Det skælver stadig videre i Toscana

Hvor hurtig skal en ændring foregå før det kaldes en revolution? Der er vist ingen regler, men 20-40 år er jo ikke en rigtig revolution, selvom vi vinskribenter typisk vil dramatisere forholdene, og tale om revolutioner og omkalfatringer når gammelkendte områder over en dekade eller to ændrer opfattelsen af hvad der er god vin. Revolutioner kan ændre sagerne til det bedre… eller det værre. Og nogle gange vil man helst have at tingene blev som i gamle dage igen, andre gange vil man bare have at revolutionen skal stoppe, at dens resultat nu er det bevaringsværdige og der hvor vi (eller jeg) helst vi have, at tingene skal være. Hvis Francis Fukuyamas credo om historiens ophør, progressionens maksimum, står til troende i Toscanas vinverden, ville jeg gerne at udviklingen, evolutionen, lad os hellere kalde det det, stoppede lige nu. Her hvor der er gamle dage på både den pengegriske trælse måde, den romantiske måde, nye tider med modernitetens svøber, forståelse for stedafhængighed, genkomst af sangiovese, vifteformet mangfoldighed for sangioveses udtryk, hjælpedruesorternes genkomst og balancegang med de internationale sorters bidrag til sangioveses notoriske skrøbelighed. Vi er i den bedst mulige tid i Toscanas Chianti Classico (CC) og Montalcino (BdM) – hvad mere kan vi ønske os – det hele skal jo ikke være på samme måde, mens vi godt ved at klimaets ændringer og betydningen for vinstilen truer i fremtiden. Forleden var 20 sangiovese-fanatikere samlet til… (fortsættes)