Rene Jorgensen

Bordeaux 2016 - en friskfyrsårgang - perler på snor

Rene Jorgensen
Bordeaux 2016 - en friskfyrsårgang - perler på snor
IMG_4490.JPG

Blå tænder, udtørret mund og halsbrand. Det er hårdt at gå til smagning, når temaet er ung bordeaux og man må acceptere at tale med venner, bekendte og tilfældige smagningsgæster med uhøvisk mundhygiejne. Undgå tandsmil eller lev med det! Bordeaux-slottene var på promotour i sidste uge og kom til Aalborg, hvor Supervin var værter for et line-up med 25 klassificerede topslotte fra området, som vel et eller andet sted betragter Danmark som et nærdødsmarked. Derfor er det skønt at blive mindet om klassisk bordeaux’ evner ved sådan en smagning. Jeg har aldrig været til den officielle Bordeaux En Primeur-åbning i april… på mange måder heldigvis, for det er svært at smage ufærdige vine, der ovenikøbet sagtens kan ændres efterfølgende… flere gange, inden aftapning sker typisk op til to år efter høst. I Aalborg havde slottene medbragt 2016 – og se, DET er en helt anden sag. En overblikssmagning var mulig – hver eneste af de vine fortjente seriøst en hel aften i glasset, men til den type smagninger handler det om at have strategien i orden og holde sig til den. Man kan få årgangsfornemmelse, indtryk af generelle ændringer og ikke mindst førsteindtryk af vindere og tabere, smagningens umiddelbart smukkeste safter og de mindre smukke.

Jeg vil ikke trække den tålmodige læser med vejrgennemgang. De fleste ved nok at 2016 i Bordeaux gik ret godt, specielt i anden del af vækstsæsonen. Det slog mig at duoen 2015 og 2016 minder om duoen 2009 og 2010, begge gode, men den første klart mere præget af varm frugt, mens den anden er friskere. Forskellen er umiddelbart at 2016 ikke har samme høje alkohol som 2010erne og så har 2016 skræmmende høj placering på drikfældighedsskalaen – de er fuldstændig abnormt gode, så tidligt i alder. Måske er der sket noget i hovederne hos dem, der bestemmer på slottene. Er der mon overordnet tale om moderation hos topslottene… mindre eg, lavere ristningsgrad, knapt så meget ny eg, bedre balancerede druer fra marken – det var i hvert fald det indtryk, jeg sad tilbage med efter gennemgangen. Og desuden et kæmpe sort smil på læben, for stor bordeaux ER jo stor vin og der findes stadig masser af gode køb. Statelighed er ordet – det kan Bordeaux.

IMG_4484.JPG

Smagningens mest hjertevarmende vine kom fra Haut-Bailly, Canon-La-Gaffelière, Canon, Rauzan-Segla og ikke mindst Les Carmes Haut-Brion.

De mest overraskende, baseret på mine lave (og måske fordomsfulde) forventninger var Cos d’Estournel (på grund af min modvilje overfor slottet siden de sygeligt alkoholiske og søde 2009 og 2010), Canon-La-Gaffelière, der har sænket fadregimet, skiftet til beton i den sidste del af lagringen og har afskediget Stephane Dérénoncourt som konsulent, Clinet for sin ultra-pomerol-stil, Dalem fordi jeg ikke kendte særligt godt til slottet og ikke mindst Giscours og Beychevelle fordi de bare smagte langt bedre end jeg har smagt de to tenderende underperformende slotte et stykke tid.

Her kronologisk bordgennemgang i nutid.

Dalem er dæleme god! Mest merlot og med Fronsacs lidt raspende tannin og sveskeblomme uden heftighed. Jeg er godt stemt, positiv, bekræftes fra starten – stor årgang. Cantemerle overrasker med tydelig solbærbusk, spicy ceder og klassicisme, mens Sociando-Mallet lever op til forventningen om tanninbid, stramhed og old school-struktur tilsat fornem solbærdybde – måske er mine jublende arme for højt sat, bekymring, bange anelser… men så Siran i en udgave, jeg aldrig har smagt bedre. Magisk margaux med rød frugtighed, tæt og grenet struktur… mystisk at der er så høj andel merlot i. Du Tertre og Giscours er en ulige kamp. Giscours er stor, basta! Hele 81 % cabernet sauvignon og sort, koncentreret, naturligt intens og formår at undgå banal indkogthed. Du Tertre får tæsk, fremstår lidt afpillet. Så kommer der creme på drengen med Pape Clément, en mastodont, der dog formår at bevæge sig graciøst. Her er ikke bare Michel Rolland-essens, men faktisk tydelig gruset og krydret pessac-struktur. La Tour Carnet er cremet i Rolland-stil og mere almindelig.

Pichon Baron er igen fantastisk, total pauillac-show, cedertræ, enebær, granulatagtig tannin og kraftfuld, og videre til Neipperg-bordet, hvor der virkelig er sket ændringer i tilgang de sidste år. Det er næsten ti år siden jeg besøgte Château d’Aiguilhe i Castillon og dengang var den bobbet op, gjort større end dens appellationskonkurrenter med assistance fra Stephane Dérénoncourt – nu er han ude og Neipperg-koncernen med flere topslotte er i gang med apollinsk tilbageholdenhed. D’Aiguilhe er frisk med frisk på og med 80 % merlot kunne det nemt have været svulstigt i 2016. Canon-La Gaffelière er imidlertid endnu bedre – blandt smagningens toppunkter, fremragende, igen frisk, løftet og luftig og nu for alvor respekterende det sandede og kalkede terroir. Man går med vilje efter både undermodne, perfektionsmodne og overmodne bær og har hele 40 % cabernet franc i blandingen – og tænk sig, betontank i den sidste periode før aftapningen. Næste bord er klart nedad på skalaen, Camensac er nok også bedre end tidligere, men blegner i sammenligning med smagningens andre deltagere.

Chasse-Spleen, der ligesom Sociando-Mallet ikke vil være med i Cru Bourgeois-flokken og af de dogmatiske årsager naturligt ikke kan være i Cru Classé, er til gengæld fuldstændig opad igen. Moulis har her en stjerne, dyb og rund, men stadig med områdets kendte tweed-tannin. Og så kommer bordet med dagens Zeus i skysovs. Haut-Bailly, 40 % merlot og endda 4 % petit verdot og nedjustering på ny eg og ikke mindst fremhævelse af slottets parcel med over 100 år gamle cabernet-sauvignon-stokke. En lagkage af velsmag, cashmeretannin, sød og frisk frugt, cashmeretannin, sød og frisk frugt… træet giver røgeffekt, blyant, sten, den synger og danser i støvet, tango, techno, en slags vinøs kombination af Missy Eliot og en strygekvartet af Schubert. Mesterlig bordeaux! Malartic-Lagravière ved samme bord tæt på i intensitet og har samme udtalte friskhed i koncentration. Nabobordet rummer Chanel-slottene Rauzan-Segla og Canon – begge er deroppe hvor de BØR være, men ikke har været længe. Rauzan-Segla er… tør man sige det, nærmest som Lafite – raffi, sofistikeret, blyant og solbærsaft, ultraklassisk og bare frisk. Canon er endnu mere imponerende. Nu ægte kalkstensraffinement og elegance, så letflydende og dog så koncentreret. Virker komplet uforceret. Phelan-Ségur ved nabobordet har mere riv i munden, mere cab-tørhed og krævende struktur, men den er fornem.

IMG_4489.JPG

Lafon-Rochet har blomsterhandler på toppen af tetannin og solbær, violer og liljer, mens Talbot er mere jordet. Branaire-Ducru er stor, som sædvanlig, fristes jeg til at sige, efter min mening en over-achiever, men den får bank af naboen her ved bordet. Der står nemlig Les Carmes Haut-Brion, mikroejendommen med Philippe Starck-vineriet. Den oser så friskt, urtet, blomstret, solid og alligevel forfinet, komplet bordeaux’sk harmoni og tæt på min opfattelse af vinøs perfektion. Den bliver ikke overgået af Clinet, her gælder det selvsagt mere merlot og pomerol’sk crema, men igen er det den forbløffende friskhed, der markerer, stærk peber er udtalt. Det bliver to bomber, som afslutter rundgangen og den uforskammede høje hastighed på min tur. Først Cos d’Estournel, der har fundet tilbage til både friskhed og alkohol/ekstraktionsharmoni. Silketannin og tobaksnoter med solbærgren og blomme, cedertræ og monsterintensitet helt uden sliksukker eller rhum-varme. Så Bellevue, der smager som en lille Angélus, power, kraft, styrke, men formet blødt. Udenfor skinner solen, hvepsene er dovne og septemberluftens svaling bliver et fysisk tegn på den magiske vinøse kølighed vi fandt indenfor.

Vinene sælges som bekendt overalt, men smagningens vine kan aktuelt købes hos Supervin