Aligoté har mere vinsyre end chardonnay og den besidder ideelt en splintrende sprødmør fornemmelse. Når man smager Ponsots Monts Luisants kan man ikke lade være med at forestille sig, hvor god en aligoté ville være fra placering i Puligny-Montrachet Les Pucelles eller ligefrem Chevalier-Montrachet eller Corton-Charlemagne. Sådan er det bare ikke. Aligoté må ikke bruges til de fine navne og langt det meste står på sekundaplaceringer på fladland.
Sådan var det ikke indtil vinlusens hærgen. En optur for én druesort og en nedtur for en anden kan principielt være tæt på tilfældig og når nutiden ser på den enes brød og den andens død virker det soleklart, ja ligefrem helt naturligt, at det blev sådan. Historien om chardonnay og aligoté ligger ligefor. Vi glemmer bare, at tiden siden ”skellet” har rummet timevis, ugevis, ja årevis af målrettet udviklings- og forbedringsarbejde på chardonnay, mens i dette tilfælde taberen, aligoté, tilsvarende er blevet misligeholdt og har fået de dårligste placeringer tildelt.
Jeg nægter at snakke om kir og dermed ikke mere om den driks skyld i aligotés ødelæggelse. Ham Canon Felix Kir, borgmester i Dijon og med gudeforbindelse i jobbet som præst skal ikke have al skylden, for Bourgognes vinbønder var allerede i færd med at ødelægge dens ry og rygte.
Aligoté er, som et utal andre gamle europæiske sorter, skabt ved naturlig pollinering mellem pinot (noir) og gouais blanc. Ud af den fortidige parringsleg kom en druesort, der blev beskrevet i litteraturen som slem, smuk, skidt, ringe, sublim, skarp og skarp… altså både på den gode og den dårlige måde. Den hører hjemme i Bourgogne, men, hvor, er usikkert. I Côte Chalonnaises lille landsby Bouzeron vil de gerne, at dens ophav var dér, mens andre lokaliteter, både oppe i Auxerrrois ved Chablis og kalkstensskrænterne nede i Maconnais hævder dens ophavssted. Konsensus lige nu siger et eller andet sted i det centrale Côte de Beaune. Vi kan i hvert fald sige, at området omkring Pernand-Vergelesses havde ry for at lave særligt god aligoté. Laurent Ponsot påstod engang overfor mig, at hans Corton-Charlemagne havde høj andel aligoté, hvad den efter reglerne ikke må, men der bliver efter sigende arbejdet på at vende tilbage til tidligere tiders aligoté-styrke i den grand cru.
Indtil vinlusens totale ødelæggelse af Bourgognes marker blev aligoté taget alvorligt, men da genplantningen på amerikanske rodstokke begyndte i starten af 1900-tallet, var der ikke mange, som huskede aligoté. Chardonnay overtog komplet magten blandt regionens hvide druer og selvom aligoté blev genplantet skete det på fladland, på enten alt for frugtbar landbrugsjord, der nok bedre egnede sig til hvede eller på komplet næringsudpint og vandfattig og ikke mindst vindudsat. Enkelte steder, pletter hist og pist, fik den lov at overleve i god jord, i jord med status af appellation communale, premier cru eller grand cru. Det må fortsat være Domaine Ponsots lovlige anvendelse af aligoté fra tussegamle stokke i Monts-Luisants, der har fornemst placeringen på côten, men jeg er sikker på at ”hemmelige” parcellers resultat vil dukke op i den nærmest fremtid. Arnaud Ente rykkede desværre sine over 80 år gamle aligoté-stokke op efter 2018-årgangen, så de tidligere årgange bliver nok klenodier. Vi fik hans 2017 med her…
Aligoté har mere vinsyre end chardonnay og den besidder ideelt en splintrende sprødmør fornemmelse. Når man smager Ponsots Monts Luisants kan man ikke lade være med at forestille sig, hvor god en aligoté ville være fra placering i Puligny-Montrachet Les Pucelles eller ligefrem Chevalier-Montrachet eller Corton-Charlemagne. Sådan er det bare ikke. Aligoté må ikke bruges til de fine navne og langt det meste står på sekundaplaceringer på fladland.
Sådan var det ikke indtil vinlusens hærgen. En optur for én druesort og en nedtur for en anden kan principielt være tæt på tilfældig og når nutiden ser på den enes brød og den andens død virker det soleklart, ja ligefrem helt naturligt, at det blev sådan. Historien om chardonnay og aligoté ligger ligefor. Vi glemmer bare, at tiden siden ”skellet” har rummet timevis, ugevis, ja årevis af målrettet udviklings- og forbedringsarbejde på chardonnay, mens i dette tilfælde taberen, aligoté, tilsvarende er blevet misligeholdt og har fået de dårligste placeringer tildelt.
Jeg nægter at snakke om kir og dermed ikke mere om den driks skyld i aligotés ødelæggelse. Ham Canon Felix Kir, borgmester i Dijon og med gudeforbindelse i jobbet som præst skal ikke have al skylden, for Bourgognes vinbønder var allerede i færd med at ødelægge dens ry og rygte.
Aligoté er, som et utal andre gamle europæiske sorter, skabt ved naturlig pollinering mellem pinot (noir) og gouais blanc. Ud af den fortidige parringsleg kom en druesort, der blev beskrevet i litteraturen som slem, smuk, skidt, ringe, sublim, skarp og skarp… altså både på den gode og den dårlige måde. Den hører hjemme i Bourgogne, men, hvor, er usikkert. I Côte Chalonnaises lille landsby Bouzeron vil de gerne, at dens ophav var dér, mens andre lokaliteter, både oppe i Auxerrrois ved Chablis og kalkstensskrænterne nede i Maconnais hævder dens ophavssted. Konsensus lige nu siger et eller andet sted i det centrale Côte de Beaune. Vi kan i hvert fald sige, at området omkring Pernand-Vergelesses havde ry for at lave særligt god aligoté. Laurent Ponsot påstod engang overfor mig, at hans Corton-Charlemagne havde høj andel aligoté, hvad den efter reglerne ikke må, men der bliver efter sigende arbejdet på at vende tilbage til tidligere tiders aligoté-styrke i den grand cru.
Indtil vinlusens totale ødelæggelse af Bourgognes marker blev aligoté taget alvorligt, men da genplantningen på amerikanske rodstokke begyndte i starten af 1900-tallet, var der ikke mange, som huskede aligoté. Chardonnay overtog komplet magten blandt regionens hvide druer og selvom aligoté blev genplantet skete det på fladland, på enten alt for frugtbar landbrugsjord, der nok bedre egnede sig til hvede eller på komplet næringsudpint og vandfattig og ikke mindst vindudsat. Enkelte steder, pletter hist og pist, fik den lov at overleve i god jord, i jord med status af appellation communale, premier cru eller grand cru. Det må fortsat være Domaine Ponsots lovlige anvendelse af aligoté fra tussegamle stokke i Monts-Luisants, der har fornemst placeringen på côten, men jeg er sikker på at ”hemmelige” parcellers resultat vil dukke op i den nærmest fremtid. Arnaud Ente rykkede desværre sine over 80 år gamle aligoté-stokke op efter 2018-årgangen, så de tidligere årgange bliver nok klenodier. Vi fik hans 2017 med her.
Aligoté-producenterne i dag har to muligheder – fem, hvis det hele regnes med. De kan vælge salg som Bourgogne Blanc eller Bourgogne Aligoté og, hvis de bor i Bouzeron, kan de vælge den kommunale appellationsangivelse, Bouzeron, som per definition SKAL være lavet på aligoté. Den efterhånden sjældent sete Bourgogne Grand Ordinaire (Coteaux Bourguignon nu) er den fjerde mulighed. Den sidste mulighed er den helt åbne kategori vin de france, som en række af Bourgognes aligoté-glade naturvinsproducenter vælger, for at have helt frie hænder; det gælder eksempelvis Julien Altaber og ikke mindst Yann Durieux. Det er netop naturvinsbevægelsen og unge metropolistiske vindrikkeres efterspørgsel på alternative druesorter, mere friskhed, det ukomplicerede, det umanipulerede og det ”ufine”… og ligefrem anti-fine, der har været med til at genvække aligoté. I sammenslutningen Les Aligoteurs arbejder konventionelle og moderne traditionalister sammen med sulfitforsagende naturalister – jamen er det ikke herligt. Målet skaber fællesskab. De vil have aligoté frem i lyset. Stilarterne er flere lige nu, men det ser ud til at skindkontakt spiller en ret stor rolle og langt de fleste bruger brugt eg og store dobbeltstørrelser i fad. Enkeltparcel-aftapninger pibler også frem, specielt i Marsannay, hvor Sylvain Pataille og Laurent Fournier hærger.
Aligoté knopskyder tidligt på året og er dermed udsat for frost, mens den modner tidligt, men senere end chardonnay. De modige vover sig ud i anvendelse af mineralitetsbegrebet. Tonneaux, de store egefade, halvanden gang så store som eller dobbeltstørrelse af en klassisk burgundisk piece, er det typiske hos de virkelig seriøse aligoté-producenter. Andre ser kun stål eller beton. Ampelograferne, dem der kender til vinplanternes udseende, sortsdistinktion og genetik, er ikke helt med på den, men producenterne med gamle, rigtigt gamle, aligoté-stokke taler om to varianter; aligoté vert og aligoté doré. Aligoté er tæt forbundet med Bourgogne, men der vokser faktisk tusindvis af planter i det østlige Europa, i Bulgarien, Ukraine og Rusland, hvor dens udbytter og syregivereffekt er hovedårsagen til succes, men det er en helt anden historie. Her handler det om alvorligt ment aligoté fra Bourgogne.
Vi samlede til bunke og fik demonstreret tydeligt, hvor ædel aligoté kan være i seriøse hænder og fra seriøse placeringer og planter. Her følger en gennemgang af 13 forskellige elskværdige aligotéer fra producenter, som nærmest alle som én er medlem af Les Aligoteurs. Og husk lige at tjekke rap-nummeret om aligoté på youtube – klik på linket her.
Her vinene i serveringsrækkefølge, som ikke var randomiseret.
Bourgogne Aligoté 2018, Sylvie Esmonin
Skovtursvin og dette r altså ikk mig der siger det. Det siger Sylvie Esmonin selv og hun indrømmer blankt at det er aligoté høstarbejderne får til frokost. Anyway, en lækker lille start med pæresplinter, naturstil, ligefrem, lavt svovlet gætter jeg på og meget umiddelbar med rieslingvinsyre og friskhed a la kalksten. Pirrende oxy-indslag til sidst – enslydende i begge flasker. 86
Bourgogne Aligoté, 2018, Buisson-Battault
Stokke fra 1935 i Magny ved Meursault. Røget smør, røgeost på pæresaft og champagne uden vobler, bred ymer, som min far sagde når han skulle være smart med de unge i 1980erne, kærnemælk, røget smør og pæremost. Sprødmør fornemmelse i eftersmagen, frisk og ren. 88
Bourgogne Aligoté Les Valendons 2019, Antoine Petitprez
Nu bliver det alvor. Tydelig skindkontakt her, ruskindstone og præg af grillet zucchiniskal, tørrede hvide blomster, sergeantæble og sommerfuglebusk, her snakker vi intensitet på et andet plan, imponerende dobbelthed af stik og spark i smagsløg og noget æterisk, gasagtigt oppe i mundhulen. Syrebid som en riesling fra gamle stokke på kalksten i Rheinhessen, men her er også mælkesyre, så i virkeligheden stadig et lidt bredere udtryk. De blomstrede indslag kommer igen i eftersmagen – totalt overvældet i praksis ved bordet ovenpå de første mere saftevandsagtige udtryk. Antoine Petitprez er markkonsulent for Liger-Belair, Dujac og Clavelier blandt andre og vinificerer uden sulfit. 92
Ilagoûté, Sarnin-Berrux
Jeg forestiller mig at Jean-Pascal Sarnin og Jean-Marie Berrux enten selv har valgt at holde vinen her ude af appellationssystemet eller også er den blevet forkastet af en myndighed. Total punket aligoté med eftergæring i flasken, bruser op i glasset, men smager faktisk IKKE af gær. Bondske pølsetoner på toppen, hørm, men nedenunder ligger gammel champagne, saltet og fermenteret citron, lys miso, sur saft fra kvæder og eftersmag, der smækker med syren og ikke mindst en grænsesøgende kompostkasseeftersmag. Vi var dybt uenige – jeg kan sagtens acceptere den, men Hr. og Fru almindelig vindrikker vil nok tøve… eller løbe skrigende bort. 88
Bourgogne Aligoté 2017, Dominique Laurent
Første flaske totalt oxideret. Anden flaske noget bedre. Simpelt udtryk frisk kvæde, dehydreret skorzonerrod og citron med vanilje. Letløbende, spændstighed med livlig syre, men uden den store intensitet. God udgave af den mere almindelige opfattelse af aligotés evner. Nærmer sig træthedsstadiet. 85
Bouzeron Les Clous 2019, Jérôme Galeyrand
En af de kendte og fine marker i Bouzeron, som Domaine de Villaine også fremstiller fra, men sjovt nok kun Chardonnay. På få år er Galeyrand blevet kult – han er AB-certificeret og praktiserer bio i marken og bruger brugte fade til aligotéerne. Ren og syngende, ydtalt pæresaft, røget kærnemælk, saft fra kalksten, kogt ned med lime og optræder helt ærligt nærmest som GG-riesling fra Pfalz med blid skindkontakt. Livlig og dirrende syre, længevarende eftersmag med den obligatoriske kvæde. 91
Bourgogne Aligoté Le Poirossot 2019, Jérôme Galeyrand
Fra en parcel i Bissey-sous-Cruchaud lige nord for Montagny i Côte Chalonnaise. Seriøs knusning af druerne, måske skindkontakt – i hvert fald en bitterhed vi bemærker. Nærmest hvid vermouth, men jeg elsker det. Hvid asparges, limeskal, marineret zucchini, kinin og tonic i eftersmagen, men det ER altså syrestyret det her og den bliver hængende med fremragende mundvandsprovokerende syre og sugende kalk. 92
Bouzeron 2020, Louis Jadot
Gad vide om Jadot også her praktiserer den standardiserede fadpolitik med 30 % ny eg? Svaret er nej; her bruger man 20 % ny eg og 10 % brugt eg og resten gæres på stål. I hvert fald egepræget, men ikke overgjort. Aligoté kan sagtens klare egetræ – tro endelig ikke den er sart. Der er fin koncentration fra frugten selv med filippaæble, skarp vinsyre, lidt mere svulmende varmklimatisk appelsinskal og pomelo, men ret fornem og kunne nok gå for at være chardonnay i andre sammenhænge. 89
Bouzeron 2018, Domaine de Villaine
Igen oxidationsproblemer i første flaske – hvorfor skal det gå ud over vores bord hver gang. Havregrød og brune æbler, men anden flaske var meget bedre. Splintrende sprød pære, crunchy og saftig på samme tid, drilsk og dirrende, filippa-æble, elektricitet, kalkstøv i eftersmagen og tungekrøllende herlighed. Tydelig skindkontakt fra laaaaangsomt pres, let bitter og sødmefuld i syren, ligger lige på punktet mellem under- og overmodenhed. Fra relativt højt liggende marker i Bouzeron og fremstillet med både træ og stål. 92
Bourgogne Aligoté Vieilles Vignes Aux Boutières 2019, Jean Fournier
Skraldebang! Sikke en vin – her er beviset på aligotés muligheder. Seriøst koncentreret og decideret stor bourgogne, der stadig ikke ”bare” smager af chardonnay, men holder på sin saltede syre og citronskal. Sprødmør, røget, nærmest rieslingsk rank og har noget af samme intensitet og fedme som Ponsots Monts Luisants, der er både umeboshi (japanske blommer) og ingefær i eftersmagen. Fremragende. Stokkene står i Savigny-Lès-Beaune i den østlige ende ved kommunegrænsen til Pernand og Aloxe-Corton og er plantet i 1920erne. 94
Bourgogne Aligoté ”1908” 2019, Koji et Jae Hwa
Fra mimrende umulige stokke i Argillières-marken i Prémeaux. Jeg smagte Kojis 2020 fra fad tilbage i oktober og blev blæst bagover sammen med en flok entusiaster. Og kom ikke og påstå, at aligoté ikke kan tage træ. Her er osende ny egetønde, men frugtrigdommen suger det hele og optager den i sig og gør blot kompleks. Grillet pære, creme fra fad og bærme, ufattelig næsten smertende intensitet og naturlig moden syre. Kæmpevin – et af de her tilfælde, hvor man har fornemmelsen af koldkoncentreret druesaft i solskin. 94
Bourgogne Aligoté 2017, Arnaud Ente
Fims! Ultra-reduktiv og som sådan fuldstændig som forventet, men jeg får et chok alligevel. Smertende koncentreret og intens. Efter afdunstning og kraftig iltning samler den sig til angreb med splintrende vakumeret hvid asparges i flormelis, røget citron, stål og zink, limeskal og tændstikker. Jeg fik mindelser om Saumagen-riesling fra Koehler-Ruprecht, men det er jo bourgogne for pokker! Eftersmagen har blødkogt æg og tørrede hvide ribs og utrolig intensitet. Tænk sig – det var næstsidste årgang fra de mere end 80 år gamle stokke, som blev rykket op i vinteren 2018/19. Ærgerligt vi ikke får mere derfra. 94
Morey Saint-Denis 1er Cru Clos des Monts Luisants 2019, Domaine Ponsot
Det ER simpelthen et spørgsmål om den rigtige placering. Vel er det gamle stokke, Ponsots egen berømmede selection masale, men det er reelt det eneste bevis vi har på fornem placering af aligoté i jord, der kunne have givet edderdyr pinot noir eller for den sags skyld chardonnay. Ponsots monopol, clos’et i Monts Luisants ligger oppe over Clos de la Roche. Hvid pære, røget kalksten, jordnøddeolie, fed og cremet, nærmest olieret, men stadig med sitrende frisk vinsyre og poire william i eftersmagen sammen med creme brulée. Mirabelle styrer lige ned i halsen. Lad os få flere eksempler frem på aligoté oppe fra skråningen og ikke kun fra flade village-marker. 94
LÆS OGSÅ OM MIN STORE CLOS DES CHÊNES-HORISONTAL – DET BLIVER IKKE BEDRE I VOLNAY, LIGE HER
