Spätburgunder – jamen det bliver jo ved og ved!

Synonymordbogen skal frem. Sofistikeret, elegant, fiks, smagfuld, stilfuld, raffineret. Det handler om antropomorfisme – man kan slet ikke lade være med at beskrive pinot noir med menneskelige sindsstemninger og personlighedsbegreber. Heller ikke de tyske udgaver. SLET ikke de tyske udgaver, der over de sidste 10-15 år og endnu mere intenst, de sidste 5-10 år, er løftet op blandt verdens største eksemplarer af druen. Og undskyld! Jeg taler i det følgende komplet inkonsistent om både spätburgunder og pinot noir. Historien om tyskernes betydelige kvalitetsskift er fortalt flere steder, også på bloggen her. Se både https://renelangdahl.com/blog/2018/3/14/sptburgunder-er-pinot-noir-er-sptburgunder-er-og-noget-helt-srligt og https://renelangdahl.com/blog/2018/2/1/tysk-pinot-noir-er-blevet-myndig , men kort fortalt handler det om en serie basisforhold med varierende vægtning; klimaændringer, planteudvalget, macerationen, fadhåndteringen – men det suverænt vigtigste element må være producenternes ændrede præferencer – ganske enkelt en anden opfattelse af, hvad god pinot noir er. Når idealet er anderledes end i 1980erne og 1990erne, ja for den sags skyld i 0erne, så må der ændres i netop de parametre, som er nævnt ovenfor for at nå til idealet. Og nu må du endelig ikke forstå ”moderation” som fravær af noget, der kunne have været – man smager ikke de aktuelle top-spätburgundere med fornemmelsen; ”her mangler noget”. De strutter af liv og virilitet, men gør det i veltrænede kroppe uden sygeligt unaturlig muskulatur… der var den igen… menneskeliggørelsen af vinen… kan ikke lade være. Indenfor de sidste par måneder har jeg smagt eksempler på spätburgunder i flere prisklasser, hvor jeg aldrig var i tvivl om producentens sans for den nænsomme hånd. Fire fortræffelige eksempler er kastet ind i teksten.

Daniel Twardowski
På de to år, der er gået siden første bekendtskab, har Daniel Twardowski allerede perfektioneret sit mildt sagt ambitiøse udlæg yderligere. Og han har fået dansk importør! Hvem, havde forestillet sig, at det kolde og mørke Mosel skulle danne grundlag for så flot pinot noir. Twardowski har plantet franske kloner på den genvækkede Dhroner Hofberg, hvor andre som A. J. Adam, Steinmetz og Rosch fremstiller dansende riesling.

Pinot Noix 2016, Daniel Twardowski, Mosel.
695 kr.
www.mr-ruby.dk
Faktisk klart bedre end 15eren, som også var god. Mindre fadindflydelse og i linedanserbalance med de røde skovbær, røgelse, bogbinderi, spagnum og ponzu. Frisk som en havørn i næsen, mens smagen flyder som en alpebæk, iltet, luftigt og svalende. Her er ingen spor af overekstraktion og håndtering, som man ser for ofte i de ambitiøse mosel-spätburgundere. Den minder om chambolle-musigny i samme årgang, udviser naturlighed, men er stadig meget mosel’sk med sit markante salt i eftersmagen. 94

De ”nye” tyskere arbejder efter en slags apollinsk ideal; det afklarede og afgrænsede livssyn i modsætning til det dionysiske, der herskede i starten af spätburgunderboomet, som tog fart i 90erne, hvor grænserne for ekstraktion og fadindflydelse blev jagtet. Og her, nu, hvor toppen af tysk spätburgunder, netop er kendetegnet ved moderation, hersker der ingen tvivl om, at fad og ekstraktion stadig overgøres sine steder, men husk nu; det sker også i Bourgogne og derfor kaster vi ikke bare hele Bourgognes pinot noir-produktion på porten med ordene: Dur ikke! Det går bare ikke længere at bortkaste tysk pinot noir med grovgeneraliseringen, at de altid hørmer af hårdt ristet egetræ og har for lidt sul på kroppen. Udskejelses- og ødselhedsperioden kom efter en lang periode med andre misforståelser, alt for høje høstudbytter, forkert klonvalg, forkerte markplaceringer, thermovinifikation og ikke mindst restsukker fra enten brutalt stoppet gæring eller tilsætning af süssreserve. Thermovinifikation, hvor masken opvarmes til o. 70 °C, kunne (og kan da bestemt fortsat) i løbet af kort tid hive gevaldige mængder frugt- og bærduftende estere ud af druerne og trække farvestof af de forpinte druer, men vinene blev simple, sjaskede og mystisk sur-søde og i øvrigt ustabile farvelader. I 1964 var der 1.839 ha. spätburgunder i Vesttyskland – i 2017 var der 11.767 ha i Tyskland. Der er sket noget! Pfalz blev specielt fremhævet i excesperioden som Tysklands gyldne spätburgunder-sted sammen med Baden, men siden er nye kommet til og gamle spätburgundersteder er genvækket. Pfalz kan dog stadig og moderation er kodeordet.

Ökonomierat Rebholz
Ved Siebeldingen og Birkweiler lidt vest for Landau og på kanten af den store Pfalzer Wald laver Hansjörg Rebholz spätburgunder fra kalkstensjordbund. Jeg skal indrømme, at jeg ikke tidligere har jublet over mandens spätburgunder, men til gengæld har haft gåsehud over hans riesling fra marker som Kastanienbusch, Im Sonnenschein og Ganz Horn. Vi er i en del af Tyskland, hvor der bliver varmt, meget varmt om sommeren, men Rebholz er totalt biodynamisk og formår at holde alkoholen under 13 %.

Spätburgunder ”R” 2016, Hansjörg Rebholz, Pfalz
255 kr.
www.laudrup.dk
Let kanelkrydret og ret mørk i frugten, sorte kirsebær, topmodne og søde hindbær, ristet kaffe sandsynligvis fra fadet, men der er også en løftet aromatisk kaffebærduft, der ikke kan komme fra fadet. Moden, cremet og sødmefuld frugtighed, men saftig syre og absurd velbalanceret og nærmest umærkelig alkohol. Fremragende og til fornuftig pris. 91

Vi bevæger os nu ned gennem det vestligste Franken, hvor spätburgundereventyret blev næret af dygtige folk som Rudolf Fürst og Benedikt Baltes på Weingut Stadt Klingenberg. Ned gennem det hjørne de kalder Mainviereck – en floddal, der nordfra, lidt sydøst for Frankfurt, opstrøms, begynder bredt og med langsomt flydende vand i Main. Ved Elsenfeld snævrer Main-dalen ind og sandstensformationer begynder at tårne sig op mod øst for at kulminere ved Klingenbergs dramatiske dobbeltmark med borgruinen midt i, den de kalder Schlossberg. Den er delt i to, adskilt af en kløft i sandstensskrænten, hvor landsbyen Klingenberg har ekspanderet op igennem. Længere mod syd kommer den konvekse mark Bischofsberg ved Grossheubach og, hvor Main slår en bue mod nord ligger Burgstadt med den vældige Centgrafenberg, nærmest i en gryde mellem skovklædte bakker. Det sted, de vine og ikke mindst mesteren Sebastian Fürst kommer der mere om senere på bloggen. Her skal blot siges: huset Rudolf Fürst har skabt mirakuløse spätburgundere i 2018!

Weingut Steintal
Benedikt Baltes er stadig tilknyttet Weingut Stadt Klingenberg som konsulent/vinmager, men huset har fra efteråret 2019 skiftet navn til Weingut Steintal og ledes nu af Carl Julius Cromme. Indtil videre er der intet skidt sket med kvaliteten. Alle ’17erne er stjerner!

Grossheubacher Bischofsberg GG 2017, Weingut Steintal, Franken
450 kr.
www.extrabrut.dk
God pinot noir kan som ingen andre rødvine tilfredsstille den basale og banale “kartoffelchips-lyst” og lysten til intellektuel udfordring. Med andre ord; nemt drikkelig i store mundfulde og analyserbar og dyb. Bischofsberg dufter af ribs og multebær, parfumen er udadvendt, men på ingen måde tung eller anmassende. Strukturen er fløjlsagtig, blidt bidende af stoflig tannin, løftet af forfriskende og livlig syre, får ekstra kick af lille kulsyre og slutter uendelig, helt uden grov tyngde eller forstyrrende fadelementer. Sublim. 95

Spätburgunder var indtil de boomende 80ere, 90ere og 0er plantet sporadisk, i pletter mellem riesling, portugieser, müller-thurgau og andre. Historisk skriver nogle tyskere den ind i annalerne allerede med Karl den Tykke, andre med cisterciensermunkenes ankomst i 1100-tallet. I Franken, hvor druen nu er strålende stjerne i den vestlige del, kom den først til i 1800-tallet, sandsynligvis. I Mosel var der pænt med planter i 1800-tallet, men så forsvandt den i 1900-tallets mængdejagt, for så at vende tilbage med fornyet styrke de sidste ti år. 1800-tallets helt store sted for spätburgunder var Ingelheim i det nordligste Rheinhessen – genvækkelsen af det område har jeg også beskrevet her https://renelangdahl.com/blog/2019/8/23/rheinhessens-hemmelige-sptburgunder-centrum Det rigtigt tunge historiske sted for spätburgunder ligger dog i Rheingau. Assmannshausen, hvor man kan påvise tilstedeværelse af pinot noir i hvert fald siden begyndelsen af 1800-tallet, men cistercienserklostret Marienhausen brugte allerede fra 1507 ”rothen Weyn von Assmannshausen” på udvalgte helligdage. Höllenberg-marken er en slags ursted for tysk spätburgunder. Künstler, Kesseler, Krone og ikke mindst Corvers-Kauter laver fornem spätburgunder derfra i dag. Hele strækningen op mod Lorch kan dog meget med spätburgunder og lige indenfor kommunegrænsen til Lorsh ligger den ukendte einzellage Bodental-Steinberg.

Den er delt på midten af en dramatisk kløft med en lille bæk, Bodenthaler Bach, i bunden og den sydligste del af denne einzelllage er yderligere delt i to historiske stednavne, Präsenzenberg og Mückeberg. De staves desværre lidt forvirrende forskelligt – diverse kommunekort kalder dem Presenteberg og Mickeberg.

Solveigs
De betegnelser, Presenteberg og Mickeberg, bruger Jens Heynemeyer på vinhuset Solveigs. To stejle parcelklynger, der tydeligt bærer præg af vanskelige arbejdsforhold, klippefremspring, buskads og skifererosion. Jens Heynemeyers vine hører du også mere om i den kommende tid på bloggen. Her et aktuelt stjerneeksemplar.

Phyllit Pinot Noir 2014, Solveigs, Rheingau
229 kr.
www.distinto.dk
Fra et af de køligere år i Tyskland, men det gør den godt. Peberkrydret pinot-duft med sure kirsebær, brændt sten, solvarm skifermark, tranebær og spagnum. Lædernoter presser sig på og urtede, grønkrydrede toner giver friskhed. Spændstig syre, grænsende til dirrende og betydelig pikant mineralitet, som fornemmes som salt i eftersmagen. Fremragende… specielt fra magnum
. 90

 

 

 

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomTilbage til Shop