Nej! Pølse er ment godt. Pølse ER godt og lambrusco sammen med pølse er som sancerre med crottin de chavignol eller sild på fedtemad med snaps – de er mere end summen af delene. Den knastørre og let tanniske fornemmelse i munden sammen med inciterende sure kirsebær og violer i næsehulen og den blidt skummende mousse – lambrusco er en seriøs vin, men samtidig uforskammet hedonistisk. Det ved de fleste tifosi af italiensk vin, mens en kæmpeflok stadig har opfattelsen solidt plantet i 1980ernes kooperativ- og storproducentbaserede opfattelse af lambrusco som sødlig, pink og klam. Salige Luigi Veronelli kaldte ”ægte” lambrusco for The Free Wine, og jeg hører personligt ren brasiliansk bossanova for ørerne, mens Alberto Paltrinieri fra huset af samme navn skoser det misvisende sukkersøde metervare-lambrusco som Italian soda pop.
På lørdag samler en gruppe danske modige importører samtlige udgaver af deres lambrusco til udskænkning på ARCH i København og det er muligvis én af de smagninger i år, jeg har været mest ærgerlig over IKKE at kunne deltage i!
Lambrusco må og kan være både hvid, rosé og rød, men de fleste af de flere håndfulde specifikke lambrusco-sorter, der endda ofte ikke engang er genetisk i familie med hinanden, giver violetrøde og tætfarvede vine. De sjoveste lambruschi er klart de naturligt flaskefærdiggærede udgaver, den mest oprindelige udgave af Emilia-Romagnas boblende univers. Et eller andet sted er både metodo classico med kontrolleret andengæring i flasken og charmat/martinotti moderne foreteelser. Det er det også andre steder, men pet’nat-fænomenets ret fremhærskende rolle i Emilia-Romagna, specielt på de alluviale jorder mellem Reggio Emilia og Modena, stammer efter sigende fra naturlige forhold. Jorden er leret i områderne omkring Modena og indeholder meget lidt kvælstof. Frugten, lambrusco-bærrene, indeholder heller ikke meget kvælstof og gærcellerne stopper naturligt deres sukkerkonsumering når kvælstofmanglen er for høj. Industrielle vinproducenter er rædselsslagne for den situation, englændere kalder det: stuck fermentation og banner i dronningens navn. Normalt vil man tilføre mere kvælstof, enzymer, varme mosten eller tilføre flere opformerede gærceller, men en traditionalist i Emilia-Romagna vil flaske vinen med restsukker og ”hvilende” gærceller og det hele. Forårets komme og den lune luft genstartede i gamle dage gæringen og vupti: bobler i flasken og obligatorisk tåge fra gærresterne.
Småfolks-lambrusco er trendy pet’nat. I dag flaskes den gærende vin, så den som flaskegæret øl eller gammeldags limoux gærer færdig i lukket flaske og bevarer den dannede kulsyre. Ingen filtrering og ofte meget lav sulfitering eller slet ingen. Det er ren ancestrale-metode, men langt de fleste lambruschi laves i dag med charmat- eller tankgæringsmetoden og den kan sådan set være fin nok. Lambrusco-druerne har fællestræk i deres lidt kantede personlighed og det er netop fordelen, hvis du serverer til mortadella, cotechino eller coppa. God lambrusco bør være ”brusco” som vist bedst oversættes med ”grov og skarp”.
To metodo classico-vine (kontrolleret andengæring på flaske):
Trentasei 2013, Cantine della Volta, Lambrusco di Modena (spumante) har ligget 36 måneder på gæren i flasken efter champagnemetoden (ups! Det må jeg ikke sige) og er dybrød med udtalt solbærsaft og svag spagnum knastør mundrensereffekt. Rosé Brut 2014, Quinto Passo (Chiarli) (spumante) har ligget 24 måneder på gæren og optræder løgskalfarvet med tynd tranebærsaft og æblemost, jordet jordbær og markant syre. Begge er habile mousserende vine, men lambrusco er sjovere…
… med martinotti/charmat-metoden og lavere tryk. Her fire stk.:
Lambrusco di Sorbara, Chiarli 1860 (frizzante) er pink med cherry heering og Ribena, saftig, let bitter, kanstør og med mundrensende tannin. Piria 2016, Paltrinieri, Lambrusco di Sorbara (frizzante) er orangerød med fabelagtig jordet kirsebær, skovjordbær, let bitterhed, tannisk og bør faktisk nydes ved 15 grader for fuldt udbytte. Dosage 15 2016, La Battagliola, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro (frizzante) dyb rødvinsfarvet, grasparossa-varianten af lambrusco er forbløffende mørk, her optræder den nærmest som ripasso med bobler, let blommearoma, sveske, kanel, pikant bitterhed og mild tannin. Fondo Belverde, Cleto Chiarli, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro (frizzante) er endnu dybere farvet med rosa skum, funky lugt af jord, mødding, cider og vild kirsebær, røget skinke, utrolig finesse, elegance og ganske paradoksalt med den duft. Stopai, G. Tirelli, Lambrusco dell’Emilia (frizzante) er dybt blækfarvet og lugter af Ribena, bålrød og salami, den er fremragende, let tannisk, nærmest som beaujolais med bobler.
Lambrusco efter den gammeldags metode ER bare de sjoveste og betydeligt mere stedbundne og livlige. Her tre udgaver:
Rimosso 2016, Cantine della Volta, Lambrusco di Sorbara (frizzante, ancestrale) er betydeligt sjovere end alle ovenstående, tåget pink med indtagende violduft, morellino med bobler, tydeligt tannisk, let humlebitter og syrerigt mundvandsdrivende. Radice 2015, Paltrinieri, Lambrusco di Modena (frizzante, ancestrale) er tåget orange, lugter af morel, jord, let gæret nedfaldsfrugt, rabarbervin, vild anis og Kongen af Danmark, tyttebær endda, mens smagen er sprød, langskægget, rustik og funky. De overgås dog begge af lambrusco-kustoden, bevaringsmennesket og forkæmperen for Emilias myriader af ofte domesticerede vildvinssorter (nogle hævder der er mere end 60 forskellige!), Claudio Plessi og hans Lambruscaun (frizzante ancestrale), der selvfølgelig formelt er helt udenfor DOC-lovgivningens rammer. En tåget dyb solbærfarve følges af herligt forvirrende lugt af sour øl, usødet kirsebær, ren frederiksdal-bær, bitter IPA, ølgær, spidskommen, og med utrolig kinin, frugtvolumen og kontant syre i smagen. Tannin som ret seriøs tør amarone, men helt anderledes let krop. Jeg er kæmpefan!
Carlo Merolli og Estrup & Udsen har vinene og du kan se mere om lørdagens event her: https://lambruscolove.dk/