Weingut Rings – hør, hov! Spätburgunder når nye højder

ampen om Tysklands dyreste spätburgunder er jo komplet menneskestyret og helt arbitrær. Man kan bare beslutte at sætte prisen højt, men markedet skal jo betale prisen – der skal være et publikum. Kampen om Tysklands BEDSTE spätburgunder er kynisk sagt også arbitrær, men meget mere forbrugerstyret, modtagerbaseret. Rings i Pfalz er i lyntempo klatret op til toppen af det germanske hierarki og det efter min mening mest tiltalende ved Rings ubetvivlelige topposition er deres stilvalg. Pfalz’ berømte Kallstadt og ikke mindst den historiske mestermark Saumagen er bestemt ikke årsagen til den lyse farve, de urtekrydrede og friske bidrag i næsen, den lyse røde frugtighed. De kommer fra brødrene Steffen og Andreas Rings beslutninger i kælderen. Til gengæld er Saumagens kalkstensjord, placeringen og eksponeringen og ikke mindst plantematerialet årsagen til Rings-topvinenes dybde, intensitet og rene klasse. Weingut Rings holder til i Freinsheim i den nordligste del af Mittelhaardt, hvor byerne længere mod syd nok er mere kendte for de fleste. Deidesheim, Wachenheim og ikke mindst Forst. Freinsheim ligger lidt mod nordøst for Kallstadt og er ikke selv hjemsted for store vinmarker. Udenom landsbyerne Kallstadt, Ungstein og Leistadt ligger både Saumagen, Steinacker og Kalkofen, men Weingut Rings virkelig interessante mark er den lille Felsenberg på en skovbeklædt kurvet bakkeformation, som alle havde glemt engang, var et fornemt sted. Andi og Steffen genplantede marken i 2011 med bourgognekloner og laver allerede imponerende vin derfra. Ude i marken praktiserer brødrene stram naturskånsom dyrkning, kløver, boghvede og andre nitrogenophobende planter vokser mellem rækkerne og der gødes sparsomt med hestemøg. Som udgangspunkt afstilker Andreas pinot noir, men reelt er der i nogle cuvéer op til 50 % helklaser eller tilbageførte stilke i gæringskaret, hvor mosten kun trækker kort tid. Stilen er frisk, lyst farvet, fritænkende og frit dinglende…  urtekrydret og elektrisk – nærmest som de højspændingsledninger, der stikker op fra bakketoppene i Haardter-bjergene. Rings-brødrene er endda selvlærte og bruger efter sigende synsforstyrrende fokus ved sorteringsbordet. Spätburgunderne modtager minimalt med svovl, typisk ikke over 25 mg fri sulfit og det er meget lavt, bare til orientering. Steffen og Andreas Rings laver også riesling, glem ikke det, men det er der som bekendt mange andre der gør i Tyskland og det er klart spätburgunderne, der chokerer hos mig. Det skal selvsagt ikke gå ud over rieslingerne, som fremstår ekstremt kalkede, stilen er til den ranke, stenede, nærmest chablis-agtige side og kan minde om mere rene udgaver af Kallstadt-stjernen Koehler-Ruprechts vine fra Saumagen og Steinacker…. (fortsætter)

Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomTilbage til Shop