Rheinhessen er ikke som andre tyske vinområder det landskabelige dramas sted. Og vinproduktionen er spredt godt ud over landets højeste hektarantal. Liebfraumilch er længe siden og må i øvrigt også laves i både Pfalz, Nahe og Rheingau nu. Efterhånden har Tysklands mest hypede vinproducent Klaus Peter Keller og kumpanerne i det såkaldte Wonnegau, kalkstensparadiset inde vest for Worms, hevet berømmelsen til himlen. Så meget at man nemt glemmer den del af Rheinhessen, der længst og mest kontinuerligt har holdt banneret højt, Roterhang mellem Nackenheim og Oppenheim langs Rhinens syd-nord-gående forløb syd for Frankfurt og Mainz. Selv der er kvaliteten løftet og en række virile mere eller mindre vilde folk sætter igen fokus på Pettenthal, Rothenberg, Hipping og Orbel. Helt inde i det dybe vest af regionen ligger det tredje center for karakterfuld vinfremstilling – den vulkanske klump ved Siefersheim, men der findes faktisk et fjerde arnested for historisk kvalitet og aktuel fornyet tro på sig selv.

Okay, jeg har glemt det historiske centrum ved Bingen (mere om det i en anden blogpost), hvor der sågu også er fornyet selvtillid og endelig genforløsning af det historiske potentiale fra marken Scharlachberg (jeg nævner i flæng: Nahe-huset Kruger-Rumpf, Riffel, Bischel og ikke mindst mikroleasingprojektet, som Wagner-Stempel kører med Bischel), men… Rheinhessens, vil jeg påstå, mindst kendte af de gamle kerneområder, er rødvinsområdet ved Karl den Stores kejserby Ingelheim. Her findes riesling godt nok, men har slet ikke samme vægt og fokus som spätburgunder. Her på sydsiden af Rhinens øst-vestgående forløb lige overfor Rheingaus kendisbyer som Oestrich-Winkel, Hattenheim og Johannisberg ser landskabet decideret afmålt ud, sammenlignet med klipper, steilhang og farlighed andre steder. Blidt stigende skråninger drejer sig rundt om Mainzer Berg og her vokser nogle af Tysklands ældste undersorter og versioner af spätburgunder. Ingelheim har fire Grosse Lage, man har nok presset citronen med Sonnenberg og Schloss Westerhaus, men de to naboer Pares og Horn med nærmest identiske jordbundsforhold er der hold i.

Pares og Horns lavpunkt starter nærmest ved muren til den befæstede Burgkirche og stiger blidt mod toppen, hvor der ret unikt efter tyske forhold ikke er skov på toppen. Endnu mere unikt, så vender de mod vest – slet ikke normalt i det kolde og solhungrende Tysklands topvinmarker. Vinden spiller også her en positiv rolle, både som køler og som sygdomsbekæmper. Overjorden består af løss, lidt som i de fladere dele af Østrigs donauland, men Pares og Horn har muschelkalk i blandingen, endda massiv kalksten som basis og det kan pinot noir som bekendt godt lide. Andre marker om ”hjørnet” tæller Steinacker og Höllenweg, mens dem syd for Horn hedder Burgberg og Sonnenhang. På den vestlige side af Ingelheim ligger endnu en Schlossberg og Rheinhöhe, der ikke tidligere har leveret topkvalitet, men det er Simone Adams ved at lave om på. Ingelheims producenter tæller velkørende Arndt F. Werner og Dautermann (dog nogle år siden, jeg sidst smagte dem), Wasem og ikke mindst unge Simone Adams, men byens mest lovende løft er sket hos J. Neus, som fik nye penge i 2012 da mainzermagnaten Christian Schmitz købte den gamle ejendom.

J. Neus’ pinot-kloner er selektioner på de oprindelige i Pares og Horn-markerne fra 1800-tallet. Ikke de moderne tyske højt ydende kloner, men i 1990erne plantede den tidligere ejer den kendte globale succespinot-klon nr. 777, sandsynligvis mest af farvemæssige årsager – jeg gætter bare. Hagen ved 777 er tendensen til grovhed. Det evige springende punkt for tyske pinot-producenter, ristningen og kvaliteten og ikke mindst mængden af nye franske egefade, ser ud til at blive håndteret fornuftigt, for der er slet ikke noget, altså nyt egetræ! Det er muligvis Julien Meissners skyld, endnu en af Rheinhessens helt unge sprællende vintroldmænd, hvis ideal-pinot tydeligt er til den lettere side. Ingen af de tre smagte her, var i nærheden af 0ernes tyske spätburgundermonstre, men det er stramme sager! Det er sandsynligvis pga. de gamle intensitetsfremmende kloner.

Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 2016 er overraskende lys og brillant transparent med tætpakket snude af krudt, sten, fint blidt toasted fad og blandet saft fra Rynkeby. Den løftes af let kulsyre, er mildt glycerøs og har surhed som det mest provokerende modne stevnsbær. Storebrødrene Pares GG Spätburgunder 2016 og Horn GG Spätburgunder 2016 er på et andet niveau selvsagt, men de er til gengæld også langt mindre tilnærmelige. Både Pares og Horn er stærkt reduktive, Pares krydres orientalsk af sichuanpeber og five spice og har frugtsødme, der kæmpe for at mildne den smertende høje intensitet og næsten DRC-agtige soja-salt-umami-urkraft. Horn er efter tidligere tiders idealer skræmmende lys, men skinnet bedrager, for her er grønkrydret fast mineralsk mørke, sort te, røget hindbær, ristet træ (jo helt klart, selvom huset påstår de underspiller), rusten Smith & Wesson, mens smagen er creme i kamp mod tannin og grenet ekstrakt helt uden grum bitterhed. Samme soja-salt-umami-mundsmerte som Pares. En stor vin!

Wasem driver både restaurant og hotel og ejer som Neus parceller i Horn og Pares, og som Simone Adams parceller i Sonnenhang. Husets stolthed er frühburgunder, men de mestrer også spätburgunder under ledelse af farmand Holger Wasem og de to ønologuddannede sønner Julius og Philip med stigende indflydelse.

Sonnenhang Spätburgunder 2016 er sødmefuld i næsen, selvom sødme ikke kan fornemmes med næsen, jeg ved det godt, men alligevel… og så en del fadpræg, af høj fransk egetræskvalitet, coulis på skovjordbær og hindbær. Farven er i øvrigt denne sammenlignende smagnings klart mørkeste! Ristet eg i eftersmagen, der næsten modstemmes af frugtsødme, løftende syre og jeg er ret overbevist om at fadet nok skal fuldintegreres med tiden.

Simone Adams (Adams Wein) er ikke VDP-medlem og har ingen dogmer. Hun er ÅRETS OPDAGELSE for mig – må blankt erkende at jeg aldrig er stødt på hendes vine før. Hun tester, prøver, eksperimenterer, efterligner og går helt egne veje. Hun bruger delvis helklasegæring, 100 % for Kaliber 48 og har pragmatisk indstilling til ny eg – hun mener vinene skal afspejle nordgrænsen for vitis viniferas fuldmodenhed og hader overmodenhed, ekstraktion og høj alkohol. Hendes utrolige kvaliteter fra mindre ”ædle” marker som Sonnenhang og Reinhöhe skyldes nidkært markarbejde, der både omfatter hårdhændet skudafpilning og ikke mindst den Leroy-inspirerede topskudsomvikling – ingen hækkeklipning her! Efter sigende betragter Ingelheims andre producenter teknikken som skør, men Simone Adams fremhæver plantehormonet auxins tilstedeværelse i topskuddene. Når de, som det typisk sker, klippes, forvirrer det planten, der sætter endnu flere sideskud og det er hun ikke interesseret i. Simone Adams er ivrig jæger og sælger sine vine under det lurrige navn Kaliber ditten og datten.

Kaliber 12 Spätburgunder 2016 starter blidt ud, men begynder på den anden side et ridt i mesterlig spätburgunderhåndtering! Total piment d’espelette, lugt af Junkers plankegulve, selvom Kaliber 12 kun har ligget på gamle stückfässer, vild hindbær, viol, granatæblesaft og funky tamarind og den løber som riesling over tungen, syrestyret og bærsaftig. Kaliber 28 Spätburgunder 2015 vil gerne være mere seriøs, men får dermed typisk også mere træsmag, efter lagring 12 måneder på blandede bolsjer af ny og brugt barrique. Kaliber 28 er dog også mere moden, dybere og har højere… ja ok… kaliber. Auf dem Hang Spätburgunder 2016 er fra kernestykket i einzellagen Sonnenhang og får 12 måneder på barrique, som saften fuldstændig har opslugt. Stærkt vioparfumeret på base af appelsin, ribs, tyttebær og gammel ibericoskinke. Løftet af en smule kulsyre og fornem syre-sødme-balance – slutter imponerende ”naturligt” og luftigt. Kaliber 48 Spätburgunder 2015 fra Hang-parcellen i Sonnenhang, er på papiret den forventede topudgave med hele baduljen, hvor min frygt for overgjort fad bliver gjort eftertrykkeligt til skamme! 18 måneder på barrique, 100 % helklaser og udelukkende fra stokke, der topskudsomvikles. DET ER ÅRETS spätburgunder! Jeg vover pelsen. En af dem, der drikkes med hjerte og hjerne på samme tid. Den virker uprovokeret, som en natural beauty, ikke-forceret… absurd saftighed, muligvis det mest naturlige og uforstyrrede pinot noir, jeg har smagt i år, helt rent og uforstyrret af træ, tranebær, skovjordbær, rødbedejuice… det giver ikke meget mening at fortsætte rækken af indtryk. Jeg nøjes med at melde jubel!

J. Neus importeres af Mr. Ruby

Wasem importeres af Carlsen Vin

Adams Wein importeres af Crime Wine