Okay, lad mig nu være ærlig. Store oversigtsmagninger af Mosel-riesling kan også blive en kedelig affære. Dog ikke helt så kedelig som en smagning af Provence-rosé. Eller rettere, en homogen affære – jo da, vel er der forskel på producent x og producent y, vel er der aromatisk forskel på en kabinett fra Doctor og én fra Himmelreich, men sådan rigtige udsving er der jo ikke. Derfor bliver jeg nogle gange træt og vil have særheder, personlige stilarter, der afsøger grænser, personlige stilarter, hvor man går efter dybde og glutamat-effekt i riesling med lang bærmekontakt som FIO wines, groft håndteret presning og maceration som hos Martin Müllen, skrigende syre og puristmost i oldgamle fade som hos Hofgut Falkenstein, uvirkelig sødmehimmel uden vægt som hos Willi Schaefer, abrupt støvende tør stenvin som hos Uli Stein eller smertende smagsintensitet som hos Markus Molitor. En af mine personlige favoritter i syreafdelingen, dér, hvor man aldrig frygter syrens væsen, fokuserer på glemte og oversete marker med gamle stenterrasser og på det seneste også arbejder med skindkontakt er hos Weiser-Künstler i Traben-Trarbach. Huset er ikke helt hemmeligt mere – de ER udråbt som stjerner, men de er efter min mening stadig oversete herhjemme…. (fortsættes)