tungen - en smagseksplosion. Montevertine Riserva var skæv, ak! TCA, støv, kælder, men smagen var tør, stram og afpillet, trodsigt ædel - hvad kunne det ikke have været.

IMG_4478.JPG

Pergole Torte 1980, 1981, 1983, 1988, 1990 og 1990 Riserva
80eren kunne være nok til at slukke lyset og gå hjem med glæde, men der kom endnu bedre vine. 80eren er utrolig, fuld af mint, kaffe, kirsebær, udtalt peber a la kølig syrah, poetisk duft, tårer i øjnene, kombineret med slank statur, burgundisk syre-frugtsødme-silketannin-balance. 81eren er dybere og friskere i farven, til gengæld også mere brutal med smedejernsgryde over åben ild, skrot dyppet i kirsebærsovs, endnu slankere end 80eren og mere markant te-tannin. 1983 skuffer på højt plan, men i den alder kan den enkelte flaske variere; lys transparent, fuld af earl grey, latakia-tobak hvis nogen kan huske hvordan det dufter i disse antirygetider, lettere præget af kål (den første i smagningen!!), sveske og efterårsskov. 88eren var desværre også ældet for meget, en skæv flaske - den har tidligere performet flot. her orangetonet kant, støvet og svesket næse, dadel og kål, lakrids og anis, men mangler intensitet og friskhed. 90eren er sublim, men bliver overgået af 90 Riserva endnu en gang. Den almindelige er ultrafrisk, pakket med sort peber, rosenpeber, langpeber, tranebærjuice, løbesod, våd beton mættet med stevnsbær, fast og tæt, smertende intens, stram, men kæmperamme, livlig frugtsyre og cool tetannin. 90 Riserva er og forbliver Chianti-Classicos toppunkt - gid den dog bare var kategoriseret som sådan - en sangiovese-milepæl for purister. Sortrød og blodfarvet, stinker positivt af mint, tranebærjuice, stevnsbær, surdej, båltomt, endda hindbæressens, kaffegrums og violer, iod og malurt, ondskab og venskab, godhed og kærlighed, uendelig, absurd… uvirkelig, og dog er den her.



IMG_4480.JPG