Dem er der mange af, bugterne, i Barolo, men i den lille hussamling, flækken Garbelletto, slår vejen en bugt, nærmest som en spiril, der lystigt slår smæk med halen og den er lystig fordi bugten på vejen går forbi en helt særlig firebande. Måske Barolos tætteste koncentration af topproducenter. Fra Azelias ydermur i nord til Giovanni Sordos lagerbygning er der kun 300 meter og mellem dem ligger Brovia, mmmmnnn og Paolo Scavino, aahhh. Det synger i mit venstre knæ ved lyden af de domæner. Selv om nye barriques stadig findes hos Scavinoerne (Azelia styres af Enrico Scavinos fætter Luigi) er de overordnet set mere til botti og relativt postmoderne opfattelse af hvad barolo er for en størrelse. Sådan var det slet ikke i 90erne, men både Enricos datter Elisa hos Paolo Scavino og Luigi Scavino, muligvis med indflydelse fra posterboysønnen Lorenzo, laver nu betydeligt mere afstemt barolo end i the-age-of-barriques. I øvrigt har jeg intet imod barrique som sådan, heller ikke i Barolo.

Garbelletto er det fysiske lavpunkt for to og en halv af Castiglione Fallettos mange ”korridorer”. Castiglione ligger på en af DOCG Barolos tre hovedhøjderygge, der deler appellationen i to… måske tre dalformationer, hvis man tager vestsiden af La Morra med. Men som så mange andre steder i Barolo er det i virkeligheden lige så meget de tværgående siderygge, jeg kalder dem ribbenene, som er afgørende for de store og berømte markers evner og udtryk. Ved Garbelletto i bunden starter… (fortsættes)