Jasmine Hirsch må være et godt menneske. Jeg har intet belæg for holdningen – har kun mødt hendes far og mor, som er jordens rareste mennesker og æblet falder vel ikke langt fra stammen. Med de vine hun laver, MÅ hun være et godt menneske. Jasmine Hirsch startede og sluttede klubben In Pursuit of Balance (IPOB) sammen med super-blæksprutte-sommelieren Rajat Parr, hvis partnerskab med Sashi Moorman har vist helt nye sider af pinot noir, syrah og chardonnay fra Central Coast-Californien. Jasmine Hirschs eget vinhus, faren David Hirschs ejendom grundlagt i 1978 i det yderste Real Sonoma Coast, har længe leveret frugt til kendisvinhuse fra andre steder i staten, men både far og datters egen vinstil har altid været til den tilbageholdne stil efter californiske standarder. IPOB har haft kolossal stor betydning for opfattelsen af især pinot noir i Californien, men både chardonnay og syrah har været udsat for samme blide tilgang. Jasmine Hirsch og Rajat Parr opløste IPOB i 2016 efter blot fem års virke – måske fordi grundlæggerne manglede tiden til det, måske fordi de mente dagsordenen allerede var ændret i The Sunny State.
Hirsch Vineyards fortsætter under alle omstændigheder samme stil efter apollinske idealer. For nylig kom der ny vinmager til med Anthony Filiberti og nu er 2015 frigivet. De deklamerer nærmest \”vi er her stadig og stor pinot noir er noget helt andet end STOR pinot noir\”. De laver klovne-hænder (to udfoldede hænder efter hinanden med tommeltotten mod næsen og viftende fingre) af statens (mis)fortolkere af pinot noir. Ingen nævnt, ingen glemt. 15 % og pinot noir, nej vel?! Hirsch har omkring 12 % i den ellers ret svulstige årgang 2015, specielt i Sonoma.
Hirsch Vineyards har lavet deres hidtil skønneste pinot noir med \’15erne og efter min mening tæt på statens toppunkter udi bourgogne-in-spe. De stiller spørgsmålet: kan man have balance ved 12 og ved 15 % på samme drue? Jeg skal ikke lægge skjul på min gamle jubel over Martinelli, Marcassin (i øvrigt naboer til Hirsch lidt nede ad grusvejen Bohan Dillon Road), Aubert og Sea Smoke-stilen, men for pinot noir sker der et eller andet grumt ved 14 % – det kan godt være analysetallene siger lav pH-værdi, men den høje alkohol giver sødmefornemmelse og det går ikke. Hirsch Vineyards beviser med trioen her (jeg har ikke smagt alle \’15erne) at 12 % er nok. Smagsløg, lugtesansen, ja hele sanseapparatet kan sagtens komme på overarbejde ved moderat alkohol – og lysten til et glas mere er intakt.
Hirsch Vineyards ligger på en bakkekam i Fort-Ross Seaview AVA langt ude mod vest for Cazadero. Et spøjst vindblæst og øde sted, hvor David Hirsch over snart 40 år har finpusset sine parceller, omplantet, ompodet, fokuseret på de gamle pommard-kloner og helt trodsigt i tidstrenden undladt anvendelse af helklaser. Hirsch ser ud til at forlade 50er-bourgogneklonerne, som ellers har fyldt næsten alt i 90ernes og 0ernes californiske bourgogne-imitation. Det er dem med de uromantiske nummerkoder som 115, 667, 777 og 828 – næh brug de rigtig gamle heritage-kloner som Swan, Mt. Eden og Calera.
ET EKSTRA PLUS: Hirsch Vineyards er pt. grotesk lavt prissat. 560 og 750 kr. for en californisk pinot noir er mange penge, men det er reelt billigt efter statens standarder for top-pinot. Løb og køb!
Pinot Noir San Andreas Fault 2015, Hirsch Vineyards
En stil, et sted, i skøn forening. 12,4 % siger alt eller en del i det mindste. Huscuvéen med druer fra snart sagt alle ejendommens 25 parceller med forskellig eksponering og varierende jordbund. Hindbær, kirsebærlikør med peanuts, bålrøg og mandarin. Frisk, sniffer-værdig lugt, selvsagt tør, slank, skarp men koncentreret specielt på grund af coulure og millerandage ved blomstringen. Fuld af rabarberessens, granatæblekernekoncentrat og tamarind.
Pinot Noir Raschen Ridge 2015, Hirsch Vineyards
Første gang jeg smager den \”nye\” Raschen Ridge og jeg tror ikke det gør noget at det er med 2015 jeg debuterer! Transparent, i starten dæmpet, men udtalt jordet og fuld af cement og aske hen over frysetørret tranebær, grønkrydret af mynte, sar, estragon, merian og frugtkage, panforte di siena på samme tid. Svævende pacalet-agtig struktur, den såkaldt selvophævende struktur, hvor lethed og intensitet giver nul og alligevel gør indtryk.
Pinot Noir East Ridge 2015, Hirsch Vineyards
Et mesterstykke, et unikum, den dag hvor kropslig træthed blev forvandlet til mentalt opløftet sindsstemning fordi en dygtigt lavet pinot noir kom forbi. Initialt indadvendt, men molestering i glasset giver musigny-mindelser. Næsten udelukkende baseret på suitcase- og heritage-kloner. Lys og mørk, citruspræget rødfrugtig aroma med te, spagnum, Portland cement, tamarindkoncentrat og DRC-tannin. Parfumeret, æterisk, luftig og alle de andre gasformede påvirkningsmuligheder, dobbeltsidig med støv og frugt, raspende tørhed og læskende vådhed. Fremragende!
KKwine har sagerne!
Log ind eller Tilmeld dig
Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her