Det gode køb ER muligt i Bourgogne

Det er helt sikkert min mangel, men må jeg i falsk stilhed gøre opmærksom på pinot noir fra Givry, Mercurey og Rully, chardonnay fra Rully, Montagny, Pouilly-Fuissé, -Loché, -Vinzelles og Viré-Clessé. Måske er det gået helt hen over mit hoved, men dernede, alt for ofte glemt af chardonnay- og pinot-jægere, der koncentrerer alt deres opmærksomhed på Côte d’Or, er der sket en lille revolution. Eric Asimov fra NY Times har fornuftigt kaldt det en metamorfose – revolutioner er som bekendt voldelige og hurtige. Metamorfosen omfatter teknik og isenkram med måde, bedre markarbejde, bedre planter, mere skånsom druehåndtering og nye generationer hos de huse, der i kraft af vældige jordbesiddelser burde være områdets bannerfører, men alt for længe ikke var det – DET er nogle af årsagerne.

Småsøstre og -brødre har mange gange indædt vilje. De vil frem i lyset, væk fra storebrors skygge, frem for at vise selvstændighed og egne evner. I vinens verden er der ofte ikke en førstefødt og en efternøler – det er bare blevet sådan. Nogle delområder har fået højere status, storebrorstatus, end andre, mange gange helt uden hold i naturlige forudsætninger, men på grund af nærhed til et magtcentrum, bedre afsætningskanaler og tilfældige ejerskaber. I Bourgogne er Côte d’Or ”storebror” – langt fra i mængder, Maconnais fremstiller mere end dobbelt så meget hvidvin som Côte de Beaune, men helt sikkert i prestige, og bakkedragets sydlige forlængelse, Côte Chalonnaise og Maconnais, er småsøstrene, der vil frem i lyset. Indædt vilje opleves ofte som forceret! Côte Chalonnaise og Maconnais’ kamp for opmærksomhed har til tider virket forceret. Alt for mange premier cru’er i Chalon-naboernes marker – man forestiller sig, at producentkonsortierne i sin tid har tænkt: hvis vi klassificerer vores marker som ”fine” så ER de nok fine – og ikke mindst pump-up-the-jam med egefade i både Macon og Chalon. Pinot noir-klonerne i Côte Chalonnaise har været af ringe kvalitet, sandsynligvis fokuseret på høj ydelse og mere velegnet til mousserende vinproduktion, men det bliver langsomt ændret.

Kan der virkelig være tale om et brud på den onde cirkel? Den, hvor lave priser tvinger vinbønderne til øgede høstudbytter for at få smør på brødet og kvaliteten naturligt falder, der så gør det endnu sværere at hæve priserne… fortsæt selv den nedadgående spiral. Det er næsten fire år siden jeg sidst var i Côte Chalonnaise og endnu længere siden jeg sidst var i Maconnais, men for nylig havde vores lokale vinklub opmærksomheden rettet den vej. Teori er én ting, men intet slår oplevelsen af det, der står i glasset og jeg kunne ikke tørre smilet bort.

Chalonnaises byer ligger ikke lige så perlerækkeagtigt som dem på Côte’n. Den herostratisk berømte bakkeformation med den tydelige øst-sydøstvendte side bliver brudt op ved Santenay og Chagny og fortsætter i flere halvparallelle bakkeformationer, skovbeklædte på toppen, abrupt afbrudt af dalgennemskæringer og med flere stik sydligt eksponerede marker ved både Mercurey, Givry og Montagny. Maconnais er endnu mere kaos, positivt landskabeligt kaos vel at mærke, især i det sydligste, hvor den generiske appellation Macon splittes op i mindre kommunale appellationer ved landsbyerne Chaintré, Loché, Vinzelles, Fuissé og Vergisson. Her kalksten, mergel, alluviale grusbanker og sågar granitbaserede marker. På vinskolen lærer man at Pouilly-Fuissé og de andre Pouilly’er har tendens til mere rigdom, højere alkohol og ofte såkaldt muscat-agtig frugtighed i chardonnayerne (området har påviseligt en høj andel af de såkaldte musqué-kloner af chardonnay), Maconnais bredt set er omvendt domineret af vandede tørstslukker-chardonnayer, og i vinbøgerne står der, at rødvin fra Côte Chalonnaise er den uslebne og lidt utilpassede drengerøv sammenlignet med Côte de Nuits kultiverede dannelse.

Pouilly-Fuissé vil som bekendt have premier cru-marker nu og alle undrer sig vel over, at de ikke fik det fra starten, men nu skal det være og de kommer. Jeg har dog læst, at man sandsynligvis udelukker nordvendte og højtliggende marker fra det fine selskab! Netop i det lunere Maconnais, specielt i det sydligste ved overgangen til Beaujolais, kunne det netop give mening at fremhæve de nordvendte og højtliggende marker på grund af køligheden. Producentsammenslutningen har også drøftet forbud mod maskinhøst, men valgte at være soft og tillade det, mens de til gengæld meget overraskende stemte for at forbyde kemiske ukrudtsmidler i premier cru-markerne. Sådan! Det kunne Puligny og Meursault og kammeraterne lære noget af.

Domaine Faiveley, mastodonten fra Nuits, inkarnerer perfekt Mercureys løft. Husets fuldstændige stilomkalfatring har pludselig gjort trioen Clos des Myglands, La Framboisière og Clos du Roy til de rene sylfider. Husets gamle krasbørstige og kundeuvenlige stil er en saga blot og den blev tidligere nærmest understreget fra domænebesiddelserne i Mercurey. Jeg har drukket talrige Clos des Myglands fra normalflaske og magnum fra 80erne og 90erne, hvor man tvivlede på deres udviklingskurve… ville de nogensinde smelte sammen eller blot forblive tanniske og bitre vinmonstre, pinot’ske misforståelser. Erwan Faiveleys overtagelse af roret, søsteren Eves indtræden i ledelsen og vigtigst Jérôme Flous’ systematiske step-by-step kvalitetsforandring som chef de cave har skudt huset helt op blandt Bourgognes bedste. Og i Côte Chalonnaise, faktisk i Mercurey, er nyt vineri en understregning af den alvorlighed man lægger i området. Danske Knud Kjellerup og kumpaner på Albert Sounit og Domaine Bernollin har også opnået en langt bedre forståelse for chardonnay og pinot noirs optimale håndtering fra kommunerne i Chalonnaise.

Her ni vine fra vores klubaften:

Grande Cuvée 2014 fra Albert Sounit har hermelinkåbe på. En konge vin, hvor autolytisk dybde forenes med intens pæresaft, fed creme fraiche, saltet citron og mælkesyrefermenterede bøgeblade. Gæraromaen er næsten helt integreret – fornemme bobler. De to udgaver af Les Saint Jacques 2017 kommer formelt fra nabomarker, Albert Sounits udgave er fra den kommunale del, mens Domaine de la Folies er fra monopoldelen, der ovenikøbet har premier cru-status. Der er markant stilforskel. Sounits er pimpet en smule med nyt træ og har subtropisk frugtduft med fersken og rigdom fra battonage, mens Domaine de la Folie er helt væk en periode, slet ikke present, men så, med luftning, kommer forbløffende stenet og kalket og citruspræget nærmest chablis les clos-agtige noter. Skarptskåret og smertende mineralsk.

Trioen fra Pouilly-Fuissé var ved at skubbe mig ned fra stolen! Tre væsensforskellige fortolkninger af chardonnay og Pouilly-Fuissés kalkstens- og røde mergelmarker, der temmelig sikkert skyldes både markforhold og producentens tilgang. Saumaize-Michelins Les Ronchevats 2017 kommer faktisk fra en mark uden kalk! Alligevel er der fokus, stramhed, tætvævet struktur, fasthed og blid bredde af baguetteskorpe og lemoncurd og øjenåbnende hør-hov-bio-funk til sidst. Domaine Cordiers Vieilles Vignes 2018 er meget mere statelig og konservativ, klassisk puligny… tør jeg sige. Fuld af kalket citrus, pæresaft, brunet smør og ikke mindst et modigt næsten gammeldags tannisk greb i gummerne. Vildt imponerende… men, men… den overgås af Domaine La Soufrandières Au Vignerais 2017 fra Bret-brødrenes ultrabiodynamiske hænder. Jean-Guillaume og Jean-Philippe brygger biodynamiske skønheder, pakket med kalket chardonnay og rigdom, men netop ikke af muscat-parfume, men kalkstensdråber, essens af coolness, nidkærhed i marken og fokus på hands-off i vineriet. En klar konkurrent til langt dyrere vine fra Puligny, Chassagne og Meursault – helt uden det lidt irriterende reduktive præg, som mange chardonnayer derfra har i øjeblikket og tilsat lidt vildskab, lidt ruskind, bivoks og pollen.

Rødvinssættet var nærmest endnu mere opsigtsvækkende. Fornemme og alligevel umiddelbare og nemt forståelige pinot noirs. Francois Lumpps topvin fra Givrys sydlige ende, Clos du Cras Long 2016 er efter sigende nu fuldt baseret på selekterede pinot-kloner og pinot-materiale fra Côte de Nuits, og har givet noget af det mest uforstyrrede og ærlige pinot-udtryk, jeg længe har smagt! Fuld af kirsch, solbær, spagnum og diskret mynte, fulgt af smygende viskositet, letbenet, blidt cremet og alligevel løftet syrlig struktur. Clos du Roy La Favorite 2016 fra Faiveley er ganske enkelt langt over andet jeg har smagt fra Côte Chalonnaise. Fornem, slikagtig, men helt uden klodset sukker, perfekt balance mellem fadaroma og frugtens egen komplekse rigdom – det er svært at sætte skellet mellem frugten og fadet, men faktum er at fadet netop ikke stikker ud. Slank og elegant som en chambolle. Den kommer fra udvalgte parceller i Clos du Roy. Albert Sounits Mercurey Noblesse 2017 er næsten lige så imponerende, men er lige nu netop overstyret af sin tid på helt nye egefade. Bagetiketten fortæller om to fade, et af de såkaldte Icone-fade i den særlige Finesse-finish, som ifølge producenten Seguin-Moreau bidrager til blid og silkeagtig mundfølelse, og et fra Francois Frères, hvor man har fået førstevælgerstatus. Frugtens hindbær, ribs og kirsch er skjult vel meget lige nu bag fadenes toast, men frugtens koncentration lover godt for fremtiden.

I jagten på betalelig chardonnay og pinot noir med lokalitetskarakter vil jeg bare opfordre til at tage Maconnais’ sydlige appellationer og dem i Côte Chalonnaise med på listen.

Albert Sounit importeres af Kjær & Sommerfeldt
Domaine de la Folie og La Soufrandière importeres af Philipson Wine
Francois Lumpp importeres af Vinoble
Domaine Cordier importeres af CH-Vin
Saumaize-Michelin importeres af Vinova
Faiveley importeres af Sigurd Müller Vinhandel

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomTilbage til Shop