De er sjældne de nye succesfulde vinhuse i Bourgogne. Nuvel, der kommer nye huse praktisk taget hver gang en forælder dør og generationsskiftet foregår efter det groteske napoleonske princip og alt må deles mellem sønner og døtre. Det er dog yderst sjældent at et nyt mikrovinhus slår sit navn fast i løbet af 3-4 frigivne årgange. Det har Maison Harbour gjort. Allen Meadows på Burghound og Sten Öhman på Winehog har allerede været der med ros og jeg melder mig blot i koret. Maison Harbour er ikke bare nye, unge og dygtige. De har også ramt en opsigtsvækkende stilistisk luftighed. De køber druer af bønder med marker i mellemklasse-cru’er og det er utroligt man bliver ved med at kunne finde druer af den kvalitet, som ikke bliver vinificeret af bonden selv. Canadiske Colleen og amerikanske Nicholas Harbour boede begge i Luxembourg og skulle have gjort karriere i finanssektoren, men et eller andet må have kaldt på dem: en lokkende sirene i Bourgogne.

Med mindre man laver decideret naturvin, er de fleste af Bourgognes unge huse, også dem med oprindelse i udlandet, relativt mainstreamede stilistisk. Det er Maison Harbour på ingen måde. De får mindre premier cru’er til at smage af grand cru og de gør det med trylleri, for det er paradoksalt hvordan små 12,5 % for både deres rød- og hvidvin, der i Bourgogne alt andet lige tyder på umodne druer, kan gøre så markant indtryk. Hvordan så liflige vine, nærmest florlette for de røde, kan efterlade mærker i sindet, som hvis en kampvogn (af vat) havde kørt gennem det. Det er kun lykkes mig at stifte bekendtskab med tre af Harbour-parrets vine, to hvide og en rød og der er ingen tvivl om at naturvinsbevægelsen har haft indflydelse, men der er intet sært eller grænsesøgende ved vinene. Lethedens vægtighed, kunne man sige.

Begge de hvide er vinøse paradokser: moderate i alkohol, men stærkt præget af hårdt arbejdende mælkesyrebakterier, fuld af diacetyl, vanilje, fudge, kardemommesyltet pære og med imponerende attack, moden syre, sødme uden sukker og kun antydet egetræ i baggrunden. Både Santenay 1er Cru les Gravières 2016 og Meursault-Blagny 1er Cru 2015 har samme smertende intensitet og mineralitet som en Perrières, mens den røde Gevrey-Chambertin La Justice 2014 er velduftende, parfumeret af dehydreret rabarber, blodappelsin, aromatisk tørv, ribssaft, hyben og tamarind og ikke mindst ekstrem saftig, letløbende og umiddelbart fornærmende sit ophav i den notorisk mandhaftige kommune Gevrey-Chambertin. Forbløffende langvarig i eftersmagen og narrer dermed med sin letløbende start.

Vinomani.dk har Maison Harbour