Philip Kuhn laver noget af Tysklands bedste tørre riesling og spätburgunder og så er det ovenikøbet sympatisk prissat.

Det søde menneske. Philip Kuhn er en rar mand. Han ser endda rar ud, storsmilende og beskeden i forhold til den tiljubling han overvældes med af de tyske vinmedier de seneste år. Det forstår jeg udmærket. Manden er pissedygtig, undskyld mit franske. Han sidder i dag på 40 hektar, en kraftig udvidelse fra de 7 hektar han overtog fra faren, som sjovt nok også hedder Philip. Den unge Philip Kuhn overtog styringen af huset allerede som 22-årig, men faktisk var han kun 16 år da han skiftede farens huxelrebe-planter ud med spätburgunder! Han har i det hele taget koncentreret intens indsats på plantematerialet.

Læs introduktionen til Mittelhaardt lige her

Han har plantet nye riesling-stokke fordi farens materiale, gamle tyske Neustadt-kloner, ikke gav frugt af tilfredsstillende karakter. ”Udbytterne var for høje”, sagde Philip Kuhn da jeg mødte ham første gang for tre år siden til en tête-a-tête og gennemsmagning af store dele af den omfangsrige portefølje. ”Jeg vil have lave høstudbytter – jeg ved godt det er lidt en modtrend lige nu, hvor mange hæver høstudbytterne igen på grund af klimaforandringerne, men jeg mener nu engang de lave høstudbytter er med til at modne fenoler og frugtkød tidligere og på samme tid og derved kan jeg bevare syren”, sagde han. Man skal smage det, der er i glasset og søge påvisning. Jeg kender begge argumenter – og resultatet bekræfter i hvert fald Philip Kuhns argument. Det blev ekstra understreget under en efterfølgende smagning af hele sortimentet hos den nye danske importør og med dobbeltunderstregning ved mit besøg på domænet i oktober.

Han holder til i moderne produktionsfaciliteter i det yderste Laumersheim i det øvre Pfalz, oppe, hvor spätburgunder og riesling klarer sig nogenlunde lige godt og den øst-vestgående motorvej A6 brager gennem vinmarkerne. I gamle dage var der 60 producenter i byen – nu er der 4! Jorden heromkring er kalksten, kalkstensbaseret smulderjord og ikke mindst løss, men Philip Kuhn har parceller i andre berømte marker længere mod syd som Saumagen ved Kallstadt. Kirschgarten og Steinbuckel (del af den større Mandelberg) er dog hans hjemsted, og det gælder både for riesling og pinot noir.

Han har svært ved at styre sin innovationstrang… eller rettere trangen til at prøve ad. Han laver cabernet sauvignon, syrah, merlot og cabernet franc og endda også nogle af de tyske sager fra det 20. århundrede, som skulle give farve og power som dornfelder og portugieser. De er fine, faktisk ret imponerende, men jeg vælger at koncentrere mig om hans spätburgunder og riesling og tager chardonnay med, for det er de to første, som har gjort huset kendt i Tyskland og internationalt.

Under smagningen bemærkede jeg, at hans riesling optrådte mere end tørre. Tysk riesling trocken er sjældent helt tør, men Philip Kuhns vine fremstår ekstremt ranke og rene og altså fuldstændig uden formildende restsukker. ”Jeg har ikke brug for restsukker i mine tørre vine”, siger han bare og lader den hænge et stykke tid, hvor vi så kan overveje om han bare er arrogant og pralende eller kommer med en uddybelse. ”Frugten er efterhånden så moden og af så høj kvalitet, jorden, terra fusca kaldes det, tilfører krydret rigdom, så der er ikke brug for formildende restsukker… syren er moden”.

På den tekniske side giver han heller ikke skindkontakt til sine rieslinger – det er ellers trenden i øjeblikket, men Philip Kuhns pointe er, at skindkontakt i kraft af tilførsel af fenoler hæver pH-værdien og det er han ikke interesseret i. Ren presset most har den laveste pH-værdi og dermed den højeste syre. Han har også et andet kontroversielt synspunkt – måske vil andre bare ikke indrømme det – han foretrækker at chaptalisere sine spätburgundere en lille smule fordi han helst vil plukke ret tidligt for at bevare friskheden. På papiret en hmmnnn-tilgang, men i glasset demonstrerer Philip Kuhn i høj grad sin pointe. Det virker!

Hans to lokale hjertebørn, Kirschgarten og Steinbuckel, er nogle af Tysklands mindre imponerende vinmarker, altså at se på. De er næsten flade, 5 % hælder de, enkelte steder op til 10 %, Kirschgarten op til 15 % og rækkerne står snorlige, men magien er i undergrunden. Kalkløss på mergelsten i Kirschgarten og kalkløss på massiv kalksten i Steinbuckel. Geologerne, der vil tage jordbundsegenskabernes betydning for vinstil og vinkvalitet fra os, må tage en riesling og en spätburgunder fra Philip Kuhn og så smage efter. Hvordan pokker kan det sted give så god vin, hvis ikke det var for de særlige jordbundsforhold.

Stedet er så fantastisk, at det også giver weissburgunder og chardonnay af monstrøs kvalitet. ”Vi kæmper for at få chardonnay med på listen over tilladte GG-druesorter i Pfalz”, sagde Philip Kuhn da jeg mødte ham for tre år siden og ved besøget i oktober kunne han stolt melde, at det var lykkedes. Chardonnay bliver tilladt GG-drue i Pfalz. Det kan jeg virkelig godt forstå for Philip Kuhn laver i øjeblikket noget af Tysklands fineste chardonnay, tidligt plukket, selvfølgelig med malo og 60 % ny eg og ingen sulfit tilsat under gæring og lagring, kun ved aftapningen. Han knuser ovenikøbet druerne og lader mosten oxidere for fenoler. Mit sidste superlative til Philip Kuhns vine er SKØNNE PRISER! Det er rent ud sagt absurd så billige hans vine er – især når jeg vurderer, at hans riesling og spätburgunder er blandt Tysklands fineste.

Philip Kuhn havde opstillet en interessant duosmagning. Alle vine blev smagt i passende par for at sammenligne og demonstrere forskelle så tydeligt som muligt.

Hans to mousserende vine er mesterlige. Blanc de blancs brut nature 2019 med 60 måneders bærmekontakt er sekt i domænechampagnestil med toast, malopræg og skarphed, saltsyre og halvfunky stil, mens Blanc de noirs 2018 på tyske kloner af spätburgunder er pakket med kirsebærdestillat og røget paprika. Begge er stærkt anbefalelsesværdige.

Riesling Trocken 2024 er syngende ren med typisk pfalz-pære, åben og rigt udtryk, men med spændstighed og isnende friskhed, en basisriesling, som helt ærligt er svær at slå. Riesling von Kalksteinfels 2024 har mere funk, grapefrugt, men er igen både omfavnende og præcis, stikkende som istapper. Riesling Burgweg 2024 koster sølle 199 kr. når importøren har den hjemme og det er en af øjeblikkets tyske bedste køb! Peberkrydret med 3 g RS, poemlo og pære, spritzich, sitrende og saltet lime. Riesling Steinacker 2024 er mere stram og stenet, men også mere som grøn lime, limeskræl og langvarig i munden. Riesling Kirschgarten GG 2024 er kongelig, statelig, nationalmesterlig og pakket med stål mod stål, limeskræl, lime cordial, isnende, men moden syre og smerteintensitet som en montrachet… bare med syre. Riesling Saumagen GG 2024 er formelt et halvt gram tørrere end Kirschgarten, men er rigere, har mere power og stort fenolisk tryk i mundhulen. En grapebombe, kalkstenet med vægt både i ganehule og på tungen, en eksplosiv riesling – STOR!

Chardonnay Kalkmergel 2023 med 30 % ny eg er proppet med yoghurt, kærnemælk, reduktionsgnister, lakrids og anis, mens Chardonnay Réserve 2023 mindede mig om Lamy-Caillats vine fra Chassagne-Montrachet med krudt, mundbid, fenolisk touch, smerteintensitet og uendelighed. Pinot Noir Tradition 2023 overfor Pinot Noir Tradition 2022 var en årgangsammenligning, der faldt ud til 22’erens fordel. Smoky, reduktiv, men også mere sødmefuld hindbærfrugtighed og tørstof, mens 23’eren var mere livlig med kulsyreprik endda. Pinot Noir Kirschgarten GG 2023 med 40 % ny eg strålede om kap med Pinot Noir Steinbuckel GG 2022 med 50 % ny eg. Kirschgarten med dyb røget kirsebær, saftig kerne med hindbær og jordbær og generel juicyness, Steinbuckel med røget paprika, tætpakket kirsebærkoncentrat UDEN overmodenhed.

Philip Kuhn importeres af Atomwine